København, 22. Juni 2021  – Når virksomheder i Danmark og resten af verden sætter kendte certificeringsordninger som FSC-mærket på varerne, lover de forbrugerne en afskovningsfri og ansvarlig produktion, som ordningerne langt fra lever op til. 

Certificeringerne stiller ellers garantier i sigte for, at råvarer som soja til dyrefoder, palmeolie og tømmer er ansvarligt produceret og ikke medvirker til skovrydning. Men en gennemgang fra Greenpeace af en række globale certificeringer viser, at ingen af dem giver den lovede sikkerhed mod skovrydning, ødelæggelser af miljøet og krænkelser af menneskerettigheder. Det er konklusionen i Greenpeace-rapporten “Destruction: Certified”.

I rapporten har Greenpeace undersøgt ni af de største certificeringsordninger, heriblandt FSC, Fairtrade, RSPO, RTRS og Proterra.

Analysen viser, at mange globale selskaber – certificeret af disse ordninger – fortsat sælger soja, palmeolie, tømmer, kaffe og kød med forbindelser til ryddet skov, ødelæggelse af økosystemer med høj biodiversitet, brud på menneskerettigheder og konflikter om retten til landområder.

Kommentarer fra Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace (mobil: 5219 1291): 

“De frivillige certificeringsordninger har ikke alene fejlet i forhold til at løse eller forhindre de problemer, som de er skabt til at adressere. De kan faktisk have bidraget til at forværre problemerne. For når virksomheder bruger certificering til at greenwashe varer med forbindelse til skovrydning og krænkelser af menneskerettigheder, fremmer det forbruget af varerne og sætter dermed mere fart på skovrydningen og ødelæggelsen af økosystemer.”

“Det er dybt problematisk, når de store selskaber og aktører i det danske landbrug bruger certificering til at brande sig på ansvarlig og afskovningsfri soja, for virkeligheden på jorden i lande som Brasilien er en helt anden. Efter tre årtiers forsøg er certificering stadig ikke i stand til at forhindre skovrydning og krænkelser af menneskerettigheder. Virksomhedernes branding kaster et røgslør ud over problemerne og er med til at vildlede forbrugerne.”

“Danmarks enorme produktion af kød og mælk gør os til en storimportør af soja til foder, der er en af de store drivkræfter bag ødelæggelsen af verdens skove. Vi opfordrer derfor regeringen til at at omstille landbrugsproduktionen til markant mindre kød og samtidigt sætte håndfaste politiske krav til varekædekontrol øverst i den kommende handlingsplan mod skovrydning. Og så bør regeringen arbejde for en ambitiøs skovlov i EU, der forpligter selskaberne til at kontrollere og tage ansvar for deres underleverandører fremfor at læne sig tilbage og stole på certificering, der reelt gør mere skade end gavn.”