Det er fuldstændig frivilligt, om landmændene, der har “forpligtet” sig til at reducere deres klimaaftryk over for Danish Crown, faktisk gør det. Svinekød, hvis klimaaftryk ikke mindskes, vil stadigvæk sælges som klimakontrolleret.  

Danish Crowns har siden sommeren 2020 sat lyserøde mærker med teksten “klimakontrolleret gris”, et billede af en gris og et dannebrogsflag på sit svinekød.

Danish Crown forklarer, at virksomhedens svinekød er klimakontrolleret, fordi selskabet har udformet et såkaldt “bæredygtighedsprogram”, der er døbt “Klimavejen”, som landmænd, der leverer kød til virksomheden, kan tilslutte sig. 

Det indebærer ifølge Danish Crown, at landmændene forpligter sig til at reducere deres klimaaftryk.

“Landmænd, der går Klimavejen, forpligter sig til at reducere klimaaftrykket med 50% inden 2030. Det er den første milepæl på rejsen mod visionen om at producere kød helt klimaneutralt i 2050,” skriver Danish Crown på sin hjemmeside og tilføjer, at landmændene 

“auditeres mindst hvert tredje år for at vurdere fremdriften i arbejdet frem mod 2030-målet.” 

Danish Crown oplyser samtidig, at alle landmænd, der leverer svinekød til koncernen, i dag er tilsluttet Klimavejen, og at deres svinekød dermed er “klimakontrolleret”. 

Klimakontrol betyder ikke nye retningslinjer eller krav

Men det har ikke nogen konsekvens for landmændene, “der går klimavejen” at dumpe ved den såkaldte “klimakontrol”. 

Forpligtelsen er ikke nedfældet i en kontrakt, og hvis den enkelte landmand ikke reducerer sit klimaaftryk, vil Danish Crown ikke stoppe med at sætte klimakontrolleret gris-mærket på landmandens kød, oplyser Danish Crown på et møde med Greenpeace den 7. april.  

Danish Crowns administrerende direktør, Jais Valeur, kom med den samme melding, da han præsenterede selskabets klimamål i 2019: 

“For svineproducenterne vil den nye målsætning ikke komme til at betyde nye retningslinjer, krav – eller forventninger om investeringer,” udtalte Jais Valeur til Landbrugsavisen og tilføjede, at Danish Crown i stedet vil udnytte “landmændenes venskabelige dyster med naboerne om at være dygtigst.”

“Vi kommer ikke ud og siger, at man ikke kan være leverandør til Danish Crown, hvis man ikke bliver mere bæredygtig. Men jeg har en stor tro på, at man ikke gider være sidst. Landmænd er konkurrencemennesker, og det er meget motiverende for folk at se, hvor de ligger i forhold til andre.”

“Det hele er gjort ad frivillighedens vej”

Årsagen til, at Danish Crown alligevel bruger ordet “forpligte” i sin markedsføring, er, at repræsentantskabet – virksomhedens øverste myndighed – har vedtaget at forpligte Danish Crown på målet om at halvere klimaaftrykket inden 2030, oplyser virksomheden til Greenpeace. Men Danish Crown har ikke villet udlevere dokumentation for, at repræsentantskabet har forpligtet virksomheden eller landmændene til at reducere klimaaftrykket inden 2030. I stedet henviser Danish Crown i en mail til, at bæredygtighedsmålene er kommunikeret i slagterikoncernens bæredygtighedsrapport 2018/19”. 

Bæredygtighedsrapporten indeholder dog ikke dokumentation for, at Danish Crown og virksomhedens leverandører har forpligtet sig til at halvere klimaaftrykket inden 2030. Det bliver tværtimod beskrevet som en målsætning baseret på frivillighed. Blandt andet i bestyrelsesformandens beretning:

“Det gør mig stolt at se, hvordan Danish Crowns andelshavere har taget imod koncernens klimaambition og vision. De har tilsluttet sig vores klimamål og en fælles udviklingsrejse gennem det certificeringsprogram, som vi kalder Klimavejen,” skriver bestyrelsesformand i Danish Crown, Erik Bredfeldt og tilføjer: 

“Programmet hjælper de enkelte landmænd med at identificere, hvordan de kan blive mere bæredygtige og opstille mål for at minimere deres klimaaftryk. Det hele er gjort ad frivillighedens vej.”

Klimaaftrykket fra kød med mærkningen “klimakontrolleret gris” er steget

I Danish Crowns bæredygtighedsrapport for 2019/20 fremgår det, at klimaaftrykket fra Danish Crowns certificerede svineproducenter i 2020 er steget i stedet for at falde.

Danish Crown forklarer den øgede udledning i 2020 med, at landmændene med “de mindste besætninger” nu er med på Klimavejen, og at de har en lavere foder-­effektivitet pr. gris og ikke benytter sig af den nyeste teknologi.

Klimakontrolleret gris-mærket vildleder formentlig forbrugerne

Udover at Danish Crown ikke har dokumenteret, at virksomhedens mål for nedbringelse af klimaaftrykket ved “klimakontrolleret gris” er forpligtende, har virksomheden heller ikke dokumenteret, at dens svinekød har et mindre klimaaftryk end hverken andet dansk svinekød eller svinekød fra udlandet.

Selve “klimakontrolleret gris”-mærket, som Danish Crown påfører sit svinekød, er derfor muligvis i strid med Markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden noterer i sin vejledning til markedsføring af miljømæssige udsagn, at virksomheder, der bruger selvopfundne mærkater på sine produkter, skal kunne dokumentere, at produktet har “kvalitative fortrin frem for andre tilsvarende produkter eller erhvervsdrivende, idet mærkningen ellers vil kunne være vildledende i sig selv.” 

Concito henviser til samme dokumentationskrav i rapporten Retvisende klimakommunikation om fødevarer, hvor tænketanken bruger klimakontrolleret gris-mærket som eksempel på “klimaanprisninger, der betragtes som misvisende, eller potentielt misvisende, uden forklarende tekst”.

“Helhedsindtrykket for forbrugeren kan være vildledende eftersom ”klimakontrolleret”, eller logo-lignende grafik kan få forbrugeren til at tro, at producenten er certificeret, og har en særlig god klimaperformance,” skriver Concito.