København, 23. november 2023 Biodiversitetsrådets Årsrapport er netop udgivet, hvor det blandt konkluderes, at Danmark blot har 1,6 procent beskyttet natur. Her følger kommentarer fra Greeenpeace.

Kommentarer fra Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace (mobil: 27144257):

“Uanset om vi vender blikket mod naturen på landjorden, mod søer eller mod vores havområder, så er det intensive landbrug og den enorme produktion af især kvæg og svin blandt hovedårsagerne til, at biodiversiteten forsvinder mellem fingrene på os. Det er muligvis en ubelejlig kendsgerning, men vi kommer ikke problemet til livs med mere violinspil på dækket af det synkende skib.”

“Lige om lidt skal politikerne forhandle en CO2-afgift på landbruget, og her er der en unik mulighed for at strikke et værktøj sammen, der ikke kun vil kunne tage landbrugsområder ud af drift med stor klimagevinst, men også sikre plads til beskyttet natur. Vi har en meget indtrængende bøn om, at regeringen og Folketinget finder samlede løsninger på de nært beslægtede kriser for klima og natur.”

Baggrund 

Greenpeace og otte andre orgasniationer har for nylig udgivet rapporten ‘Fra foder til føde II’, der fremlægger en fælles vision for, hvordan vi udvikler og sikrer et grønt landbrug, der respekterer “de planetære grænser” og overholder de internationale og nationale aftaler og forpligtelser. Det gælder herunder målsætninger inden for natur biodiversitet, klima og drikkevand.

I rapporten opfordrer organisationerne til, at der sættes en politisk kurs mod 2040, hvor godt en tredjedel af landbrugsarealet er natur og skov, og at vi har langt færre landbrugsdyr. 

Læs mere HER