København den 25. september 2023 – Regeringen overtræder flere love, hvis den tillader ny olie- eller gasjagt i Nordsøen. Det kan Greenpeace Danmark afsløre, efter vi har haft advokatfirmaet, Kontra Advokater, til at undersøge de retlige forpligtelser, som regeringen er underlagt på området.

Det er glædeligt at den ulovlige mini-udbudsrunde til Elly-Luke-feltet i Nordsøen nu stoppes, efter det norske fossilselskab BlueNord selv har trukket sin ansøgning, men hvis ikke Danmark fremover skal bryde klimaloven og lovgivningen om miljøvurdering bliver klimaminister Lars Aagaard og partierne bag Nordsøaftalen nødt til at lukke hullet i loven, så al ny olie- og gasjagt fremover forhindres. 

Klimaminister Lars Aagaard og minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, modtog mandag eftermiddag et brev fra Greenpeace, hvori Kontra Advokater redegør for ulovligheden af mini-udbudsrunden om Elly-Luke-feltet. I brevet opfordrer Greenpeace Lars Aagaard til at standse udbuddet samt Klima, Energi- og Forsyningsministeriet til at foretage deres egen selvstændige vurdering af, hvorvidt ny olie- og gasjagt i Nordsøen er i strid med klimaloven. Endvidere opfordrer vi ministeriet til at gennemføre den manglende strategiske miljøvurdering af den gældende Nordsøaftale fra 2020. Selvom den igangværende mini-udbudsrunde nu heldigvis er droppet, gælder opfordringerne om at lukke permanent for mini-runder samt nabobloktilladelser fortsat. 

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace Danmark, 26113951:

“Det er kun godt, at dette konkrete mini-udbud nu stoppes. Men det her er slet ikke slut endnu. Muligheden for fossil ekspansion skal endegyldigt lukkes, og der skal foretages den nødvendige strategiske miljøvurdering af Nordsøaftalen fra 2020. Vi har mandag sendt et brev til Lars Aagaard og Dan Jørgensen, hvori vi dokumenterer, at al ny olie- og gasjagt vil være decideret ulovligt. Det gælder denne konkrete udbudsrunde, men det gælder også alle fremtidige mini-udbud og nabobloktilladelser. Et nyt olieselskab kan igen i morgen sende en uopfordret ansøgning om ny olie eller gasjagt, og før vi får en lovændring, hvem ved så, hvad regeringen vil sige til det?”

Overtrædelser af klimaloven

I klimaloven fra 2020 har Danmark forpligtet sig til at arbejde aktivt for Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 graders celsius. Det er bredt anerkendt i den internationale klimaforskning, at det er en væsentlig forudsætning for opfyldelsen af Parismålsætningen, at der globalt ikke udvikles nye olie- og gasfelter. Udviklingen af nye gasfelter er ikke foreneligt med forpligtelsen til at arbejde aktivt for at nå 1,5 gradersmålet.  

På den baggrund vurderer advokaterne derfor, at en ny tilladelse til efterforskning og indvinding af gas i Nordsøen er i strid med de forpligtelser, regeringen er underlagt i henhold til klimaloven, og dermed er en overtrædelse af loven.

Nikolaj Nielsen, advokat, Kontra Advokater, tlf: 93963086:

“Det følger af klimaloven, at Danmark er retligt forpligtet til at arbejde aktivt for opfyldelse af 1,5 graders målsætningen, og regeringen kan ikke lovligt se bort fra den forpligtelse ved beslutningen om, hvorvidt der skal gives nye tilladelser til gasefterforskning. Det gælder ved den netop aflyste udbudsrunde, men det gælder også for alle fremtidige runder.”

Overtrædelser af miljøvurderingsloven og EU-retten

Derudover er det yderligere en overtrædelse af miljøvurderingsloven og den underliggende EU-ret, at der forud for den seneste Nordsøaftale ikke er gennemført en strategisk miljøvurdering. Aftalen fastsætter rammerne for indvinding af olie og gas i Nordsøen frem til 2050. Ifølge miljøvurderingsloven skal planer og programmer, som fastsætter rammerne for projekter, som kan have væsentlig indvirkning på miljøet, eksempelvis erhvervsmæssig efterforskning og indvinding af olie og gas, underlægges en strategisk miljøvurdering. Vurderingsprocessen skal gennemføres på et så tidligt tidspunkt som muligt og inden planen vedtages.

Der blev ikke gennemført en sådan strategisk miljøvurdering hverken i forbindelse med indgåelsen eller implementeringen af Nordsøaftalen. 

På den baggrund vurderer advokaterne, at det er i strid med reglerne om strategisk miljøvurdering, hvis regeringen giver tilladelse til yderligere efterforskning og indvinding af fossile brændsler i Nordsøen, uden at der foreligger en ny strategisk miljøvurdering.

Nikolaj Nielsen, advokat, Kontra Advokater, tlf: 93963086:

“Det er et lovkrav at miljøorganisationer og offentligheden i det hele taget inddrages, når der skal træffes beslutninger med en væsentlig miljømæssig påvirkning. Energistyrelsen gennemførte i 2012 en sådan vurdering for aktiviteterne i Nordsøen, altså på et tidspunkt hvor Danmark ikke havde bindende mål for drivhusgasudledning, og hvor Parisaftalen endnu ikke var underskrevet. Med vedtagelsen af Nordsøaftalen i 2020 er rammerne for indvinding af olie og gas væsentligt ændret, og derfor skulle der have været gennemført en ny miljøvurdering, der tager højde for Danmarks og de internationale klimamål og med inddragelse af miljøorganisationer og offentligheden i det hele taget. Den vurdering mangler fortsat, selvom den nuværende runde er aflyst.”

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace Danmark, 26113951:

”Planerne om at starte ny gasjagt i Nordsøen har alle dage været i strid med klimavidenskaben, dybt usolidarisk og ikke mindst den absolut hurtigste og mest effektive måde, hvorpå man fuldstændigt kan undergrave Danmarks troværdighed på den internationale klimascene. Vi er medstifter af BOGA, der som det første diplomatiske initiativ arbejder for at stoppe al ny olie- og gasjagt, men var alligevel selv i gang med at åbne nye gasfelter. Intet kunne være mere selvmodsigende. Og altså ulovligt, som dygtige advokater nu har dokumenteret”

Læs hele advokatbrevet HER: