Hvis regeringen vil sikre biodiversiteten i havene, må den bakke helhjertet op om den FN-aftale, der kan sørge for, at det sker.

Regeringen har netop meddelt, at den tilslutter sig målet om, at 30 pct. af havene bliver beskyttet for at løfte naturen og biodiversiteten. Både i EU og over hele verden med FN-mål.

Det kan umiddelbart lyde ambitiøst og som en god nyhed for natur og biodiversitet, der er under hårdt pres, men nyheden blev modtaget uden de store klapsalver. Det er der gode grunde til.

Danmark er nemlig superdårlig til at beskytte sine egne farvande. Siden 2010 har Danmark og resten af verden haft en målsætning om, at 10 procent af havarealet skulle være beskyttet i 2020. Men da sagkyndige fra IUCN – en international organisation for naturbevarelse – tidligere i år gjorde status over 332 beskyttede danske havområder, var kun 4,8 procent af det danske havareal reelt beskyttet.

I langt de fleste tilfælde er de udnævnte områder blot streger tegnet på et kort. Du kan stadig pløje havbunden op med et bundtrawl til stor skade for netop den natur, som skulle beskyttes.

Den nye målsætning om 30 procents beskyttelse senest i 2030 er nødvendig og nyder solid opbakning fra forskningen, men så længe den politiske vilje til at implementere den egentlige beskyttelse udebliver, er regeringens målsætninger lige så ubrugelige som en cykel uden hjul.

Opgaven bliver på ingen måde mindre, når det kommer til regeringens globale målsætninger.I modsætning til vores territoriale og mere kystnære farvande er verdenshavene (områder, som intet land råder over) i høj grad lovløst område. I landenes egne farvande er det muligt at udpege og effektivt beskytte havområder gennem egen lovgivning, men der er intet værktøj, der giver denne mulighed i verdenshavene – et areal på næsten halvdelen af jordens overflade. Mindre end én procent af verdenshavene er i dag fuldt beskyttede (størstedelen heraf findes omkring Antarktis).

Ingen af de få organisationer, der i dag regulerer blandt andet shipping og minedrift på verdenshavene, har mandatet – for slet ikke at tale om kompetencen – til at udpege, implementere og forvalte et strategisk netværk af beskyttede områder under hensyn til havnaturen og biodiversiteten.

Så hvordan vil regeringen sikre sig, at 30 procent af verdenshavene reelt er beskyttede, når vi når 2030?

Den mest oplagte mulighed ligger i FN, for efter tæt på to årtiers forberedende arbejde kan FN i 2021 afslutte forhandlingerne om en havtraktat, der skal sikre bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten i internationale farvande. En slags Paris-aftale for verdenshavene.

Det er svært at overdrive vigtigheden af, at FN-landene får held med at oprette en mekanisme, der har mandatet og kompetencen til at sikre den nødvendige beskyttelse af havnaturen.

Eftersom Danmark støtter beskyttelsesmålet på 30 procent, burde der ikke være tvivl om, at vi åbent og aktivt presser på i FN-forhandlingerne om en havtraktat. Men det er der faktisk. For regeringen har indtil videre fuldstændig mørklagt den danske forhandlingsposition af hensyn til »udenrigspolitiske interesser«.

EU forhandler i FN på vegne af rigsfællesskabet, men Danmark er aktiv i fastlæggelsen EU’s position.

Mørklægningen er besynderlig, og tilgangen er markant anderledes end den måde, regeringen for eksempel gerne diskuterer international klimapolitik.

Mørklægningen og regeringens tilgang til havbeskyttelse i vores egne farvande efterlader ikke megen plads til optimisme. Måske modarbejder regeringen en ambitiøs EU-position på samme måde, som Danmark har modarbejdet havbeskyttelse i vores nabolande – f.eks. i Tyskland? Måske arbejder Danmark for erhvervslivets interesser om, at fiskeri ikke skal være en del af aftalen? Måske arbejder Danmark på, at kyststaten skal have vetoret, så rigsfællesskabet kan forhindre, at dele af Det Arktiske Ocean kan udpeges til beskyttet område, så ressourcerne under havisen kan udnyttes i takt med afsmeltningen? Vi ved det ikke.

Vi ved imidlertid, at det er nødvendigt, at både Danmark og EU træder mere aktivt ind i forhandlingerne og trækker ambitionsniveauet op, hvis aftalen skal sikre reel beskyttelse. For der er nok af stærke kræfter, der ønsker at svække havtraktaten mest muligt.

Indtil udenrigsminister Jeppe Kofod (S) indtager den rolle, er de flotte, nye målsætninger ikke andet end en gratis omgang.

Indlægget blev oprindeligt bragt i Politiken og på politiken.dk onsdag den 21. oktober 2020.