Hvis Danmark skal kandidere til at være en grøn klimaleder globalt, bør man indstille jagten på olie og gas i Nordsøen. Det konkluderer en ny rapport fra Oil Change International, udgivet i samarbejde med Greenpeace i Danmark.

Danmark bør give afslag på nye tilladelser til efterforskning og derefter udarbejde en udfasningsplan for de eksisterende aktiviteter, lyder anbefalingen i rapporten, der udgives netop som regeringen skal beslutte, om man vil blåstemple fire olieselskabers ansøgning om nye licenser i Nordsøen, hvor udvindingen af olie- og gas i så fald kan fortsætte helt frem til 2055.

Rapporten påpeger – på baggrund af udregninger – modsætningsforholdet mellem at ville leve op til Paris-aftalens forpligtelser og samtidig være eksportør af fossile brændsler. Der er allerede mere olie og gas i felter med produktion verden over, end klimaet kan tåle afbrænding af, hvis den globale opvarmning skal bremses ved højst 1,5 grad, som Paris-aftalen sigter efter.

Rapporten understreger også, at risikoen for lækage, altså at andre lande blot vil øge olieproduktionen tilsvarende i forbindelse med en dansk afvikling i Nordsøen, er begrænset. Det vil således have en direkte klimaeffekt, hvis Danmark reducerer olieproduktionen, hvilket er helt i tråd med de økonomiske vismænds umiddelbare vurdering, som blev fremført i Dagbladet Information tirsdag denne uge: Vismænd advarer nu regeringen mod at tillade nye olieboringer.

En af rapportens hovedpointer er, at 60% af de CO2-udledninger, der ville finde sted ved den forventede udvinding af olie og gas frem mod 2050, kan undgås. Halvdelen ved ikke at give nye licenser til yderligere efterforskning, og den anden halvdel ved at trække eksisterende licenser tilbage for områder, hvor der endnu ikke er taget nogen beslutning om at udvinde olien/gassen.

Bronwen Tucker, analytiker hos Oil Change International og forfatter til rapporten siger:
“Danmark hævder at ville være en klimaleder, men rapporten her viser, at de nuværende planer for dansk olie- og gasudvinding er uforenelige med klimalederskab. Den nye regering har et valg – den kan påbegynde en udfasning ved at stoppe godkendelserne af nye projekter og licenser i dag, eller den kan vælge fortsat at understøtte ødelæggende klimaforandringer.”

“Verden over er der allerede flere fossile brændsler i produktion, end vi kan tåle at brænde af, og i den situation vil reelt lederskab være at efterlade olie, gas og kul i undergrunden. Danmark kan vise vejen ved at afblæse nye tilladelser til netop den praksis, der driver klimakrisen.”

Jens Mattias Clausen, klimapolitisk leder i Greenpeace i Danmark, siger:
“Klimakrisen banker på døren, og det rimer meget dårligt med at åbne nye kapitler i jagten på olie og gas i Nordsøen. Vi opfordrer Dan Jørgensen og resten af regeringen til at sætte handling bag sine forbilledlige klimamål og følge det mandat, som befolkningen har udstukket med et ønske om igen at leve i en grøn førernation.”

“Situationens alvor gør, at vi på ingen måde kan nøjes med at begrænse efterspørgslen på sort energi, eksempelvis ved at prioritere elbiler over benzin- og dieselbiler. Vi må tage fat på at gøre udbuddet mindre, og det vil være rettidig omhu ikke at give en eneste ny tilladelse til at bore i Nordsøen, samtidig med at man påbegynder arbejdet med en plan for udfasningen af den produktion, der allerede foregår i Nordsøen ”

“Hvis regeringen kommer i gang i tide, kan staten både sikre, at de mennesker, der i dag er beskæftiget i olie- og gassektoren, bliver hjulpet videre på en ordentlig måde, samt mindske risikoen for en stor regning, når fossile aktiver som en konsekvens af den grønne omstilling vil tabe værdi i hidtil uset tempo.”

  • Tre gevinster, hvis klimaministeren afviser nye tilladelser:
    Ingen licenser til at lede efter mere olie og gas, som verden alligevel ikke kan tåle at brænde af, hvis vi skal undgå uoverskuelige klimaforandringer.
  • At staten ikke risikerer at hæfte for de stranded assets, der vil være resultatet, hvis vi ønsker at undgå disse overskuelige klimaforandringer.
  • Undgå licenser, der kan række helt frem til 2055, og som kun kan trækkes tilbage, hvis staten er klar til at betale kompensation til selskaberne bag, hvilket vil blive nødvendigt, såfremt Danmark vil bidrage til at indfri Paris-aftalen igennem udbudspolitik.

Noter:
Den 8. udbudsrunde om ansøgning om tilladelser til at udvinde mere olie og gas i den danske del af Nordsøen åbnede i juni 2018. I alt fire selskaber har ansøgt om at hente fossile brændsler op fra undergrunden – potentielt helt frem til 2055. Det er nu op til Klima-, Energi-, og Forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), at beslutte, om tilladelserne bør gives.

Forskning pointerer, at kun en begrænset del af den danske produktion vil blive modsvaret af yderligere i andre lande ved en udfasning herhjemme. En begrænsning af udbuddet af fossile brændsler vil således resultere i en markant global klimaeffekt.

Ligeledes spiller den danske produktion en minimal finanspolitisk rolle, og såfremt der gives nye tilladelser, vil aktiviteterne i Nordsøen udvikle sig til en samfundsøkonomisk byrde, hvis vi senere hen vælger at trække tilladelserne tilbage igen.

En række lande har indført eller har planer om indføre et stop for nye tilladelser til at lede efter og udvinde olie og gas: New Zealand besluttede i 2018 at stoppe udstedelsen af nye tilladelser til offshore-efterforskning, Frankrig satte et stop for nye tilladelser i 2017 med 2040 som slutdato for al udvinding, den nye italienske regering har i sit regeringsgrundlag planlagt at stoppe nye tilladelser og i Sverige pågår et lovgivningsarbejde for indføre et stop for tilladelser senest i 2022.

Læs rapporten her

Kontakt:
Bronwen Tucker, analytiker hos Oil Change International, +1 587 926 7601
Jens Mattias Clausen, klimapolitisk leder i Greenpeace i Danmark, +45 60 13 17 48