Mongstad, Norge – Greenpeace i Norge har her til aften indledt en fredelig protestaktion mod den norske eksport af giftigt oliespildevand til Danmark.

Ved hjælp af tre kraftige magneter med en trækstyrke på 500 kg hver har aktivister fastgjort Greenpeaces lille sejlbåd Tanker Tracker til tankskibet Bothnia. På den måde forsøger de fire aktivister fra Norge, Sverige og Finland at forhindre skibet i sejle sin giftige last af op mod 9.000 ton oliespildevand fra Mongstad i Norge til rensningsanlægget RGS Nordic i Stigsnæs i Danmark, hvor det efter planen skal “renses” og udledes i danske Agersø Sund.

“Jeg er her i dag for at stoppe Equinors eksport af giftstoffer til Danmark. Udledningen dræber livet i havet, og vi kræver, at Equinor standser denne ulovlige eksport og selv tager ansvar for at rense sit affald for giftstoffer her i Norge”, siger den norske Greenpeace-aktivist Cinta Hondsmerk.

“Jeg ville aldrig have tilladt, at fjordene, hvor jeg voksede op, blev dræbt på den her måde. Derfor kan jeg heller ikke acceptere, at danske havområder dør på grund af os”, siger en anden norsk aktivist, Amanda Louise Helle.

Efter 25 års eksport er det nu på tide at Norge med Equinor i front tager ansvar for sit eget giftige olieaffald:

“Det må stoppe nu! Equinor har alt for længe fralagt sig ansvaret og har sendt sit giftige oliespildevand videre til vores naboer i Danmark. Vi kræver, at Equinor øjeblikkeligt stopper denne ulovlige eksport. Og hvis Equinor ikke formår at håndtere sit affald selv, må de jo skrue ned for olieproduktionen”, siger Tale Hammerø Ellingvåg, politisk rådgiver for Greenpeace i Norge.

På kemikalietankerens skrog er Greenpeace-aktivisterne i gang med at male budskabet “Equitox”, og to af aktivisterne svømmer ved siden af sejlbåden, mens de holder bannere med budskaberne “Equinor = giftig”, og “Norsk olje = miljøgift”.

“Det her viser en i bogstaveligste forstand giftig side af den norske olieproduktion, som vi har talt alt for lidt om. Oveni Equinors ulovlige eksport af giftigt olievand til Danmark, så sker der også store udledninger af det i Norge”, siger hun.

Klima- og miljøpolitisk rådgiver i Greenpeace Danmark, Helene Hagel: 

“Lige nu forsøger fire Greenpeace-aktivister i Norge at forhindre, at et skib ladet med giftigt olieskrald sejler mod Danmark med sin last af op til 9.000 ton norsk oliespildevand fyldt med tungmetaller, tjærestoffer og PFOS. Det burde ikke være frustrerede aktivister, der forsøger at stoppe det her. Det burde være Magnus Heunicke. I Greenpeace i Danmark ser vi aktionen i Norge som en gylden mulighed for, at den danske miljøminister træder i karakter og sikre en gang for alle, at det sidste skib med giftigt oliespildevand har lagt til kaj i Danmark”, siger hun.

Lokale kræfter i området omkring Stigsnæs og Agersø Sund ved Sydvest-Sjælland har i årevis protesteret mod udledningen af giftstofferne i det i forvejen sårbare farvand. Først efter at der de seneste måneder er kommet ekstra mediemæssig og politisk opmærksomhed på sagen, har miljøminister Magnus Heunicke sagt, at han ikke vil give NYE importtilladelser til det norske oliespildevand. Men de nuværende udløber i bedste fald først om 2,5 år, og så længe kan havet ikke vente.

“Aktivisterne har nu udpeget en konkret gifttransport, som vores miljøminister bør afvise inden den når til dansk hav. Regeringen har nu muligheden for en gang for alle at gøre op med sig selv, om man vil beskytte det danske havmiljø eller den norske olieindustri”, siger Helene Hagel.

Greenpeace er i dialog med både skibets kaptajn og politiet.

SLUT

Foto og Video:

Der kommer løbende billedmateriale fra aktionen ind HER 

Materialet kan bruges frit, blot det krediteres.

Kontakt:

Talsperson for aktionen i Norge:

Tale Hammerø Ellingvåg, politisk rådgiver, Greenpeace Norge

Tlf.: +47 92440683, mail: [email protected] 

For danske kommentarer:

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace Danmark

Tlf.: +45 26113951, mail: [email protected] 

For mere information:

Rikke Agerbæk, Presseansvarlig, Greenpeace Danmark

Tlf: +45 24214530, mail: [email protected]

Baggrund:

  • Der bliver årligt eksporteret 100-150.000 ton giftigt oliespildevand fra Norge til Danmark. Langt størstedelen stammer fra Equinors olieproduktion.
  • I april sagde den danske miljøminister, Magnus Heunicke, at han ikke vil give flere nye tilladelser til at importere norsk oliespildevand. Lige nu eksisterer der fem tilladelser, som lyder på i alt 611.000 ton spildevand. Den sidste tilladelse udløber om 2,5 år.
  • Langt det meste oliespildevand kommer fra den statsejede oliegigant Equinor – det tidligere Statoil – som sidste år tredoblede sit milliardoverskud.
  • Rensningsanlægget RGS Nordic fordoblede i 2016 sin kapacitet i Stigsnæs og etablerede samtidig en modtagecentral i Mongstad nord for Bergen. Herfra sejles oliespildevandet til Danmark, hvor det fortyndes og renses delvist inden det ledes gennem et udløbsrør ud i Agersø Sund.
  • De lokale fiskere og beboere omkring Agersø Sund har i årevis protesteret mod udledningen af giftstofferne i det i forvejen sårbare farvand. Midt i maj arrangerede Greenpeace i Danmark sammen med de lokale foreninger Rent havmiljø NU! og Storebælts Småbådsklub en demonstration i vandet og på stranden ud for RGS Nordic. Her samledes omkring 60 både og 150-200 mennesker på land for at begræde alt det, Agersø Sund, lokalbefolkningen og fiskerne gennem årene har mistet og for at stille krav til miljøminister Magnus Heunicke og den norske olieindustri om at stoppe svineriet nu.