Den russiske skyggeflåde af udtjente og tvivlsomme olietankere, der er eksploderet i omfang siden oliesanktionerne mod Rusland, er til stor fare for miljøet og de sejler gennem dansk farvand. Både danske og svenske myndigheder må skride ind, før der sker en katastrofe.

© Greenpeace/Will Rose

Gotland, Sverige, den 12. april 2024 – Aktivister fra Greenpeace Norden har netop sejlet ud i gummibåd ud for den svenske ø Gotland i en fredelig protest imod den store transport af russisk olie, som trods vestlige sanktioner fortsætter uhindret. Danmark er også knudepunkt for den russiske olieeksport, der via Østersøen går gennem dansk farvand.  

Aktivisterne har med kæmpe bogstaver malet “OIL FUELS WAR” på siden af en 125 meter lang tanker, Zircone, der sejler under cypriotisk flag. Tidligere i denne uge kunne svenske SVT afsløre, at skibet fungerer som en flydende tankstation og har forsynet skyggeflåden med brændstof på dens vej til verdensmarkedet.

Det er det lettiske selskab Fastbunkering, der står bag operationen ud for Gotland. Selskabet har ligeledes forsynet olietankere fra Rusland med brændstof ud for Skagen tilbage i 2023. Tidligere i april blev Fastbunkering igen inddraget i historier om brændstof til skyggeflåden, hvilket selskabet efterfølgende har afvist.

Find fotos og video HER (opdateres løbende). 

Den såkaldte russiske skyggeflåde består af stærkt tvivlsomme olietankere med lige så tvivlsomme forsikringsforhold, der er eksploderet i omfang siden Vesten vedtog sanktioner mod eksport og fragt af russisk olie, hvor man på den ene side har forsøgt at svække finansieringen af Putins krigsmaskine, men samtidig gerne vil have Ruslands olie ud på verdensmarkedet.

“At forsyne skyggeflåden med brændstof bør øjeblikkeligt forbydes, og både svenske og danske myndigheder skal skride ind overfor de rustne skrotbunker, inden der sker en katastrofe, der risikerer at søbe vores kyster og havnatur ind i et tykt lag dræbende olie. Vi har allerede været vidne til alvorlige ulykker med disse olietankere, og eksperter har i lang tid advaret om den meget virkelige trussel mod vores farvande,” siger Sune Scheller, kampagnechef for Greenpeace i Danmark.

“Den russiske skyggeflåde udgør ikke kun en alvorlig trussel mod vores værdifulde have, men er også en smertefuld påmindelse om, at blod og menneskeliv er prisen for vores fortsatte afhængighed af olie. I vores fælles stræben efter en fredelig og bæredygtig verden må vi bryde båndene mellem olie og krig, vende ryggen til dem der modarbejder udfasningen af fossile brændsler og den grådige olieindustri. Langt mere vedvarende energi og adgang til billig og pålidelig offentlig transport er et håb i disse mørke tider og en løsning, vi må kæmpe for,” siger Sune Scheller.

De snævre danske farvande er et knudepunkt for den russiske olieeksport, da en stor del af Ruslands olieeksport går gennem Østersøen. Senest har Finans.dk kunne fortælle, at der i en periode fra oktober til november sidste år i snit sejlede fem skyggeskibe gennem dansk farvand dagligt. Den høje trafik er der ikke noget nyt i. Det nye er, at transporten i langt større omfang sker med de nedslidte olietankere, der skaber stor fare for olieforurening i havet. 

Danwatch har afsløret, at en stor del af skyggeflåden går imod internationale organisationers anbefaling om at sejle med lokal lods, hvilket yderligere bidrager til risikoen for ulykker.

Truslen er ekstra alvorlig, fordi Rigsrevisionen tilbage i januar har fundet, at det danske beredskab ikke er tilstrækkeligt til at bekæmpe olieforurening i dansk farvand.

Senest i marts gik det galt, da den 250 meter lange olietanker Andromeda Star kolliderede med et andet fartøj i Øresund. Kollisionen gav kun materielle skader og havde heldigvis ingen konsekvenser for hverken mennesker eller miljøet. Olietankeren var oprindeligt på vej til Primorsk ved Sankt Petersborg, hvor den ifølge Lloyd’s Intelligence skulle hente råolie.

Fotos og video kan hentes HER 

Kontakt

Sune Scheller, kampagnchef, Greenpeace i Danmark. Mobil: 27144257

Poul Bonke Justesen, kommunikationansvarlig. Mobil: 33376693