Aktivister fra Greenpeace protesterer lige nu på fredelig vis foran Industriens Hus i centrum af København, hvor det norske kongepar sammen med det danske kronprinspar, flere ministre samt repræsentanter fra den norske olieindustri mødes til konference om et dansk-norsk samarbejde om en bæredygtig grøn fremtid.

Udstyret med olietønder og bannere med budskaber som “Det er ikke greit at være Norges olielosseplads” og “Equinors oljeavfall dreper danske havområder” protesterer Greenpeace imod, at den norske olieindustri – primært ved det statsejede Equinor (tidl. Statoil) – ikke håndterer sine egne giftige affaldsprodukter fra olieproduktionen, men i stedet sejler det til Danmark, hvor det kun delvist renset udledes i det sårbare danske Agersø Sund.

Efter 25 års eksport er det på tide at Norge med Equinor i front tager ansvar for sit eget giftige olieaffald, siger Helene Hagel, klimapolitisk leder i Greenpeace:

“”Norge og Danmark – Sammen om en bærekraftig fremtid”, er overskriften for dagens møde mellem ministre, kongehuse og erhvervsliv. Det er vist så langt fra “bærekraftigt” man kan komme at fortsætte denne praksis, hvor Norge nu i 25 år har sendt sit giftige oliespildevand til Danmark,” siger hun og fortsætter: 

“Vi er tilstede her i dag for tydeligt at vise den norske olie- og energiminister, at vi ikke længere vil finde os i at dansk natur er losseplads for den norske olieindustri. Den norske regering må sørge for, at man øjeblikkeligt stopper eksporten af giftigt oliespildevand til sårbart dansk hav og enten renser det selv eller – hvis man ikke er i stand til det – simpelthen begrænser den alt for store olieproduktion”.

Foto og Video:

Billedmateriale fra demonstrationen uploades løbende og kan hentes HER

Materialet kan bruges frit, blot det krediteres.

Talspersoner:

Informationer om demonstrationen:

Sussi Lillelund, projektleder, Greenpeace

Tlf: 28400654, mail: [email protected] 

For baggrund:

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Tlf: 26113951, mail: [email protected] 

For mere information:

Rikke Agerbæk, presseansvarlig, Greenpeace

Tlf: 24214530, mail:  [email protected]

Baggrund:

  • Der bliver årligt eksporteret 100-150.000 ton giftigt oliespildevand fra Norge til Danmark. Langt størstedelen stammer fra Equinors olieproduktion.
  • I april sagde den danske miljøminister, Magnus Heunicke, at han ikke vil give flere nye tilladelser til at importere norsk oliespildevand. Lige nu eksisterer der fem tilladelser, som lyder på i alt 611.000 ton spildevand. Den sidste tilladelse udløber om 2,5 år.
  • Langt det meste oliespildevand kommer fra den statsejede oliegigant Equinor – det tidligere Statoil – som sidste år tredoblede sit milliardoverskud.
  • Rensningsanlægget RGS Nordic fordoblede i 2016 sin kapacitet i Stigsnæs og etablerede samtidig en modtagecentral i Mongstad nord for Bergen. Herfra sejles oliespildevandet til Danmark, hvor det fortyndes og renses delvist inden det ledes gennem et udløbsrør ud i Agersø Sund.
  • De lokale fiskere og beboere omkring Agersø Sund har i årevis protesteret mod udledningen af giftstofferne i det i forvejen sårbare farvand. Midt i maj arrangerede Greenpeace i Danmark sammen med de lokale foreninger Rent havmiljø NU! og Storebælts Småbådsklub en demonstration i vandet og på stranden ud for RGS Nordic. Her samledes omkring 60 både og 150-200 mennesker på land for at begræde alt det, Agersø Sund, lokalbefolkningen og fiskerne gennem årene har mistet og for at stille krav til miljøminister Magnus Heunicke og den norske olieindustri om at stoppe svineriet nu.