Stor sejr for vandkvaliteten i det forurenede Agersø Sund. Magnus Heunicke og Miljøministeriet har nu endelig stoppet den danske import af giftigt spildevand fra den alt for store norske olieproduktion.

Greenpeace-aktion i Agersø Sund i juni 2023 mod kemikalietankeren Boyne, som var på vej fra Norge for at aflevere giftigt oliespildevand til rensningsanlægget RGS Nordic i Stigsnæs. © Greenpeace / Rasmus Törnqvist

I mere end 25 år har den norske olieindustri – med ét af verdens største olieselskaber, Equinor, i front – eksporteret tonsvis af giftigt olieholdigt spildevand til rensningsanlægget RGS Nordic (nu Industrial Water Solutions A/S) i Stigsnæs på Sydvestsjælland. Her er det i årtier kun delvist renset blevet udledt i det sårbare Agersø Sund. Gennem et helt år har miljøminister Magnus Heunicke været under pres fra både lokale borgere, organisationer og politikere for at få den giftige import stoppet. Nu har presset endelig virket. To aktive importtilladelser bliver trukket tilbage og dermed får livet i og omkring Agersø Sund en velfortjent pause, og oliegiganten Equinor er sat et skridt tilbage. 

Læs også: Derfor sejlede jeg i morges ud i gummibåden Pumpkin for at blokere en stor kemikalietanker i Storebælt

Klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel, siger om sejren:

“Bådejere, befolkning og aktivister har sammen kæmpet en sej kamp for at få stoppet importen af det norske oliespildevand, som i al for lang tid har fået lov til at forurene og ødelægge farvandet rundt om Agersø. I dag er det lykkedes. Presset har virket og den norske olieindustri er endeligt smidt ud af det hårdt prøvede Agersø Sund.”

Sammen pressede vi på, og det virkede!

Sejren for det danske vandmiljø over den norske olieindustri kommer et halvt år efter Greenpeace aktivister blokerede to skibe lastet med spildevand fra norsk olieproduktion og utallige borgere oversvømmede Magnus Heunickes sociale medier i protest.

Båddemonstration og symbolsk søbegravelse for det forurenede Agersø Sund, maj 2023 © Jonathan Findalen / Greenpeace

Det er en glædelig nyhed for de lokale. De har oplevet, at deres farvand er blevet forgiftet af blandt andet det norske olieaffald, hvilket har medført alt for høje niveauer af farlige kemikalier i deres havområde. Men det er også en glædelig nyhed for alle os andre, fordi der nu er blevet stukket en kæp i hjulet for oliegiganten Equinor, som i årtier har regnet med blandt andet Agersø Sund som affaldsspand for deres olieproduktion. 

“Da Greenpeace stod side om side med de lokale bådejere, beboere og badegæster i en båd-demonstration tidligere på året, drømte vi om dette øjeblik. Men kemikalietankskibene blev ved med at strømme ind og aflevere deres giftige spildevand i det sårbare og hårdt prøvede Agersø Sund. I en fredelig protest blokerede Greenpeace-aktivister derfor i juni i år to tankskibe på vej fra Mongstad i Norge til Stigsnæs. I dag har Danmark endelig vist handling. Forhåbentlig kan det blive begyndelsen til enden for mishandlingen af vores havmiljø i Danmark.”

Vi kæmper for at stoppe oliegiganternes ødelæggelser

I Greenpeace gør vi, hvad vi kan, for at stoppe oliegiganternes ødelæggelser.  Selskabernes udledninger og deres påvirkning på global og national klimapolitik har sat vores klima på randen af kollaps, og derfor gælder det om at stikke så mange kæppe i deres hjul som muligt. De står med det største ansvar for de mange kriser, vores klode bliver udsat for i dette århundrede. 

At få stoppet importen af spildevand til Danmark og derved både hjælpe det trængte danske havmiljø og gøre livet sværere for en af verdens største olieproducenter, Equinor, er en af mange måder, Greenpeace forsøger at bremse klima- og naturkrisen på. I år har vi gjort dette sammen med lokale bådejere i Skælskør, med Facebook- og Instagram-brugere, med politikere og andre organisationer. 

Næste år fortsætter kampen med hjælp fra vores faste støtter, som giver os mulighed for at bekæmpe den norske olieindustri og meget, meget mere. Sammen står vi stærkere i kampen for en bedre, mere retfærdig fremtid. 

Kom med i kampen mod oliegiganterne ved at klikke her: