Der bliver skrevet historie den 12. juli, når Europa-Parlamentet skal stemme om den vigtigste naturlov siden dannelsen af EU. For at sikre et ja til afstemningen, er fem danske organisationer gået sammen i fælles kampagne. I dag behandles loven i parlamentets miljøudvalg.

Ko i natur og skov
©Kristine Clement/Greenpeace

Det har været nogle dramatiske måneder for den europæiske natur. Den danske regering har sammen med en række lande fået udvandet EU-Kommissionens forslag til en naturgenopretningslov. Det udvandede kompromisforslag var millimeter fra at falde, da det var til afstemning i EU’s ministerråd. Men trods erklæret skepsis stemte den danske regering alligevel ja. Og nu er turen kommet til parlamentet, der skal stemme ja, hvis ambitionen om fælles EU-naturgenopretningslov ikke skal falde.

Og det bliver den vigtigste afstemning for naturen i årtier, er vurderingen fra de fem førende grønne organisationer herhjemme, DOF BirdLife, Greenpeace, Verdens Skove, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening. I en fælles kampagne vil de nu lægge pres på de danske medlemmer i Europa-Parlamentet for at sikre et ja til naturgenopretningsloven.

Greenpeace: nødsituation for naturen og klimaet

“Nødsituationen for klimaet og biodiversiteten er tæt forbundne, og sætter vi ikke ind nu med en ambitiøs plan for at genoprette naturen, kommer vi til at tabe stort på begge fronter. Jeg håber derfor, at alle de danske EU-politikere nu vil lægge snævre hensyn til industriens kortsigtede økonomiske interesser til side og stemme for en beboelig klode for vores børn og deres børn,” siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace.

Hos DOF BirdLife er det helt afgørende, at de danske MEP’ere ender med at støtte loven: 

“Undersøgelse efter undersøgelse viser, at naturen er fuldstændig i knæ. Der er brug for plads og beskyttelse af naturen. Men der er desværre ikke meget tilbage at beskytte i Europa og slet ikke i Danmark, der skraber bunden. Derfor er det afgørende, at vi får genskabt og forbedret noget af det, vi har ødelagt, så naturen kan få mere plads. EU-Kommissionen har foreslået en skelsættende naturgenopretningslov, og det er det ambitiøse værktøj, EU-Parlamentet skal sige ja til uden forringelser,” siger formand for DOF BirdLife, Egon Østergaard.

Samme toner lyder hos Britta Riis, der er direktør i Danmarks største dyrevelfærdsorganisation, Dyrenes Beskyttelse: 

“For de vilde dyrs velfærd er det helt afgørende, at de lever og trives i en natur af høj kvalitet. Det er derfor på høje tid, at vi vender tilbagegang til fremgang for naturen i Europa.”

Kampagne skal presse MEP’erne til at støtte naturloven

De fem organisationer har i dag indrykket annonce i flere dagblade, der opfordrer europaparlamentarikerne til at stemme for forslaget den 12. juli. 
Forud for kampagnen har organisationerne været i kontakt med de 14 danske MEP’ere og bedt dem melde tilbage, om de støtter forslaget eller ej. Otte har allerede meddelt, at de vil stemme ja, mens de resterende seks stadig er uafklarede eller har undladt at besvare henvendelsen. 

Hvis naturloven falder i parlamentet, vil det få enorme konsekvenser for bestræbelserne på at bremse tabet af biodiversitet i både Danmark og Europa, lyder vurderingen fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. 

“Nødsituationen for klimaet og biodiversiteten er tæt forbundne, og sætter vi ikke ind nu med en ambitiøs plan for at genoprette naturen, kommer vi til at tabe stort på begge fronter. Jeg håber derfor, at alle de danske EU-politikere nu vil lægge snævre hensyn til industriens kortsigtede økonomiske interesser til side og stemme for en beboelig klode for vores børn og deres børn,” siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace.

Åbent brev til MEP’erne

Foruden annoncer i flere dagblade og på de sociale medier har organisationerne sendt et åbent brev til europaparlamentarikerne, hvor de indtrængende opfordres til at støtte forslaget. 

“Biodiversitetskrisen raser afsted. Vi mister arter hurtigere end nogensinde før. Også i Europa og Danmark. Vi skal afsætte plads til naturen og er nødt til at gøre noget aktivt for at genoprette den de steder, hvor vi har ødelagt den. Det gælder også skovene, både i Danmark og Europa har vi meget lidt skovnatur. Derfor er det enormt vigtigt, at vi får en ambitiøs naturgenopretningsforordning i EU. Og det er enormt vigtigt, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet bakker op om det, siger Anne-Sofie Henningsen, rådgiver hos Verdens Skove