Et flertal af byrådet i Aarhus Kommune – bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet – har onsdag aften lagt stemmer til beslutningen af forslaget til klimavenlig mad fra Borgmesterens Afdeling, der bl.a. sætter tre overordnede mål frem til 2024 for at gøre kommunens fødevarepolitik mere klimavenlig.

Med beslutningen sætter Aarhus nu mål om at reducere klimaaftrykket af de indkøbte fødevarer med en fjerdedel, at klimavenlige fødevarer skal øges i indkøbsaftalen, og at madspild i produktionskøkkenerne skal reduceres med en tredjedel. Det vil reelt betyde et markant mindre kødforbrug i maden til borgerne fra de kommunale køkkener.

Kommentarer fra Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace (mobil: 2810 9053):

“Efter flere måneders politisk tovtrækkeri gør et flertal af byrådet i Aarhus nu et flot, grønt comeback for at gøre maden til borgerne langt mindre klimabelastende. Aarhus sætter som den første kommune i landet ambitiøse mål for, at de mange måltider, der hver dag serveres i børnehaver og kantiner, skal tage mere hensyn til klimaet. Det er især et ambitiøst og nødvendigt at sænke madvarernes klimaaftryk med en fjerdedel og reducere madspildet med en tredjedel i 2024. Det vil betyde mindre kød uden dog at fjerne den mulighed fra borgernes tallerkener, men det er vigtigt, at rejsen ikke slutter her.”

“Danskerne hører til de mest kødspisende i verden, og kommunerne er en helt afgørende motor til at sænke det høje kødforbrug til fordel for mere plantebaseret mad. Aarhus baner nu vej for mange andre kommuner, som vi håber også vil tage den afgørende klimahandling, der begynder i køkkenerne.”

“Hvis Danmark skal leve op til Parisaftalens 1,5-gradersmål, må vi se på, hvad der kan gøres grønnere i alle dele af samfundet, og det gælder i høj grad også i vores høje forbrug og produktion af kød. Hver handling tæller, hos den enkelte og i kommunerne, og heldigvis ser vi også, at mange danskere tager handling med stor appetit på mere plantebaseret mad og mindre kød.”