“Vi lider!”, sådan lød beskeden fra Vestafrikanske landsbybeboere, da besætningen ombord på Greenpeaceskibet, Esperanza, i foråret gik på land i Vestafrika for at spørge lokalbefolkningen om, hvordan de oplever konsekvenserne af overfiskeri og illegalt fiskeri i regionen.

Nu har Greenpeace udgivet rapporten “The Cost of Ocean Destruction”, deropfordrer vestafrikanske regeringer men også alle lande, der fisker i eller aftager fisk og skaldyr fra Vestafrika, til i fællesskab at sætte en effektiv stopper for overfiskeriet, inden det får uoverstigelige konsekvenser for en i forvejen fattig lokalbefolkning.

Efter årtiers overfiskeri og massive problemer med illegalt fiskeri er Vestafrika nemlig nu så voldsomt plaget af følgerne af overfiskeri og illegalt fiskeri, at det direkte truer fødevaresikkerheden for millioner af afrikanere. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), advarer kraftigt imod de negative konsekvenser af overudnyttelse af fiskebestandene i Vestafrika, hvor godt syv millioner mennesker er afhængige af fiskeri for at overleve, imens mange flere er afhængige af fisk som en afgørende, daglig proteinkilde. Godt 300,000 jobs  i mindre, lokale fiskerier i Vestafrika er desuden gået tabt som følge af overfiskeri og mangel på lovgivning, der sikrer bæredygtig forvaltning af fiskebestandene i regionen.

Der er ingen danske fartøjer, der fisker i Vestafrika, og det er svært at finde oplysninger på, hvor store mængder fisk og skaldyr, det danske marked egentlig aftager fra Vestafrikanske lande. Markedet er nemlig utroligt uigennemsigtigt, når det drejer sig om Vestafrikansk fiskeri. Men vi ved, at EU næst efter Kina, råder over den største udenlandske fiskeflåde i lande som Guinea, Guinea Bissau, Sierra Leone, Mauritanien og Senegal. Desuden ved vi, at EU sidste år importerede fisk og skaldyr fra Vestafrika for en værdi af godt 6.5 mia. danske kroner.

Som del af EU bør Danmark derfor også tage  medansvar for den dybt problematiske situation ude på det blå hav i Vestafrika. Blandt andet ved som del af EU at stille større krav til de forhold, der er lokalt i Vestafrika, inden EU underskriver flere fiskeriaftaler med de enkelte lande. Et rimeligt og nødvendigt krav villle være at få sikret indsamling af troværdige informationer om fiskebestandenes størrelse og tilstand i Vestafrika. Så længe der ikke er gennemsigtighed og solid viden, så er det nemlig svært at bedrive et ansvarligt fiskeri.

Situationen på bølgen blå i Vestafrika er desværre helt ude af kontrol. Udover at kæmpemæssige fartøjer rask væk hiver tonsvis af fisk i land, imens lokalbefolkningen i deres små joller kæmper en daglig kamp for at få fisk nok i nettene til at brødføde deres familier, ja så er der også et kæmpe problem med illegalt fiskeri i Vestafrika. Ikke mindst fordi, myndighederne ikke har styr på overvågning af fartøjerne, og fordi der ofte ikke er de store konsekvenser ved at bryde fiskerilovgivningen.

I foråret lykkedes det imidlertid Greenpeace og lokale myndigheder fra Senegal, Guinea, Guinea Bissau og Sierra Leone i fællesskab at fange 17 fartøjer i at fiske ulovligt. Men allerede nu er samtlige 17 fartøjer igen er på havet og fortsætter som hidtil. Trods et væld af henvendelser fra Greenpeace til myndighederne i de relevante afrikanske lande, så står det i de fleste tilfælde stadig hen i det uvisse, hvilke sanktioner, skibenes ejere og kaptajner ender med at blive mødt med – hvis nogen.

Desuden bliver vestafrikanske regeringer og udenlandske spillere som EU og Kina ufortrødent ved med at underskrive nye, uigennemsigtige fiskeriaftaler uden at sikre, at der er kapacitet lokalt til at overvåge de ekstremt mange fiskefartøjers gøren og laden på havet, og uden at tage hensyn til lokale fiskere og landsbysamfund, der er afhængige af fiskeri for at kunne overleve.

Kina har netop forhandlet nye fiskeriaftaler på plads med Sierra Leone og Mauritanien, og EU forhandler i øjeblikket med Guinea Bissau. Ifølge ubekræftede informationer ligger Senegal og Rusland desuden i forhandlinger om at give russiske fartøjer tilladelse til igen at fiske i Senegal efter at være blevet smidt ud i 2012.

Efter årtier med brudte løfter og mangel på handling fra vestafrikanske regeringer og fra de lande, der fisker massivt i regionen bl.a. Kina, Sydkorea og EU, er det tid til forandring. Alle lande, der fisker i Vestafrika må hjælpe til og presser på, for at vestafrikanske regeringer i fællesskab får lavet solide, politiske aftaler, der beskytter havmiljøet og dermed også fødevaresikkerheden, og at der bliver sat gang i at indsamle valide data om havet og fiskenes tilstand.