FN’s Klimapanel (IPCC) har netop offentliggjort sin ventede rapport “Climate Change and Land Use”, der konkluderer, at der skal ske markante ændringer i måden, verden producerer fødevarer og udnytter jorden på, hvis klimakrisen skal løses. Rapporten fremhæver bl.a., at det vil være nødvendigt at skære ned på forbruget og produktionen af kød til fordel for mere plantebaseret mad.

Kommentarer fra Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace (mobil: 2810 9053):

“FN’s Klimapanel gør det med solid dokumentation klart, at verden skal forbruge og producere mindre kød og mere grønt i verden for at bremse klimakrisen, der truer menneskers liv med hedebølger, oversvømmelser og skovbrande. Lige nu ryddes skovene fra verdenskortet i høj hast for at give at plads til at dyrke dyrefoder, så klimaet og biodiversiteten presses. Vi står foran store udfordringer, ingen tvivl, men vi kender løsningerne. Især landbruget må indstille sig på at dyrke grønnere mad, der er nøglen til at bremse klimaødelæggelserne. Plantebaseret mad tager langt mindre plads og vil også mætte flere munde i en verden, der har kurs mod 10 milliarder mennesker.”

“FN’s anbefalinger bør i høj grad nærlæses i Danmark, hvor landbruget må tage et større klimaansvar, da vi har verdensrekorden med den højeste kødproduktion per indbygger. Det er uholdbart for vores natur og klima, at landbruget i dag bruger halvdelen af Danmarks landareal til at dyrke foder, så der kan sendes massive mængder kød ud i verden. Og herudover importerer vi store mængder af soja til foder, der tager plads og går ud over skovene i særligt Sydamerika. I stedet opfordrer vi til, at der arbejdes politisk for, at vi når Danmarks nye, flotte klimamålsætning ved blandt andet at skrue ned for de mange dyr i produktionen, så vi skal bruge mindre plads på at dyrke foder herhjemme. Der bør altså tages landbrugsjorde ud, så vi kan skabe plads til mere skov og natur.”

“Det er på tide, at Danmarks kød- og mejeriindustri og store spillere som Danish Crown og Arla indser, som FN’s Klimapanel påpeger, at vi ikke kommer uden om at skære ned for den animalske produktion, hvis vi skal leve op til Parisaftalens 1,5-gradersmål. Det er en skadelig utopi at bilde omverden ind, at Danmark fortsat kan være storproducent af kød og samtidig opfylde vores klimamål. Det ændrer selskabernes uunderbyggede mål om at blive klimaneutrale i 2050 ikke på. Hvis selskaberne ikke går til problemets kerne og sænker antallet af dyr, vil landbruget forværre problemerne. Det er i høj grad også en politisk opgave at skabe forandringen, så vi kan dyrke fremtidens mad i bedre balance med naturen og klimaet.”

Læs mere i denne Greenpeace-briefing om IPCC-rapporten samt i denne klimaanalyse, “Halvt så mange køer og svin”, der viser, hvordan ikke-kvotesektoren og dansk landbrug skal bidrage med for at indfri 1,5-gradersmålet.

Yderligere kontakt
Mads Flarup Christensen, generalsekretær hos Greenpeace Norden, har også mulighed for at give interview til radio og tv over telefon: 2810 9022