For to år siden lovede en række selskaber, at de ville lægge sig i selen for at udfase den ødelæggende palmeolie, der forårsager skovbrande og rydning af regnskov i Indonesien – men få af dem lever op til løfterne, viser ny Greenpeace-rapport.

Når forbrugere køber tandpasta, chokolade, shampoo og en lang række andre produkter, er der stor risiko for, at de indeholder palmeolie, der har direkte kobling til Indonesiens afbrændte regnskove.

Mens en del virksomheder undgår den ødelæggende palmeolie, så tager mange af verdens største selskaber bag vores dagligvareprodukter desværre ikke ansvar og renser leverandørkæden for den ingrediens, der har medført den største naturkatastrofe i Indonesien nogensinde.

14 selskaber lovede for to år siden – efter pres fra Greenpeace – at de ville udfase brugen af palmeolie, der rydder skovene, men i dag har kun få af dem gjort fremskridt, viser den nye Greenpeace-rapport “Cutting deforestation out of the palm oil supply chain”.

“Det er dybt skuffende, at vi kan se Indonesiens regnskove forsvinde i skyer af røg, der gør tusinder syge, mens de medansvarlige selskaber virker apatiske i forhold til, hvad de putter i produkterne. Brands som Colgate-Palmolive og PepsiCo lovede for to år siden forbrugerne, at de ville tage ansvar og bruge alternativerne til palmeolie, der forårsager de ekstreme skovbrande og sætter klimaet under pres med høj CO2-udledning. Det kan godt være, at Colgate giver nul huller i tænderne, men tandpastaen giver desværre fortsat huller i regnskoven,” siger Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark.

Colgate-Palmolive lovede i 2014, at de helt vil fjerne palmeolien i sine produkter og skabe gennemsigtighed i brugen af palmeolie i 2015. Her dumper selskabet som mange af de andre i rapportens evaluering. Svenske IKEA evalueres også, men har dog gjort fornuftige fremskridt, selv om der plads til forbedringer. Ingen af virksomhederne kan endnu garantere produkter fri for beskidt palmeolie.

For blot et halvt år siden tog ekstreme skovbrande fart i de indonesiske regnskove, da der blev sat ild til store skovområder for at udnytte de afbrændte områder til mere palmeolie. I forrige uge indførte delstaten Sumatra undtagelsestilstand for at få skovbrandene under kontrol.

“Vi kan desværre se, at mange af de største brands bag vores dagligvarer fortsætter med at bruge beskidt palmeolie, selv om det betyder afbrænding og rydning af Indonesiens regnskove. Det er som om, at de siger “ude af øje, ude af sind” og ikke helt har forstået, at vi er i 2016, hvor forbrugerne forventer høj ansvarlighed ud i yderste led af leverandørkæden. Selskaberne skal kunne se både deres leverandører og kunder i øjnene og sige, at de ikke vil være med til forværre den skovrydning i Indonesien, der truer befolkningen og klimaet. Vi fortsætter med at presse på for, at de tager det ansvar,” siger Birgitte Lesanner.

Rapportens hovedkonklusioner:

Kun ét af de 14 selskaber kan spore, hvor næsten al deres palmeolie kommer fra.

Mangel på gennemsigtighed: Ingen af selskaberne har offentliggjort en liste over alle sine leverandører af palmeolie, selv om nogle offentliggør sine største leverandører.

De fleste virksomheder kan ikke bekræfte, at deres palmeolie ikke kommer fra plantager, der har forårsaget skovrydning.

Ingen af de 14 selskaber har offentliggjort en liste over palmeolie-leverandører, som de har undladt at handle med pga. dokumentation om skovrydning eller andre brud på regler og policy.

Fakta: Hullerne i Indiens regnskov bliver større

Indonesiens regnskove ryddes i en hastighed, der udgør en alvorlig trussel for biodiversiteten, bestanden af bl.a. orangutanger og det globale klima, der sættes under pres fra udledningen af CO2 fra de fældede og afbrændte skove.

Siden 1990 er der ryddet 31 millioner hektarer skov i Indonesien – lidt større end arealet på Tyskland

Produktionen af palmeolie er hovedårsagen til skovbrandene, der har skabt respiratoriske sundhedsproblemer hos en halv million mennesker i Indonesien.

Rapporten kan hentes her.

Fotos her.

Kontakt

Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace i Danmark. Mobil: 3337 6399