Her følger Greenpeace-kommentarer til den netop annoncerede ministerrokade og udnævnelsen af Rasmus Prehn som ny fødevareminister efter Mogens Jensen.

Tarjei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver (mobil: 2810 9053): 

“En af de største opgaver for den nye minister, Rasmus Prehn, bliver at få landbruget i omdrejninger for at levere sit rimelige bidrag til Danmarks klimamål. Det er fuldstændig nødvendigt at gøre op med Danmarks alt for store animalske produktion, som står for 28 procent af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser, når man medregner produktionen af foder til de mange dyr.”

“Danmark har en kedelig position som EU-landet med mindst natur, så vi har brug for langt mere skov og natur i Danmark, både for at nå klimamålene og for at vende tilbagegangen for vilde arter. Produktionen af dyrefoder lægger i dag beslag på halvdelen af vores lands jord, så det er afgørende at skrue ned på produktionen af kød og i stedet satse på at tage en grøn førertrøje for plantebaseret mad til mennesker, så vi både kan lave mad til mange flere mennesker og frigive land til mere skov og natur.”

Kommentarer fra Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov (mobil: 5219 1291): 

“Landbruget producerer i dag massivt flere landbrugsdyr – især svin og køer – end vi selv kan fodre, så vi har gjort os afhængige af at importere soja til dyrefoder, der har skovrydning på samvittigheden i særligt Sydamerika. Mogens Jensen lovede i sin tid som minister at ville vende hver en sten for at stoppe Danmarks medvirken til skovrydning, så den ambition håber vi, at Rasmus Prehn vil fastholde, og at han vil indse, at det kun kan lade sig gøre at ved at sænke produktionen af kød og mælk, og samtidig sætte et mål for at udfase sojaimporten.”


Greenpeace og fem andre organisationer har netop udgivet rapporten “Fra foder til føde”, der er en grøn vision for dansk landbrug og fødevareproduktion. Her foreslår organisationerne 18 konkrete inspirationsforslag til, hvordan en plantebaseret omstilling i landbruget kan bidrage til at nå  de nationale klimamål og fremme hensynet til naturen og biodiversiten.