København, den 20. februar 2023 – Klimarådet har netop udgivet sin ventede rapport, “Landbrugets omstilling ved en klimaafgift“, der giver sine anbefalinger til, hvordan en afgift markant og hurtigt kan skabe reduktioner, så landbruget løfter sin del for at nå Danmarks klimamål.

Klimarådet advarer blandet andet imod at satse for stort på teknologier, der fastholder den eksisterende animalske produktion. Særligt advares mod risikoen for lock in ved en stor biogasproduktion og ved at investere i dyr stald-teknologi i svineindustrien. Klimarådet peger på behovet for en strukturel forandring, der kan bringe Danmark i mål med et klimaneutralt landbrug efter 2030.

Klimarådet anbefaler, at man accepterer en strukturel omstilling af landbrugets produktion som led i opfyldelsen af Danmarks klimamål. Dette bliver især afgørende for at nå målet om klimaneutralitet, som regeringen vil rykke frem til 2045,” lyder det i rapporten.

Her følger kommentarer fra Greenpeace.

Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov (mobil: 5219 1291), siger:

“Det er en vigtig melding, når Klimarådet peger på, at det haster med at lægge skinnerne til et klimaneutralt landbrug, og at der skal sikres en strukturel omstilling. Hvis vi skal undgå hård opbremsning og panikløsninger om få år, er det helt afgørende, at politikerne nu accepterer, at den storproduktion af køer og svin simpelthen ikke er forenelig med fremtidens klimaneutrale samfund.”

“Politikerne bør lytte til Klimarådets klare advarsler mod at satse på investeringer i teknologier, der vil låse os fast til en stor animalsk produktion mange år ud i fremtiden. Det er vigtigt, at politikerne hurtigst muligt melder ud om både niveauet for landbrugets klimaafgift, og at den kommer til at stige markant efter 2030, så vi undgår dyre fejlinvesteringer i staldteknologi i svinestalde og en alt for stor gylleafhængig biogasindustri.”