En udbygning af Hejre-feltet er både i strid med dansk klimalov og al klimavidenskab. Samtidig spiller vi hasard med Danmarks position som internationalt førerland i kampen for på verdensplan at udfase produktionen af olie og gas. 

Det britisk-schweiziske olie- og gasselskab, INEOS, ønsker at hente endnu mere olie op af den danske undergrund, og har derfor søgt Energistyrelsen om lov til at udbygge Hejre-feltet i den danske del af Nordsøen. I den forbindelse har INEOS fået udarbejdet en rapport om miljøkonsekvenserne af en udbygning, som netop har været sendt i høring. 

Greenpeace har indsendt nedenstående høringssvar, som påpeger, at en udvidelse både er i strid med klimaloven og videnskaben, og at der mangler et samlet overblik over de fulde konsekvenser for klima og miljø, som en eventuel godkendelse kan medføre. Her er en kort opsummering:

Udvidelse er i strid med Klimaloven og videnskaben

Klimavidenskaben er klokkeklar: Hvis vi skal nå 1,5 gradersmålet fra Parisaftalen, er der ikke plads til nye fossile projekter noget sted i verden, og Danmark har gennem klimaloven forpligtet sig til at arbejde aktivt for Parisaftalens mål. Udviklingen af Hejre-feltet bør soleklart betragtes som et nyt fossilt projekt – med en ny brønd, ny rørledning og ny olie – og er dermed i modstrid med klimaloven samt Danmarks internationale forpligtelser.

Vi kan ikke tillade udvidelsen uden at kende konsekvenserne

Derudover bør det i 2023 ikke være muligt at godkende en udbygning af fossile aktiviteter, uden at vi kender den fulde CO2-udledning og forurening. Da vi ikke har et overblik over alle emissionerne fra udbygning og drift af Hejre-feltet, bør disse planer afvises. 

Udvidelse underminerer vores arbejde for global udfasning

Endelig er der Danmarks rolle som foregangsland at tage hensyn til. I 2020 var Danmark medstifter af den helt unikke internationale alliance, BOGA, som arbejder for at facilitere en planlagt udfasning af hele verdens olie- og gasproduktion. Hver gang projekter som disse godkendes, bliver alt dette arbejde, som den danske regering og det danske klimadiplomati laver på den internationale scene, mere og mere undermineret.

Hvis der gives tilladelse til udvidelse af felter og til ny efterforskning og fossil produktion i Nordsøen, bliver det utroligt svært at promovere Danmark som et grønt foregangsland på dette område. Vi spiller altså lige nu hasard med både vores fremtid og vores troværdighed. Derfor bør alle disse planer fra fossilindustrien afvises.

Oversigtskort over placeringen af Hejre-feltet og andre olie- og gasanlæg i den danske sektor af Nordsøen. Kilde: Energistyrelsen

Efter planen skal Hejre-projektet være i drift fra 2027, og der forventes en produktion på maks. 25.000 tønder olie om dagen.

Læs hele høringssvaret her