København, den 23 november 2022 – Verden mister natur og dyreliv i en hast som aldrig før, og ingen lande har endnu opfyldt FN’s mål for biodiversitet. 

I Europa presses biodiversiteten især af landbrugets storproduktion af dyr, der erstatter natur og fuglefløjt med fodermarker og traktorer, ligesom træindustrien gør voldsomme indhug i skovene. EU-ministres løfte om at vise forpligtende lederskab frem mod det globale topmøde for biodiversitet COP15 i begyndelsen af december står i grel kontrast til naturens egentlige tilstand i Europa.

Greenpeace-dokumentation af de voldsomme iltsvind med så godt som livløs havbund i Sydfynske Øhav og store dele af Danmarks kystområder. © Will Rose / Greenpeace

Det viser den nye Greenpeace-rapport, “Failing nature. How life and biodiversity are destroyed in Europa”, der med 13 lande-cases heriblandt havmiljøets krise i Danmark viser hotspots, hvor særligt industrielt landbrug og ubæredygtig skovhugst skaber naturtab til lands og til vands.

“Naturen er grundlaget for vores eksistens på Jorden, og den kan hjælpe med at afbøde konsekvenserne af en varmere klode. Men den er i dyb krise, og der er hårdt brug for, at Europa viser reelt lederskab – gennem både ord og handling i Montreal. Verden har brug for en ny global aftale for naturen,” siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace. 

Der er nok af dystre EU-tal for tabet af dyre- og naturliv. 81 procent af de habitater, der skulle være beskyttet på EU-niveau, er i ringe eller dårlig tilstand. En ud af fem fuglearter i Europa er truet eller næsten truet af udryddelse og hos padder og krybdyr er ca. 20 procent truet.

Verdens lande har ikke nået FN’s tidligere 2020-mål for biodiversitet, og EU har også misset samme mål. Greenpeace opfordrer op til topmødet Danmark og EU’s øvrige regeringer til at lave en global aftale, der skaber et bindende 2030-mål om at nå 30 procents beskyttelse af naturen på land og i havet. 

I rapporten er Danmark blandt de dårlige eksempler på lande, hvor den grønne handling halter gevaldigt. Danmark er det EU-land med mindst beskyttet natur, og i de beskyttede habitater befinder kun 5 procent af naturen sig i god tilstand. I vores kystmiljø står det særlig slemt til. Kun 5 ud af landets 109 kystområder er i god miljøtilstand, og Danmark er langt fra at kunne leve op til forpligtelsen i EU’s vandrammedirektiv om at sikre et godt vandmiljø i 2027. 

Hovedårsagen er kvælstofforureningen fra landbruget (står for 70% af udledningerne), der lægger beslag på halvdelen af danmarkskortet til at dyrke foder til den store dyreproduktion.

“Det er fortvivlende at se, hvordan Danmark i mange år har ladet den store industrielle produktion af køer og svin køre vores natur i sænk. Fiskene dør af iltsvind langs vores smukke kyster, og havbunden er omdannet til ørkener under vandet. Vi kan ikke vente længere, nu må det altså være naturens tur. Vi skal give den plads og forhold, hvor den kan komme sig og trives. En grundlæggende forandring af landbruget er uomgængelig og en opgave, som  den kommende regering straks må tage fat på,” siger Kristine Clement.

Fotos af naturødelæggelse i Europa kan hentes HER.

Rapporten “Failing nature. How life and biodiversity are destroyed in Europa” kan læses HER

Kontakt

Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace. Mobil: 5219 1291 

Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 2629 4938