De tre IT-giganter Facebook, Google og Apple har fået øje på Danmark som et attraktivt land for at opføre de store datacentre, der kan ende med at stå for 17 procent af det samlede danske strømforbrug i 2030.

Klimarådet har netop udgivet rapporten “Store datacentre i Danmark. Samfundsøkonomiske konsekvenser og krav til til øget udbygning med vedvarende energi”, der konkluderer, at opførslen af centrene kan stå i vejen for, at Danmark når sine mål om vedvarende energi samt koste staten 400 mio. kr. i 2030 – hvis datacentrene vel og mærke ikke selv kommer til at udbygge ekstra vedvarende energi. På den baggrund anbefaler Klimarådet, at datacentrene opfordres til selv at bidrage til dette.

Kommentarer fra Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden, (mobil: 2810 9022):

“Klimarådet har lavet en solid rapport, der gør det klart, at det vil være et alvorligt tilbageslag for den grønne omstilling, hvis Danmark – som nu – bare tager imod IT-selskabernes strømslugende datacentre med åbne arme og uden forpligtelser. Vi taler om kolosser, der om blot et årti kan stå for næsten en femtedel af landets strømforbrug og dermed svække Danmarks mulighed for at leve op til vores energimål og Paris-aftalen. Vi opfordrer kraftigt regeringen til at vise ansvar for klimaet og stille håndfaste krav til selskaberne om, at de skal bidrage med ekstra vedvarende energi for den strøm, de bruger.”

“Det er flot, at Facebook, Google og Apple har valgt at bygge sine datacentre i Danmark. Men det virker også til, at regeringen er blevet så duperet, at den har undladt at lave en plan, der sikrer, at det ikke bliver en gratis omgang for datacentrene, som klimaet og skatteborgerne i stedet skal betale regningen for. Nu bør der arbejdes for at skabe de politiske rammer, så selskaberne selv både kan og skal etablere den ekstra vedvarende energi, der dækker deres strømforbrug. Hvis selskaberne bare får lov at forbruge af den fælles pulje af grøn strøm, kan vi risikere at dække resten af landets behov med sort strøm fra fossile brændsler. Det var ikke ligefrem meningen.”