Verdens største kødkoncern, JBS, lovede nul skovrydning i 2011, og nu er målet skudt til 2035. Imens afslører Greenpeace igen, at Danish Crowns handelspartner fortsat køber kvæg fra de farmere, der ødelægger naturen. Opfordringen er klar: stop samarbejdet.

I 2009 gav verdens største kødkoncern, JBS, et løfte: inden for to år skulle det være slut med at medvirke til den voldsomme skovødelæggelse i Brasilien. 

Men ordene blev ikke holdt. 

De brandfarlige kødhandler med kvægfarmere og slagterier, der rydder skovene, fortsatte. Og i et omfang så Nordea sidste år nåede sin smertegrænse, satte JBS på den sorte liste og trak hele investeringsporteføljen på 300 millioner kroner ud.

I begyndelsen af marts afslørede Greenpeace i en ny rapport, “Making Mincemeat of the Pantanal”, at Danish Crown har købt oksekød af netop JBS og Minerva – et andet stort brasiliansk kødselskab – der har forbindelser til sidste års naturkatastrofe, hvor en tredjedel af Brasiliens del af vådområdet Pantanal blev brændt af. 

Ny dokumentation: Business as usual fortsætter

Danmarks største slagterikoncern erkender det problematiske samarbejde – men vælger alligevel at fortsætte i håb om, at JBS på et tidspunkt vil begynde at opføre sig ansvarligt.

Nu viser dugfrisk Greenpeace-dokumentation, dækket af Dagbladet Information, at Danish Crown ikke har noget godt grundlag for at nære håb i den retning. Tværtimod.

Selv efter at have modtaget Greenpeace’ oversigt over farmere, der udover ulovlige afbændinger har synderegistre af hvidvaskning af kvæg og overtrædelser af Brasiliens skov-og miljølovgivning bag sig, har JBS i januar og februar ufortrødent fortsat med at købe kvæg af de samme farmere. 

“Danish Crown siger, at de stiller flere krav end andre. Men JBS viser, at de er fuldstændig ligeglade med hvilke, der stilles. Så det giver ikke mening at fortsætte samarbejdet,” siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov hos Greenpeace, til Information.

Giv Danish Crown et skub til at gøre det rigtige

Opfordringen fra Greenpeace er derfor fortsat klar: Medmindre Danish Crown fortsat vil være medskyldig i skovrydning, må de omgående stoppe handlen med JBS. Flere tusinder borgere har lagt pres på Danish Crown.

Læs her, hvordan du kan være med til at give Danish Crown et skub, så de kan gøre det eneste rigtige og trække sig ud af samarbejdet med JBS.

Hvordan reagerer Danish Crown så på den nye afsløring? Igen med en opførsel af strudsens taktik, når der er optræk til fare: stikker hovedet i busken og håber på det bedste.

Forklaringen lyder, at hvis Danish Crown forlader JBS-samarbejdet, så vil selskaber med lavere standarder for miljø og ansvarlighed træde til.

“Hvis vi vendte om og løb væk fra det her, så findes der globalt rigtig mange andre virksomheder, som ikke bekymrer sig om miljø og klima, som ville overtage,” har Jens Hansen, pressechef hos Danish Crown, tidligere forklaret til Information.

Danish Crown: har ikke uendelig tålmodighed med JBS

Og med den kryptiske logik, at hvis ikke Danish Crown fortsætter med dette skidt, så kommer andre til og gør det endnu mere skidt, og derfor agter Danish Crown at holde sin efterspørgsel oppe på kødet fra asken af Brasiliens skove. Men Danish Crown erkender dog, at tålmodigheden med JBS “ikke er uendelig”.

“Det er klart, at hvis ikke der er fremskridt, så kommer der et tidspunkt, hvor vi må tage konsekvenserne og trække os ud af samarbejdet med de brasilianske selskaber,” siger Jens Hansen. 

Danish Crown kommer nu med mere lavpraktiske forklaringer for, at de vil fortsætte de brandfarlige kødhandler i Brasilien – men at det altså på nuværende tidspunkt ikke er muligt at forbedre sitautionen. Det er nemlig ikke muligt at flyve til Brasilien for at forbedre forholdene.

JBS stiler efter at stoppe skovrydning…i 2035

Imens Danish Crown er forhindret i møde JBS face-to-face og øve indflydelse på brasiliansk landjord, kunne man for nylig i stedet læse om deres nye skovmål. Her er der en god og en dårlig nyhed.

Den gode er, at nu har JBS meldt en officiel slutdato ud for, hvornår de vil stoppe med at rydde skove

Den dårlige er, at der kan gå op til 14 år.

Selskabet stiler nu efter først at få den ulovlige skovrydning ud af sine varekæder i 2030 samt at komme selskabets ansvar for skovrydning til livs i 2035.  

“Det er håbløst og dybt forfærdeligt, at JBS melder ud, at de vil fortsætte med at ofre klimaet og Brasiliens uerstattelige skove og biodiversitet på profittens alter i 14 år endnu. JBS viser tydeligt, at selskabet vil fortsætte med at være en væsentlig drivkraft bag rydningen af Amazonas-regnskoven og andre vigtige naturområder som Pantanal mange år ud i fremtiden. Danish Crowns tålmodighed med JBS burde for længst være udtømt, og hvis de fortsætter med at handle med JBS efter denne udmelding, er det en hån mod Danish Crowns egen ansvarlighedspolitik,” siger Kristine Clement. 

Man kunne også sige, at JBS’ planer om at medvirke til skovrydning så mange år frem, bør kunne spare Danish Crown for flyveturen til Brasilien. Beslutningen må kunne tages hjemmefra.