Flere grøntsager vil fremover finde vej til de 70.000 måltider, som Københavns Kommune dagligt serverer i sine vuggestuer, skoler og kantiner. En klimavenlig fødevarepolitik vil anerkende konsekvenserne af et højt kødforbrug og sænke kommunens CO2-udslip. Og det er på høje tid, for mange danskere bakker op om at give storkøkkenerne en grøn overhaling.

Vær med til at skabe en sundere planet med mindre kød. Start din egenkampagne på www.græsrod.org

Greenpeace sender ros til Københavns Kommune for at arbejde for mere plantebaseret i de 70.000 måltider, der dagligt tilberedes. Det er dog vigtigt, at København og landets kommuner sætter konkrete politiske mål for at sænke CO2-udslippet fra det høje kødforbrug.

Et stort flertal i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation har vedtaget at fremme plantebaseret mad i de kommunale køkkener. Syv partier stemte for, og kun Venstre og Liberal Alliance stemte imod forslaget fra Alternativet.

Næste skridt må være at reducere kødet

I forlængelse af kommunens plan om at nå 90 procent økologisk mad i de kommunale institutioner, skal forvaltningen nu udarbejde en plan for, “hvordan andelen af plantebaseret mad kan øges.” Med beslutningen tager København et vigtigt skridt for klimaet, der kan inspirere landets øvrige 97 kommuner.

“Københavns Kommune tilbereder hver dag måltider for mange tusinde børn, unge og ældre, og det er en stærk og nødvendig beslutning, at der nu skal mere plantebaseret mad på tallerkenen. Vi glæder os til at se forslaget blive til virkelighed, så det rykker i storkøkkenerne, og vi vil arbejde for, at kommunen fortsat hæver ambitionerne. Næste naturlige skridt vil være at sætte konkrete mål for at reducere kødforbruget,” siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace.

At det kan gøre en stor forskel for klimaet at skifte kød ud med plantebaseret mad, slår et nyt studie offentliggjort i Science fast. Det viser bl.a., at hvis produktionen af kød halveres, vil CO2-udslippet fra den madproducerende del af landbruget blive reduceret med 36 procent. Hvis halvdelen af kødproduktionen skiftes ud med plantemad, skal der desuden kun bruges et halvt så stort areal til at mætte de samme munde som i dag.

Med planter kan vi brødføde hele verden

Danske køer og svin står for knap en femtedel af landets samlede udledning af klimagasser, så vores intensive kødproduktion belaster klimaet voldsomt.

Med en omlægning til mere plantebaseret kost skåner vi ikke alene klimaet for en stor del af drivhusgasserne. Vi giver også mere plads til naturen. Som det er nu, bruger vi 80 procent af Danmarks landbrugsareal til at dyrke foder til husdyr, mens kun 10 procent bruges til at dyrke planteafgrøder til mennesker.

“Danmark er det land i verden, der producerer mest kød pr. indbygger, og hvis vi skal bremse klimaforandringerne, kommer vi ikke udenom, at der både skal skrues markant ned for produktionen og forbruget af kød. Her er det afgørende, at kommunerne ligesom i hovedstaden tager ansvar ved at indføre en klimavenlig, plantebaseret kost, der også værner om sundheden og miljøet,” siger Kristian Sloth.

Flere danskere vil spise mindre kød

En undersøgelse fra Coop Analyse (2017) viser, at Borgerrepræsentationens beslutning om at arbejde for mere grønt på tallerkenen har bred opbakning i befolkningen. Hele 56 procent af danskerne ønsker ifølge undersøgelsen at spise mindre kød, og flere og flere holder mindst én kødfri dag om ugen – fra 17 procent af danskerne i 2010 til 28 procent i 2017.

Enkelte andre kommuner har også så småt gang i initiativer for at sænke deres kødforbrug. Aalborg og Randers anbefaler for eksempel deres borgere at spise mindre kød for at skåne klimaet, mens man i Odense har nedfældet en sådan anbefaling i sin miljøpolitik.

I Albertslund er man begyndt at lave opgørelser over fordelingen mellem animalske og vegetabilske fødevarer, så man fremover kan holde øje med forbruget. Men generelt halter kommunerne bagefter.

Kommunerne kan i den grad præge Danmarks samlede klimaregnskab gennem de mange tusinde måltider, de hver dag serverer for børn og voksne. Og de har borgerne i ryggen, for 44 procent af danskerne efterspørger en plantebaseret valgmulighed i de offentlige køkkener (Coop Analyse 2017).

Greenpeace opfordrer med kampagnen “Mindre kød – mere grønt” alle landets kommuner til at indføre en miljø- og klimavenlig fødevarepolitik, der sætter mål for at sænke kødforbruget og tilbyde plantebaserede måltider i institutionerne.

Læs mere og skriv under for et landbrug, der stiller om til mindre kød og passer bedre på klimaet og miljøet.