Klimaaktivister har tilbragt en måned i et drivhus foran regeringsforhandlingerne på Christiansborg. Den Grønne Ungdomsbevægelse og Greenpeace har sammen opsat drivhuset, hvor de har holdt møder med 30 politikere om, hvilken politisk handling klimakrisen kræver af Danmark i den kommende valgperiode.

“Selvom vores drivhus efterhånden er blevet til en iglo i kulden, bliver vi ved med at sidde her for at holde næste regering op på at gøre alt for at modgå klimakrisen. Det kræver et grønt regeringsgrundlag der ikke mindst viser vejen til en grundlæggende omlægning af landbruget og som sætter nye tilstrækkelige klimamål for Danmark,” siger Christian Fromberg, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse. 

Klimaaktivisterne inviterede kort efter valgdagen alle de nyvalgte folketingsmedlemmer forbi drivhuset til et møde om, hvordan de sikrer tilstrækkelige klimahandling de kommende fire år. Drivhuset har været velbesøgt og i alt har 30 medlemmer af Folketinget været forbi, heriblandt Martin Lidegaard, Mai Villadsen, Ida Auken og Lea Wermelin. 

Til møderne præsenterer Greenpeace og Den Grønne Ungdomsbevægelse deres tjekliste til, hvad et grønt regeringsgrundlag bør indeholde. Listen består af  35 punkter. 

“Det er afgørende, at man i regeringsforhandlingerne ikke går på kompromis med videnskabens entydige krav om hurtig klimahandling. Det kan ikke længere være til diskussion, at vi må og skal gøre alt, vi kan for at modgå klimakrisen. Det ansvar må Danmarks nye regering acceptere og tage på sig fra første til sidste sætning i regeringsgrundlaget”, siger Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace. 

Klimaaktivisterne planlægger at blive sidende i deres drivhus indtil Danmark har en ny regering. 

Læs de grønne organisationers bud på et grønt regeringsgrundlag her