København, 10. oktober 2022: Med valgplakater i lygtepælene, daglige valgkampsværksteder og en håndbog om den store klimasnak vil en ny koalition af grønne organisationer motivere danske unge til at sætte valgets vigtigste emne i fokus hjemme hos dem selv.

“Du er din mors spindoktor – flyt hendes kryds mod klimahandling her og nu”.

Sådan lyder budskabet på de valgplakater med portrætter af unge, som en gruppe frivillige netop har hængt op i lygtepæle udenfor Christiansborg, på Nørreport, på Rådhuspladsen og på en række gymnasier og metrostationer. Plakaterne vil også blive promoveret på sociale medier under valgkampen. 

Find fotos fra opsætningen af plakater HER

Klara Sørensen, 25 år, klimaaktivist fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, siger: 

“Min familie tager klimakrisen seriøst på en anden måde i dag end for et par år siden. Det rykker noget politisk hos mine forældre, at jeg har snakket så meget om klimakrisen med dem. Og helt konkret kan jeg se at de flyver mindre og spiser mere vegetarisk. Med de vigtige samtaler kan vi alle være med til igen at skabe et klimavalg som i 2019. Samtalen kan tages fra et andet sted, fordi den “unge radikale klimaaktivist” ikke er en ukendt, men deres barnebarn, barn eller niece. Måske fordi man møder hinanden med udgangspunktet af en kærlig og respektfuld relation.”

Sussi Lillelund, aktivismerådgiver i Greenpeace, siger: 

“Af gode grunde er klimahandling førsteprioritet for mange unge. Nogle af klimakrisens konsekvenser er her allerede, og for yngre generationer er det jo kun et billede på, hvad deres fremtid kommer til at byde på. Unge har altså meget på spil til det kommende valg. Men de har også indflydelse på, hvor deres familie sætter deres krydser – og de kan bruge den indflydelse til at sikre en regering, der sætter klima forrest. Derfor skyder vi i dag en stor kampagne i gang, der både skal råbe de unge op og klæde dem på til at tage den store klimasnak med forældre og bedsteforældre.”

Lignende kampagner har før været gennemført med succes i europæiske lande som Tyskland, USA og Sverige, og amerikansk forskning viser, at børn og unge kan påvirke ældre til at stemme mere grønt. Især fædre og konservative forældre bliver ifølge forskningsartiklen mere klimabevidste. Og især døtre viser sig særligt effektive i forhold til at påvirke deres forældre.

Udover Greenpeace, står Den Grønne Ungdomsbevægelse, Mellemfolkeligt Samvirke, Rådet for Grøn Omstilling og foreningen Klimabevægelsen i Danmark bag kampagnen. 

Oliver de Mylius, kampagneleder i Mellemfolkeligt Samvirke, siger: 

“Vi ved, at klimaet er det allervigtigste politiske emne for de unge, og der er en stor frustration over, at deres forældre eller andre i de ældre generationer ikke deler deres bekymring eller vægter den lige så højt. Derfor er der brug for en samtale på tværs af generationer, og den vil vi gerne være med til at sætte i gang. I virkeligheden er vi nok ikke så langt fra hinanden, som vi tror.”

Hver dag under valgkampen inviterer Den Grønne Ungdomsbevægelse til valgkampsværksted og derudover samarbejder alle organisationerne om at sprede håndbogen “Den store klimasamtale”, der giver råd og vejledning til, hvordan man kan få fortalt forældre og andre om sine bekymringer og argumentere for vigtigheden af, at lade klimaet være den vigtigste faktor, når man sætter sit kryds. Håndbogen kan frit downloades eller bestilles fysisk hos Mellemfolkeligt Samvirke. 

Pressekontakt:
For interview: Sussi Lillelund, aktivismerådgiver i Greenpeace, tlf. 28400654

For spørgsmål, for flere billeder eller for kontakt til unge, der har taget klimasnakken med deres forældre og fået dem til at genoverveje, hvem de stemmer på:
Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig i Greenpeace, tlf. 26294938

For bestilling af klimahåndbogen:

Jens Good Kristoffersen, Mellemfolkeligt Samvirke, e-mail: [email protected] Downloadhåndbogen her: https://www.ms.dk/sites/default/files/klimapublikationer/publikationer/2022/Klimasamtalen_0.pdf