Indonesiens regnskove er blandt verdens mest truede, og den hastige rydning for at producere palmeolie presser klimaet, biodiversiteten og befolkningens sundhed. Her brændes skovene af, og de fældes i stor stil for at give plads til plantager, der producerer palmeolie til alverdens forbrugsprodukter.

P & G Palm Oil Supplier Concession in Kalimantan. © Ulet  Ifansasti

Område ryddet for skov i det centrale Kalimantan i Indonesien for at gøre plads til produktion af palmeolie.

Når vi som forbrugere køber tandpasta, chokolade, shampoo og mange andre produkter, er der stor risiko for, at de indeholder palmeolie. Dermed bringes vi – ofte uden at vi ved af det – i forbindelse med en industri, der er ansvarlig for rydning af Indonesiens frodige regnskove.

Regnskov på størrelse med Storbritannien er væk

Det kan vi vælge at ignorere eller forsøge at stoppe.

Når vi taler om ”beskidt” palmeolie, så er det, når industrien afbrænder og rydder regnskovene for at erstatte dem med palmeolieplantager. Frugterne herfra høstes for at blive til palmeoleolie, der ender i dagligvarer. Også i Danmark.

Den tykke, giftig-gule røg fra skovbrande og afbrænding af tørvearelaer er i perioder hverdag i Indonesien, især i provinserne Sumatra og Kalimantan, hvor børn her leger uden nogen beskyttelse.

Og skovene forsvinder i høj hast. Inden for de seneste år er der gået skovområder tabt, der svarer til hele Storbritannien. Og det alene i Indonesien.

Når Indonesiens regnskove og de kulstofrige tørvearealer under skovene ødelægges for at give plads til palmeolieplantager, er det direkte årsag til, at landet er en af verdens største udledere af drivhusgasser.

Hjælp med at stoppe palmeolie-industriens ødelæggelse af regnskoven her

Det er ikke alene klimaet, biodiversiteten og den lokale befolkning, der er i klemme, når palmeolieindustrien tromler frem og efterlader sig ødelagte, afsvedne områder.

100.000 døde orangutanger

Regnskovene er hjem for orangutanger, Sumatra-tigre og flere andre arter, som kun lever her. Over hele Indonesien ødelægges skovene, og dyrene mister deres naturlige hjem. Inden for de sidste 16 år er 100.000 orangutanger døde hovedsagligt på grund af rydningen af regnskoven.

Orangutang der reddes af Borneo Orangutan Survival. © Bjorn Vaugn

Et kærligt orangutang-kram. Orangutanger udryddes i høj hast i Indonesien, fordi selskaber rydder deres hjem for at oprette plantager for palmeolie. Denne orangutang er blandt de heldige, der reddes af Borneo Orangutan Survival.

Se også videoen om Rang-tan her og hør om de virksomheder, der bærer ansvaret for ødelæggelsen af orangutangernes hjem. Rang-tan, den lille orangutang, flytter ind hos en pige fordi den beskidte palmeolie-industri fjerner skoven og dermed dens hjem. Den britiske skuespiller Emma Thompson fortæller her historien for børn som voksne i samarbejde med Greenpeace.

Langt fra mål om stoppe skovrydning i 2020

Selvom flere virksomheder har forpligtet sig til at stoppe med at købe palmeolie fra selskaber, der bidrager til rydningen af verdens regnskove inden 2020, går det desværre alt for langsomt med de konkrete fremskridt.

Greenpeace arbejder på at få de store virksomheder til at tage ansvar og rense deres leverandørkæder for den ødelæggende palmeolie, der forårsager rydningen af Indonesiens regnskove. Det gør vi ved at stille krav til- og lægge pres på selskaberne for, at de kun køber palmeolie fra selskaber, der kan dokumentere, at de ikke har forbindelser til afskovning.

For knapt et årti siden lovede nogle af verdens største producenter af fødevarer, heriblandt Unilever og Nestle at stoppe rydningen af tropisk regnskov i 2020.

Til trods for at der er indført politikker om ”ingen skovrydning”, har ingen større selskaber dog endnu gjort tilstrækkeligt. Ingen har dokumenteret, at de afviser leverandører, der har forårsaget skovrydning. Derfor fortsætter vi med at lægge pres på industrien for at levere reelle fremskridt mod målet om at passe på Indonesiens regnskove, dyrelivet og klimaet.

Certificeringsordning for bæredygtig palmeolie ikke stærk nok

Hvad mange i stedet har gjort er at sætte deres lid til Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO), der er en certificeringsordning for palmeolie. Men gang på gang er det blevet dokumenteret, at RSPO vender det blinde øje til, når producenter og forhandlere bryder regler. Det grundlæggende problem ved ordningen er, at den ikke er stærk nok og derfor ikke er en garanti for, at der ikke finder skovrydning sted.

I 2018 dokumenterede Greenpeace, at verdens største forhandler af palmeolie, Wilmar, der er medlem af RSPO’s ledelse, har forbindelser til rydning af regnskovsområder Det kan ikke fortsætte på denne måde.

Hjælp med at stoppe palmeolie-industriens ødelæggelse af regnskoven her