Vi står midt i en knastør juni, som er fulgt efter den tørreste maj i 15 år. Vores jord er fuldstændig udtørret, og det er et tydeligt advarselssignal, at vi herhjemme i år i maj har haft 70 procent mindre nedbør, end vi normalt har i maj – og at vandunderskuddet i juni allerede bliver svært at indhente.

Vandselskaber og kommuner har flere steder i landet varslet vandingsforbud og ekstra afgifter på vand for private. Derfor har vi samlet nogle tips til dig, som ønsker at spare på vandet:

  1. Tag kortere bade, og husk at slukke for vandet, mens du sæber dig ind. Du kan også have en spand at stå i, når du går i bad. Så vil du ikke alene blive opmærksom på, hvor meget vand du bruger, du kan efterfølgende bruge vandet til at skylle ud i toilettet. 
  2. Fyld vaskemaskinen og opvaskemaskinen helt op, og brug – hvis det er muligt – tøjet flere gange, inden du vasker det. 
  3. Tø dine madvarer op i køleskabet eller på køkkenbordet og ikke under rindende vand. På den måde sparer du på vandet og udnytter samtidig kulden fra frostvarerne.
  4. Skyl dine frugter og grøntsager i en balje, ikke under rindende vand. Bonustip: Vand dine planter med det overskydende vand.
  5. Kog altid din mad i en gryde med låg. Det går hurtigere, der behøver ikke at være så meget vand i gryden, og du udnytter dampen fra det varme vand.
  6. Husk at vand sagtens kan bruges flere gange. Fx kan du bruge vand, du har kogt grøntsager i (ikke saltet vand), til at skylle af med eller til at vande blomster med. Stueplanter har godt af (afkølet) kartoffelvand, som giver dem naturlig gødning. Du kan også genbruge vand fra el-kedlen og gammelt vand fra drikkeflasker. Saml det i en stor spand, og genbrug det. 
  7. Stil en kande eller flaske med vand i køleskabet. Så undgår du at lade vandhanen løbe og bruge mange liter vand.
  8. Husk altid at vande dine blomster efter solnedgang. Vander du ved høj sol, fordamper 40-50 procent af vandet igen.
  9. Du kan også spise dig til mindre vand. Vidste du fx at for at producere et kilo oksekød skal der bruges 15.415 liter vand. Det er 68 gange så meget vand som ved et kvarters brusebad. En plantebaseret kost er mere vandbesparende: Produktion af 1 kg oksekød bruger ni gange så meget vand som produktion af 1 kg sojabønner, der er en god plantebaseret kilde til protein. (Kilder: Information og Dansk Vegetarisk Forening)
  10. Saml regnvand i de våde måneder! Opbevar vandet i en tank i haven, brug den til vanding.
  11. Det tørre vejr er et tydeligt advarselssignal om de tiltagende klimaforandringer. Selvom du kan gøre en vigtig forskel som privatperson og samtidig skabe ringe i vandet, er det samtidig vigtigt, at vi bliver ved med at lægge pres på magthavere og virksomheder for at bremse den globale opvarmning og tabet af naturen. Løsningerne findes, og når nok mennesker kæmper for samme sag, kan vi skabe store forandringer. Husk at dele så man kan inspirere andre.