Vandplaner er en essentiel del af beskyttelsen af vores hav, søer, fjorde, vandløb, åer og grundvand. Danmark er omkranset af havet, hvor kystlinjen strækker sig over 7.500 kilometer, og samtidig byder landskabet indadtil på mere end 120.000 vandhuller og søer. Så på trods af landets beskedne størrelse, er vi omgivet af meget vand.
Vandområderne er både livgivende for et utal af arter og vegetation, men de har også afgørende betydning for os mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi passer ordentligt på det. Det er meningen, at vandplanerne skal sætte retningen for den beskyttelse, så vi alle – både mennesker, dyr og vegetation – fremover kan nyde godt af et godt og sundt vandmiljø.
Læs med herunder og bliv meget klogere på vandplaner, og hvordan de bør se ud i fremtiden.
Hvad er vandplaner?
Vandplanerne – eller vandområdeplanerne, som de officielt er døbt – er Danmarks store politiske styrepind, der samler planerne for at sikre et godt og sundt vandmiljø.
Vandplanerne skal tilsammen sikre, at Danmark når målsætningen om “god økologisk” tilstand i vandløb, kystvande, søer og grundvand. Det er Danmark forpligtet til at opnå af EU’s såkaldte Vandrammedirektiv i 2027.
EU havde oprindelig fastsat 2015 som deadline for, hvornår det danske havmiljø skulle være bragt i god tilstand. Men Danmark og den siddende V-K regering var på det tidspunkt meget langt fra målet og fik derfor, som sidste chance, udskudt deadline til 2027.
Danmark har altså udskudt sin deadline med hele 12 år, men tilstanden i det danske vandmiljø er ikke blevet mindre kritisk i årene, der er gået. Tværtimod er der sket en målbar forringelse, og det er i mellemtiden blevet sværere at nå målet i 2027. De danske kystfarvande og fjorde kæmper i dag med omfattende iltsvind, død havbund og fald i fiskebestandene.
Læs mere om, hvordan vi kan skabe et grønt landbrug, der passer på vores vandmiljø, natur og klima.
I perioden 2021-27 har Danmark så fremlagt flere vandplaner for at løse krisen og genskabe et sundt havmiljø. De seneste vandområdeplaner kaldes den tredje periode, der dækker over opdateringer fra første og anden planperiode.
I sommeren 2023 blev regeringens vandområdeplan 3 fremlagt, og den skal rette op på vandmiljøets tilstand, blandt andet især ved at nedbringe de høje udledninger af kvælstof fra landbruget. Planen blev af Greenpeace kritiseret for at være utilstrækkelig til at ændre ved, at Danmark har kurs mod EU-lovbrud, da vandmiljøet er ved at kollapse.
Landbrugets betydning for vandplanernes manglende succes
Én af de store udfordringer ved at nå i mål i 2027 er, at der fra politisk side ikke er lavet bindende aftaler for at nedbringe landbrugets udledninger af kvælstof. Aftalerne med landbruget har i mange år været frivillige, og kvælstofudledningen er blev sænket yderst minimalt.
Årsagerne til næringsstofudledningerne er mange. Den vigtigstee årsag til den høje udledning af kvælstof til vandmiljøet er Danmarks store produktion køer og svin, som især det konventionelle landbrug står for. Storproduktionen af landbrugsdyr kræver omfattende gødning til de marker med foderafgrøder, som dækker halvdelen af danmarkskortet. Det fører til alt for meget kvælstof i vandet, så udsigterne til at nå i mål i 2027 ser svære ud.
Kendsgerningen er, at vandmiljøet er så presset, at kun 5 ud ud af landets 109 kystområder er i god miljøtilstand.
Ser vi på det store billede, har vi omkring 8.000 vandområder, der på nuværende tidspunkt
klassificeres som værende i moderat, ringe eller dårlig tilstand, og som minimum skal bringes i god tilstand i 2027.
For at leve op til Vandrammedirektivet bør der altså sættes ambitiøst ind ved kilden for at reducere de udledninger, der kan undgås – både når det gælder overløb fra rensningsanlæg, byggeprojekter med dumpning af slam og i landbruget.
Den altoverskyggende årsag til kystområdernes dårlige miljøtilstand er imidlertid udvaskningen af næringsstoffer fra landbruget. Således stammer hele 70 procent af kvælstofudledningen fra land til de kystnære områder fra landbrugsdriften.
Fremtidens vandplaner og løsninger af havmiljøets krise
Der er over de seneste mange år taget mange politiske tilløb til at få sænket udledningen af kvælstof til åer, vandløb og kystfarvande i Danmark. Men det er ikke lykkedes at sætte alvorligt ind for at bremse kvælstoffoureningen, der har forværret havmiljøets krise.
Allerede i år 2004 udgav Aarhus Universitet en faglig udredning, hvor der blev regnet på
effekten for reduktion af ammoniakemission og kvælstofudvaskning ved at reducere antallet af landbrugets dyr. Både i denne rapport og i en nyere rapport fra 2020 har universitetet derudover regnet på effekten af udtag af landbrugsjord til skovrejsning.
Sammen med udtag af lavbundsjorde er reduktion af husdyrproduktionen og skovrejsning tiltag, der sætter ind ved kilden til forurening. Rapporterne viser, at det samtidig er de tiltag, der har størst potentiale for at reducere udledningerne af næringsstoffer – herunder kvælstof – til miljøet.
Hvis ikke Danmark markant sænker antallet af dyr og det areal, der bruges til intensiv dyrkning af foder, vil det være urealistisk at nå målet om god miljøtilstand. På den baggrund ser Greenpeace med undren i sit høringssvar til, at “Forslag til Vandområdeplanerne 2021-2027” hovedsageligt har fokus på såkaldte end-of-pipe solutions.
Her er fokuseret på at fjerne en del af udledningerne, efter de er sket, frem for at begrænse udledningerne ved kilderne og reducere størrelsen på den animalske produktion og dyrkningen af foder til dyrene.
Greenpeace-opfordringer til kommende vandplaner
- En markant reduktion af den animalske produktion. Greenpeace anbefaler overordnet at reducere antallet af landbrugsdyr med mindst 50 procent frem mod 2030. Målet frem mod 2027 skal være at bringe antallet af husdyr ned på eller under det niveau, der svarer til den mængde næringsstoffer, som havmiljøet og økosystemerne kan bære.
- Udtag af landbrugsjord fra dyrkning til genetablering af natur og skov. Halvdelen af Danmark består i dag af marker med foderafgrøder. Greenpeace opfordrer til at tage tage store landbrugsarealer, hvilket vil være nødvendigt for at få kvælstofudledningen ned. Der opfordres til at udtage 600.000 hektar landbrugsjord frem mod 2027, hvilket vandmiljøforsker og professor Stiig Markager også fremhæver som nødvendigt for, at Danmark kan leve op til EU’s Vandrammedirektiv. Dette vil også give renere drikkevand og forbedre biodiversiteten på land.
- Mindre foder til dyr og mere plantebaseret mad til mennesker. En del af det frigjorte foderareal vil kunne bruges til at fordoble arealet af planteafgrøder, der produceres til menneskemad. Samtidig kan der gradvist også skrues ned for andelen af dansk proteinfoder til de dyr, der er tilbage i landbruget, og importen af soja til foder kan udfases. Det vil have en positiv effekt i forhold til at begrænse udledninger af næringsstoffer, herunder også fosfor, og bringe næringsstofkredsløbet i balance. Samtidig undgår dansk landbrug at lægge beslag på store landområder i Sydamerika og dermed være medansvarlige for skovrydning og naturødelæggelser globalt.
- Omstilling til økologiske dyrkningsmetoder. Det økologiske landbrug undgår kunstgødning og fokuserer på recirkulering af næringsstoffer, hvorved der sikres mindre tab og udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Ved at skrue op for omstillinget til økologisk drift, reduceres kvælstoftabet fra rodzonen med 12-13 kilo kvælstof per hektar per år.
- Ved at øge det økologiske areal med 0,54 mio. hektar, kan man dermed sænke kvælstofudledningen med omkring 6.750 tons/år. Med en omlægning af 1 mio. hekart til økologi, ville man opnå en reduktion på 12.000-13.000 tons kvælstof per år.
