Vi står lige foran den tid på året, hvor der bliver købt og forbrugt allermest. I dag er det Black Friday, hele ugen har den stået på Black Week og på mandag er det Cyber Monday. Vi bliver bombarderet med tilbud, besparelser og to-for-ens-pris, og samtidig står julens gaveræs for døren.

Black Friday-kampagnerne og juletilbuddene må ikke overdøve planetens råb om hjælp. Det står stadig mere klart, hvor meget planeten lider under overforbruget og virksomheders villighed til at udnytte jordens ressourcer for kortsigtet profit. Blandt andet har vi lige haft en historisk hed sommer og den fjerde varmeste oktober i Danmark i 148 år.

Klimavidenskaben siger, at vores udledninger må og skal falde drastisk. Lad os sammen sige nej tak til forbrugerræset.

Den såkaldte Earth Overshoot Day for kloden i år faldt d. 28 juli  – dagen, hvor vi har opbrugt alle planetens ressourcer for hele året, og hvorfra alt videre forbrug i år er overforbrug. Danmarks Overshoot Day faldt i år allerede d. 28. marts. Og hvis hele verden levede, som vi gør i Danmark, er der brug for 4,2 jordkloder.

Planeten har virkelig brug for os nu, og jeg håber, du vil være med til at skrive bæredygtighed på ønskelisten i år. I næste uge lancerer vi dette års julekampagne, hvor du har mulighed for at bestille et fint gavekort fra Greenpeace i fysisk eller online version og give til dig selv eller glæde én, du holder af – og planeten. Se kortene her.

Lad os bruge dette års Black Friday til at vise virksomhederne, at vi ikke vil lade dem ødelægge planeten for kortsigtet profit. Og lad os bruge denne jul til at give vores nære, vores planet og alle dens beboere en smuk julegave – håbet om en grønnere fremtid.