Rislev den 20. september, 2023 – Efter lang tids pres fra lokale borgere, miljøforeninger og Greenpeace stopper miljøminister Magnus Heunicke nu hullet i loven kendt som “matrikelfinten”. Det betyder, at store svinefabrikker fremover ikke får mulighed for at dele deres grunde op i to, for så at kunne forurene dobbelt så meget indenfor det samme areal.

For tre uger siden samledes omkring 175 børn og voksne til en demonstration ved en svinefabrik lige uden for i Rislev på Sydsjælland. Til frustration for de lokale borgere har en stor svineproducent her fået tilladelse til at bygge endnu en svinefabrik lige op og ned ad en allerede eksisterende netop ved at bruge “matrikelfinten”. Det på trods af, at det vil betyde mere end dobbelt så meget ammoniakforurening af sårbar Natura 2000 beskyttet natur, større lugtgener, larm og tung trafik i området.

Landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace, Helene Meden Hansen, 20896770:

“Det er en vigtig sejr for dansk natur og de lokale borgere, der har kæmpet en lang sej kamp mod svineindustrien, at miljøminister Magnus Heunicke nu skrider ind for at lukke det absurde hul i loven, den såkaldte matrikelfinte, som har givet svineproducenter mulighed for at doble op på både lugtgener og forurening.”

“Danmarks natur og biodiversitet er i knæ. Forurenende industrianlæg som disse svinefabrikker bør slet ikke placeres i landdistrikterne, hvor de både ødelægger sårbar natur og livet på landet for lokalsamfund. Det er på tide, at politikerne stopper med at holde hånden over svineindustrien og i stedet passer på mennesker, dyr og natur. Lad lukningen af matrikelfinten være første eksempel på det!”

Ændring af loven hjælper ikke Rislev

At miljøministeren nu med det fremsatte lovforslag lukker matrikelfinten, får desværre ikke indflydelse på den konkrete sag ved denne lille landsby Rislev i Næstved Kommune. Her har svineselskabet Tybjerggård Breeding A/S ved at udnytte finten allerede fået tilladelse af Næstved Kommune til at bygge endnu en svinefabrik til 20.000 slagtesvin årligt lige ved siden af en eksisterende svinefabrik.

De lokale borgere i Miljøforeningen for Rislev og Nedre Suså har sammen med Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet og samtidig opfordret til at klagerne får opsættende virkning. Men Miljø- og Fødevareklagenævnet har netop afgjort, at sagen ikke får opsættende virkning.

“I sager som denne, hvor det handler om, at der skal bygges en enorm fabrik tæt på landsbyliv og sårbar natur, så burde der automatisk være opsættende virkning. Det er desværre ikke tilfældet, og afgørelsen fra Miljø-og Fødevareklagenævnet betyder, at stalden kan bygges, imens klagerne behandles. Når først et anlæg er etableret, viser vores erfaring desværre, at det ikke er til at komme af med igen. Det et kæmpe problem, at systemet virker på den måde, for både borgere og natur kan ende som de store tabere.”

Fotos

Fotos fra ministerens møde i Rislev i dag med de lokale og Greenpeace uploades HER
Fotos fra demonstrationen i Rislev den 27/8 kan hentes HER
Naturfotos fra det beskyttede Natura 2000 område ved Rislev kan hentes HER