Den længe ventede landbrugsaftale fra den såkaldte grønne trepart er omsider landet. Desværre svigter aftalen en fantastisk mulighed for at skabe et langt grønnere landbrug.
Aftalen rummer skridt i den rigtige retning. Skridt i den rigtige retning gør det bare ikke til en god aftale. For overordnet set har Den grønne trepart leveret en dårlig aftale. Den vil hverken få livet tilbage i de danske fjorde eller for alvor levere den grøne omstilling af landbruget, der lægger et voldsomt pres på vores natur og klimaet.
Hvis aftalen bliver ført ud i livet, vil den i stedet være en kampesten om benet i at skabe et bedre landbrug i ud i fremtiden. Som vi kan se med tidligere store politiske aftaler, lægger de kursen mange år ud i fremtiden. Hvis denne landbrugsaftale bliver vedtaget, vil det derfor binde dansk landbrugspolitik i mange år til en grundlæggende dårlig aftale.
Her er vores bud på de fem vigtigste kritikpunkter af den grønne trepart – og hvor der er skridt i den rigtige retning.
En elendig CO2-afgift
Klimaafgiften på landbruget vil med denne aftale være dårligere end selv den mindst ambitiøse model, som eksperterne i det såkaldte Svarer-udvalg havde fremlagt.
Landbruget vil efter et stort bundfradrag på 60 procent betale 120 kr pr. ton drivhusgas i 2030 – seks gange mindre end industriens afgift i 2030. I praksis vil det faktisk blive endnu lavere end de 120 kr., fordi der også gives store tilskud til teknologi som fodertilsætning til køer og pyrolyse. Frem mod 2035 vil den reelle afgift – fraregnet de 60 procent i fradrag – stige til kun 300 kr.
Samlet set betyder det, at aftalen i det store hele har opgivet princippet om “forureneren betaler”, og en stor del af regningen lægges over på skatteyderen og andre erhverv.
Et for lille udtag af landbrugsjord
Aftalen rummer en rigtig og vigtig ambition om at udtage en masse landbrugsjord til skov og natur. Det er også positivt, at man vil skabe en arealfond på 40 milliarder kroner, der skal kunne opkøbe og udtage landbrugsjordene.
Ambitionen er desværre utilstrækkelig i sig selv: Aftalens målsætning er udtagning af 390.000 ha frem mod 2045 til skov og natur. Det er både for sent og for lidt til at sikre et sundt havmiljø. Det er faktisk kun lidt over halvdelen af det, Klimarådet lige har vurderet, at der er nødvendigt for at nå 30% natur, sikre et sundt havmiljø og nå vores klimamål frem mod 2040. I rapporten fra
Fra foder til føde II har Greenpeace sammen med otte andre organisationer beregnet, at der skal udtages 500.000 hektar alene frem mod 2027.
2027 er et afgørende år, hvor Danmark har forpligtet sig til at nå EU’s såkaldte vandrammedirektiv ogfå god miljøtilstand i vores fjorde og kystnære farvande. I dag kan vi konstare, at kun 5 ud af 109 af Danmaks havmområder er i god tilstand, så der meget lang vej. Udtagning af landbrugsareal er nøglen, da det er udvasket gødning med kvælstof fra marker, der er årsagen til de enorme iltsvind, der får fiskene til at gispe og skaber død havbund Men aftalen har ingen selvstændig målsætning for, hvor meget areal der skal være udtaget i 2027.
Frivillige aftaler om igen
Kæden hopper helt af, når vi ser på, hvad der skal indfri ambitionen om arealomlægningen. For man satser igen på frivillige aftaler med landbruget. Efter tre årtiers erfaring med at indgå frivillige aftaler med landbruget, som konsekvent har fejlet (se fx her, her og her), forsøger man sig lige igen.
Der står nogle på overfladen fine ord om en miljøgaranti, som i praksis bare er en udskydelse af forpligtigelser fra landbrugsaftalen i 2021. Man vil også indføre en groft sagt symbolsk afgift på lavbundsjorde på 40 kr. per ton i 2028.
Aftalen rummer dermed ikke nye krav, der sikrer, at udtagningen faktisk kommer til at ske. Al erfaring viser, at det betyder, at det ikke kommer til at ske.
Modvirker omlægning
Aftalen sætter tilmed et bolværk op, der sikrer imod en omlægning til et mere plantebaseret landbrug.
Det skyldes ikke mindst, at landmænd får et bundfradrag pr. dyr. Hvis en landmand reducerer sin dyreproduktion, reduceres bundfradraget tilsvarende, så der er ikke noget incitament til at omlægge væk fra dyreproduktion. Det har økonomer vurderet i Klimamonitor. Det vil sige, at aftalen ikke alene tilskynder en fortsat høj dyreproduktion, men direkte straffer landmænd, der kunne ønske at lægge om til plantebaserede fødevarer til mennesker.
Samtidig gives der mere støtte til dyreproduktion end i dag: Treparten vil indføre en slagtepræmie for grise og kaste mere støtte efter fodertilsætning til køer.
Når vi reducerer landbrugsarealet i Danmark (der primært bruges til at dyrke dyrefoder) uden at reducere antallet af dyr, så er den eneste løsning at importere den manglende foder. Danmark importerer i forvejen store mængder sojafoder fra Sydamerika, hvor kæmpe skovarealer er blevet fældet for at give plads til produktionen. Aftalen har altså lagt sig godt og grundigt i selen for, at vores fremtidige landbrug producerer endnu mere klimaskadelige fødevarer med ryddet skov i Sydamerika på samvittigheden. Det er en helt uacceptabel løsning.
Støtte til tech-fixes
Hvad der ikke er i en strukturel og stor omlægning af landbruget, er der i mere støtte til dyreproduktionen og usikker teknologi. Treparten vil kaste 10 milliarder kr. efter pyrolyse – en teknologi, som Rådet for Grøn Omstilling vurderer, at der kan gå over 40 år, før det får nogen positiv klimaeffekt. Provenuet fra afgiften vil også blive brugt til (sandsynligvis altovervejende) teknologiske løsninger. I stedet for en strukturel omlægning fastlåser trepartsaftalen dansk landbrugsproduktion til kortsigtede løsninger.
