EU-Kommissionen har netop præsenteret den længe ventede fødevarestrategi “Farm to Fork”, der har som mål at skabe en mere bæredygtig fremtid for EU’s fødevareproduktion. Her erkendes de skadelige konsekvenser ved EU’s store produktion og forbrug af kød for klimaet, naturen og sundheden, men strategien skuffer ved hverken at fremlægge løsninger eller konkrete forslag til, hvordan EU skal sænke sit voldsomme pres på klimaet med en mere bæredygtig produktion af fødevarer.

En lækket version af strategien havde tiltag om at smække pengekassen i til EU’s finansiering af reklamekampagner for kød, men dette blev fjernet fra den endelige version i 11. time før lanceringen. 

“Kommissionen åbner langt om længe for erkendelsen af det kødtunge landbrugs skadevirkninger på klimaet og naturen, men lider fortsat af berøringsangst over for grundlæggende at forandre prioriteterne på de europæiske marker. Man kunne ikke engang blive enige om at smække kassen i for støtte-millionerne til kødreklamer, der ellers var lagt op til. Der er hårdt brug for at sænke presset fra den industrielle produktion af kød- og mejerivarer, så der må sættes fælles mål om at reducere dette for at bremse klimakrisen,” siger Tarjei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver, Greenpeace. 

EU-Kommissionen har årligt brugt 23 mio. euro på kødreklamer og har øremærket 5 mio. euro til reklamer for okse- og kalvekød i 2020.

I dag går ca. en femtedel af EU’s samlede budget til landbrugsstøtten – mindst 200 mia. kr. årligt (mellem 28 og 32 mia. euro). En støtte, der i høj grad favoriserer kød- og mejeriproduktionen. Støtten bidrager dermed til, at omkring 70% af EU-landenes landbrugsjord bruges til at dyrke foder til de mange dyr, og her trækker Danmark gennemsnittet op som verdens største producent af kød per indbygger. I Danmark bruges omtrent 80 procent af landbrugsjorden til at dyrke foder til dyr.

“Selv om Kommissionen nu begynder at tale om at skabe bæredygtig fødevareproduktion, følges ordene desværre ikke op med handling, og Kommissionen lægger med “Farm to Fork”-strategien ikke op til at gøre op med EU’s store støtte til kødindustrien. I Danmark går EU-støtten til en industri, der bruger halvdelen af vores landjord til at dyrke foder, mens klimaet og naturen betaler prisen. Oven i det importeres også store mængder sojafoder til dyrene, der medvirker til skovrydning i Sydamerika. Vi kan kun opfordre til, at Kommissionen og de danske politikere i EU og Folketinget til at arbejde for at sænke kødproduktionen og satser langt mere på plantebaseret mad, som især de unge viser stor appetit på,” siger Tarjei Haaland.  

På forbrugssiden spiser EU-borgerne i snit dobbelt så meget kød som en gennemsnitlig verdensborger, og trods en fremadstormende tendens til at spise mere plantebaseret, hører danskernes kødforbrug – med 1,36 kg. om ugen – til i den høje ende. 

Greenpeace opfordrer til, at den animalske produktion samt forbruget af kød- og mejeriprodukter sænkes markant for at nå klimamålene. På forbrugssiden opfordrer Greenpeace til at sænke det ugentlig indtag af kød til højest 460 gram pr. uge i 2030 og 300 gr. om ugen i 2050, hvilket er på niveau med de videnskabelige anbefalinger fra EAT Lancet Commission. I Danmark foreslår Greenpeace gradvist at halvere antallet af køer og svin i 2030 som et vigtigt element i at indfri regeringens og et flertals 70%-målsætning. 

Kontakt

Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 2629 4938