Dubai – COP28-formandskabet har netop udsendt et nyt udkast til en sluterklæring, hvor det vigtige ord “udfasning” af fossil energi er ude og i stedet er erstattet af ordet “reducering”.

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel, udtaler:

“Det her er langt fra godt nok. Det er stadig langt fra videnskabens, civilsamfundets, erhvervslivet og almindelige menneskers krav om fossil udfasning i overensstemmelse med videnskaben. Vi når ikke 1,5 gradersmålet, hvis vi blot “reducerer” forbrug og produktion af fossile brændsler i 2050. Det skal helt ud, og vi skal i gang i dette afgørende årti. Ellers dør millioner af mennesker. Denne tekst skal forbedres markant.”

“Præsidentskabet har svækket teksten om udfasning af olie, kul og gas. De lande, der mener det alvorligt, at vi skal løse klimakrisen, må virkelig nu kæmpe for en formulering om fuld og fair fossil udfasning. Der er stadig tid. Det er ikke slut endnu. En lille god ting, man kan fremhæve, er, at både produktion og forbrug nu nævnes. Men det er ikke nok at reducere. Vi må udfase, og målet skal ikke være “netto-nul” som i denne tekst, men målet skal være 1,5 grader.”