I næsten tre døgn forhindrede de fire Greenpeace-aktivister Cinta, Hanna, Hanna og Amanda kemikalieskibet Bothnia i at blive lastet med op til 9.000 ton giftigt oliespildevand fra den norske olieindustri. Det giftige spildevand skal efter planen sejles til Danmark, hvorefter det kun delvist renset udledes i det sårbare Agersø Sund ved Sydvestsjælland. Nu kan kun Magnus Heunicke stoppe skibet. 

De fire Greenpeace-aktivister Hanna Boman, Hanna Jauhiainen, Amanda Louise Helle og Cinta Hondsmerk opretholdt deres fredelige protest mod den norske eksport af giftigt oliespildevand i 69 timer. © Greenpeace

Egentlig skulle de have været på arbejde eller have passet deres studier i disse dage. I stedet endte de fire aktivister fra Norge, Sverige og Finland, med at tilbringe tre dage og nætter ombord på det lille sejlskib Tanker Tracker, som de med kæder og kraftige magneter havde fæstnet til kemikalieskibet Bothnia, der lå ved RGS Nordics kaj i Mongstad nord for Bergen, og var i gang med at blive lastet med op til 9.000 ton spildevand fra den norske olieindustri.

Her har den norske aktivist Amanda Louise Helle netop fastgjort sejlbåden Tanker Tracker til kemikalietankeren, Bothnia © Greenpeace

“Equinors oljeavfall dreper danske havområder”

Oliespildevandet stammer primært fra den statsejede oliegigant Equinor – det tidligere Statoil – og kort efter de havde hægtet sig på kemikalietankeren malede aktivisterne derfor budskabet “Equitox” på siden af skibet. De to aktivister i vandet holdt bannere med budskaberne “Equinor = giftig”, og “Norsk olje = miljøgift”, og på siden af Tanker Tracker blev der fæstnet bannere med teksten “Norsk oljeavfall dreper danske havområder” og “Equinors oljeavfall dreper danske havområder”.

Amanda Louise Helle og Hanna Boman svømmer ved siden af kemikalietankskibet Bothnia, mens de viser deres protest © Greenpeace

I 25 år har den norske olieindustri med Equinor i front eksporteret sit giftige oliespildevand til rensningsanlægget RGS Nordic i Stigsnæs på Sydvestsjælland. Årligt drejer det sig om op til 150.000 ton. Spildevandet bliver herefter kun delvist renset ledt ud i det sårbare danske Agersø Sund, som altså i årevis er blevet forurenet med stoffer som PFOS, tjærestoffer og kviksølv. I dag vurderes Agersø Sund at være i kritisk tilstand.

LÆS OGSÅ: Magnus, sig nej, til Norges giftige oliespildevand

De fire aktivister malede forskellige beskeder på tankskibets side. Blandt andet “End Fossil Crimes”, som er en hentydning til ulovligheder begået af olieindustrien over hele verden © Rasmus Törnqvist / Greenpeace

Lyn og torden stoppede aktionen 

Efter 69 timers aktion måtte Greenpeace-aktionen i Norge onsdag aften afbrydes af hensyn til aktivisternes sikkerhed, da hårdt vejr med lyn og torden var på vej. Men det var en gruppe meget stolte aktivister, der forlod stedet, fuld af mod på at kæmpe videre:

“Vi er selvfølgelig nødt til at prioritere sikkerhed højest, så derfor er vi nødsaget til at afbryde vores aktion efter næsten tre døgns succesfuld blokade. Det betyder dog ikke, at kampen mod Equinors giftige oliespildevand er slut. Vi vil nu kræve et hastemøde med Equinors ledelse”, sagde den norske aktivist Amanda Louise Helle, da aktionen sluttede. 

Greenpeaces lille sejlbåd Tanker Tracker forlader her sin plads ved kemikalietankskibets side, da lyn og torden er på vej © Greenpeace

Stor dansk støtte til aktionen

Lokale kræfter i området omkring Stigsnæs og Agersø Sund ved Sydvest-Sjælland har i årevis protesteret mod udledningen af giftstofferne i det i forvejen sårbare farvand. Og undervejs i aktionen har aktivisterne også mødt stor lokal opbakning:

LÆS OGSÅ: “Hvil i fred Agersø Sund”

“Vi får en hel masse varme fra folk i Danmark, der støtter os og hepper på os og sender os kærlighed. Også fra mennesker på Agersø. Hvis det ikke var fordi vi er for trætte til det, så havde vi sat os til at græde. Det er meget rørende, og vi er meget taknemmelige”, fortalte den norske aktivist Cinta Hondsmerk blandt andet til Sjællandske Medier.

Også ombord på Bothnia var der interesse for Greenpeace-aktionen. Aktivisterne overrakte blandt andet en Greenpeace t-shirt til et af besætningsmedlemmerne.

Et af besætningsmedlemmerne ombord på Bothnia modtager her en t-shirt fra aktivisterne © Greenpeace

Nedtællingen er i gang, Magnus Heunicke 

Først efter at der de seneste måneder er kommet ekstra mediemæssig og politisk opmærksomhed på sagen, har miljøminister Magnus Heunicke sagt, at han ikke vil give NYE importtilladelser til det norske oliespildevand. Men de nuværende udløber først om 2,5 år, og så længe kan havet ikke vente. 

LÆS OGSÅ: Greenpeace protesterer foran Norges olieminister, olieindustri og kongepar

“Aktivisterne har nu udpeget en konkret gifttransport, som vores miljøminister bør afvise inden den når til dansk hav. Lige meget hvor længe fire aktivister kan stoppe ét skib, er der kun én mand, der kan sikre, at ingen frustrerede borgere igen behøver blokere for denne norske gift-eksport: Magnus Heunicke bør øjeblikkeligt stoppe dette, så skibet Bothnia aldrig når dansk farvand med sine op til 9.000 ton giftigt vand”, siger klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel og fortsætter:

“Regeringen har nu muligheden for en gang for alle at gøre op med sig selv, om man vil beskytte det danske havmiljø eller den norske olieindustri.” 

Nedtællingen er i gang. Oliespildevandet skal stoppes, inden det er for sent.

Læs her om aktionens forløb time for time