2025-målet er blevet en farce, der udstiller, at regeringen har misforstået opgaven. Reduktionsmålene er begyndt at skygge for reel klimahandling.
Forhandlingerne om Danmarks 2025-klimamål er i gang. Et mål, regeringen får massiv kritik for at svigte. Og det med rette. For regeringen misbruger klimamålene til at skabe en illusion om reel klimahandling. Det ved vi, for i 2017 var Greenpeace med til at lave beregningerne bag.
Lad os slå et fast: Hvis vi overhovedet skal bruge klimamålene til noget, betyder hastighed alt. Vi kan ikke vente med at lave alle reduktioner til sidste øjeblik.
Man bliver altså nødt til at turde gøre noget. Alligevel virker det, som om regeringen kun på papiret er interesseret i at komme i mål. At dens politik primært handler om at give befolkningen indtryk af, at man gør noget i stedet for – ja, faktisk at gøre noget.
Hvad blev der af lederskab?
Kan det virkelig være rigtigt, at formålet med klimapolitikken i et af verdens rigeste lande – et land med alle forudsætninger for en hurtig, gennemgribende grøn omstilling, med en befolkning, der ønsker sig ansvarlige politikere, der udviser mod til ægte klimahandling – er at gøre så lidt som overhovedet muligt? At regeringen mener, at 80 procent af befolkningen skal bakke op, før man laver reel klimapolitik? Hvad blev der af lederskab?
Ét er, at regeringen kun sigter på at nå det absolutte minimum af reduktionsmålet på 50-54 procent, selv om faktum er, at vi kun vil leve nogenlunde op til vores internationale forpligtelser, hvis vi reducerer med 54 procent i 2025 (og desuden hæver 70-procentsmålet i 2030 til 80 procent). Noget andet er, at regeringen ikke vil måle reduktionerne som et gennemsnit over tre år, men kun vil måle lige akkurat i 2025. Derved køber den sig mere tid på papiret, men det betyder også, at man ikke kommer i gang hurtigt nok. Noget tredje er, at den vil nå målet ved at blande biobrændstof produceret af planter i benzin og diesel. Biobrændstoffer, der kan skade klimaet endnu mere end den olie, de erstatter.
Reduktionsmålet skygger for reel handling
I Greenpeace har vi som nævnt en vis aktie i 2030-målet. Og 70-procentsmålet var en god idé, hvis reduktionerne frem mod 2030 var planlagt lineært. Men nu er reduktionsmålene begyndt at skygge for reel klimahandling. I stedet for at fokusere på de reduktioner, vi har brug for her og nu, stirrer regeringen sig blind på virkemidler, der reelt kan øge klimabelastningen, udelukkende fordi tiltag som iblanding af biobrændsler i vores benzin og diesel på papiret giver de reduktioner, vi mangler for at nå 2025-målet.
Klimamålene kunne være den ramme, vi brugte, når vi oversatte videnskaben til konkret politisk handling og reducerede vores udledninger. De kunne være det guidende element, der sikrede, at vores klimapolitik bestræbte sig på at respektere Danmarks svindende drivhusgasbudget, og som bidrog til, at vi levede op til Paris-aftalen. Men sådan bruges målene altså ikke i dag.
Politikerne har misforstået opgaven
Alt for mange partier på Christiansborg har simpelthen misforstået opgaven. Hvis budgettankegangen og anerkendelsen af, at hvert årligt ton CO2 tæller – ikke kun antallet af tons i et givet mål-år – ikke er det guidende princip bag måden, vi vil nå klimamålene på, så er klimamålene jo ligegyldige. Ja, så har vi reduceret med 70 procent i 2030, men hvis udledningerne ikke falder drastisk før til allersidst (og endda stiger!), så gør det jo ikke en positiv forskel i forhold til videnskabens krav om, at den samlede mængde udledte drivhusgasser skal falde nu.
Samme ansvarssvigt gør sig gældende, når klimaminister Lars Aagaard vil tillade ny gasjagt i Nordsøen, fordi den CO2-udledning, det vil medføre, »ikke gør noget som helst ved de danske mål«.
Når regeringen tilsyneladende vil springe over, hvor gærdet er allerlavest og kun går efter at nå 50 procent i 2025, så er Danmarks 1,5 grads drivhusgasbudget opbrugt allerede i 2030. Det betyder, at vi allerede om syv år faktisk ikke kan tillade os at udlede mere. Regeringen har simpelthen udtømt hele budgettet allerede i 2030, hvis den fastholder en reduktionssti med 50 procent reduktion i 2025 og 70 procent i 2030.
Hvis vi venter, bliver løsningerne dyre og mere drastiske
Hvis vi i stedet havde en mere fornuftig politisk strategi, kom i gang med årlige reduktioner nu, reducerede med 54 procent i 2025 og 80 procent i 2030, så kunne vi faktisk strække budgettet til omkring 2040, hvor Danmark senest bør gå i netto-nul. Og det er endda ud fra en budgettankegang, hvor alle verdens borgere har den samme mængde CO2 tilbage. Det i sig selv er jo ikke helt rimeligt, da vi i det globale nord har både det historiske og moralske ansvar for klimakrisen.
Mens regeringen fokuserer på at få det til at se ud, som om den laver klimapolitik, bliver Danmark ved med at udlede for mange drivhusgasser og overforbruge af drivhusgasbudgettet. At udsætte de nødvendige reduktioner betyder kun, at vi skubber opgaven foran os, så efterfølgende omstilling er nødt til at være langt mere drastisk, hurtig og dyrere end nødvendigt.
2025-målet er blevet en farce
Reduktionsmål giver kun mening, hvis man når dem på en forsvarlig og lineær måde. Hvis man fokuserer på det årlige, kumulerede udslip på vejen mod klimamålene. Hvis de i stedet indfries med hockeystav, skrivebordsøvelser og biobrændsler, er de blot med til at grønstemple en sort politik og få det til at se ud, som om der sker noget, selv om det præcis modsatte er tilfældet.
2025-målet er blevet en farce, der udstiller, at regeringen har misforstået opgaven og svigter stort – ikke kun de 80 procent, men de 100 procent af befolkningen, der fortjener en reel omstilling af samfundet.
