Politiken kan her til aften bringe konklusionerne fra den lækkede og længe ventede internationale second opinion. Det internationale forskerhold bag rapporten har blandt andet haft til opgave at evaluere den nødvendige reduktion af kvælstof oprindeligt udregnet af Aarhus Universitet.

Det internationale forskerpanel konkluderer først og fremmest, at de oprindelige tal fra Aarhus Universitet “ikke blot egner sig til formålet, men er eksemplariske”, og at “der ikke er brug for yderligere forbedringer”.

Samtidig konkluderer rapporten, at Danmark har spildt “næsten et årti” i indsatsen mod kvælstofforurening af blandt andet vores kystfarvande.

Efter årtiers fejlslagen indsats med frivillige tiltag vurderer Greenpeace, at det eneste reelle virkemiddel er udtagning af landbrugsjorde, hvis Danmark skal opfylde målsætningerne i landbrugsaftalen fra 2021 og vores internationale forpligtelser i EU’s vandrammedirektiv inden udgangen af 2027.

“Der er nu 51 måneder til udgangen af 2027, og vi skal udtage landbrugsareal svarende til mere end 10.000 fodboldbaner hver eneste måned, hvis vi skal komme kvælstofforureningen til livs. De sidste to år har vi udtaget areal svarende til 262 fodboldbaner. Det er en brutal opgave, der kalder på øjeblikkelig krisementalitet og særdeles slagkraftig politisk handling,” siger Sune Scheller, kampagnechef hos Greenpeace.

“Det tragiske er, at vi hele tiden har kendt årsagerne til den omfattende kvælstofforurening, der slår vores kystfarvande ihjel. Men skiftende regeringer har uden mod og rygrad sagt ja og amen til Landbrug og Fødevarers giftige sabotage af den grønne omstilling. Danmarks enorme produktion af dyr har fyldt halvdelen af danmarkskortet med fodermarker, hvorfra kvælstof-tung gylle siver ud i vores vandmiljø. Nu skal vi i en vis fart tage store landbrugsarealer ud og stille om til mere plantebaseret produktion, der bliver fremtiden,” siger Sune Scheller.

Tidligere på ugen sendte fire organisationer – Danmarks Naturfredningsforening, Greenepace, Rådet for Grøn Omstilling og Danmarks Sportsfiskerforbund – en klage til Europa-Kommisionen over, at Danmark svigter havmiljøet.

Greenpeace-beregning af den nødvendige indsats for vandmiljø-mål
Stiig Markager, vandmiljøforsker og professor ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, har tidligere vurderet, at det er nødvendigt at udtage 15-30 procent af det nuværende landbrugsareal fra dyrkning for at begrænse udvaskningen af næringsstoffer tilstrækkeligt.

Det præcise tal afhænger af, hvor målrettet arealer med størst kvælstofudvaskning vælges til udtagning. I dette eksempel har vi regnet med, at der udtages 500.000 hektar landbrugsjord gradvist frem mod udgangen af 2027, hvilket svarer til 19 procent af landbrugsarealet i 2020.

Fra 1. oktober 2023 er der 51 måneder til udgangen af 2027. For at nå målsætningen skal der således udtages 9.804 hektar landbrugsjorde pr. måned frem mod 31. december 2027.

Benyttes et mere målrettet scenarie, hvor der kun udtages 400.000 hektar landbrugsjorde (et areal lidt større end landsdelen Fyn) frem mod udgangen af 2027, skal der i gennemsnit udtages 7.843 hektar hver måned.

Det svarer til et landbrugsareal svarende til et sted mellem 10.985 og 13.731 fodboldbaner om måneden.

I 2021 vedtog Folketinget en ny landbrugsaftale, der bl.a. har som målsætning, at 100.000 hektar lavbundsjorde skal udtages af drift inden 2030. I løbet af de to år, der er gået siden aftalen blev vedtaget, er der udtaget 187 hektar svarende til 262 fodboldbaner.

Kontakt

Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace. Mobil: 27144257
Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 26294938