Finhvalen er listet som truet dyreart under den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN og er havets næststørste hval kun overgået af blåhvalen. IUCN vurderer, at mellem 1929 og 2007 er den globale bestand faldet med over 70%. Bestanden er højest sandsynligt i bedring på den nordlige halvkugle, efter der i 1986 blev indført et international forbud mod kommerciel hvalfangst.

På trods af dette stævnede den islandske hvalfanger Kristjan Loftsson ud søndag efter at have annonceret, at han ville begynde sæsonens jagt på i alt 180 finhvaler. I går eftermiddags lokal tid vendte hvalfangerskibet Hvalur 8 tilbage med den første finhval på lidt over 20 m. Det er på mange måder tragisk, når en enkelt mands interesser tillades at underminere det internationale forbud mod kommerciel hvalfangst. Mange bestande blev jagtet til kanten af udryddelse, og det er stadig tvivlsomt om visse arter vil overleve især det 20. århundredes rovdrift.

Den lidt over 20 meter lange han finhval bliver parteret på havnen i Hvalfjörður.

De seneste to år har der ikke været drevet kommerciel jagt på finhvalen i Island. Den nyligt startede hvalfangst er da også en torn i øjet på turistbranchen i Island. Chefen for turistforeningen, Unnur Halldórsdóttir, sagde tilbage i maj :”det er tydeligt at hvalturismen bidrager betydeligt mere til landets økonomi end hvad hvaljagten nogensinde kommer til at gøre”.

Senest var det tilbage i 2010 at Island jagtede finhvaler. Her blev kødet eksporteret til Japan og brugt i luksus-snacks til hunde.

Du kan læse mere om Greenpeace arbejde mod kommerciel hvalfangst her.