Globalt kæmper Dan Jørgensen aktivt for fossil udfasning. Herhjemme holder Klimaministeriet møder med olieindustrien, hvor de aktivt inviterer på ny olie- og gasjagt. Hvis ikke det er hyklerisk, så ved jeg ikke, hvad der er, skriver klima- og miljøpolitisk leder, Helene Hagel, efter Greenpeaces afsløring af klimapolitisk dobbeltspil.
I Greenpeace har vi netop afsløret, at regeringen praktiserer et af de mest klassiske eksempler på at tale med to tunger, der er set i dansk klimapolitik:
Mens regeringen arbejder aktivt for at få hele verden til at stoppe olie- og gasjagten og udfase fossile brændsler, lægger Klimaministeriet hemmeligt pres på olieindustrien for at åbne nye felter og hive endnu mere olie og gas op af undergrunden mange år ud i fremtiden.
Jeg har aldrig nogensinde kaldt en klimapolitiker for “hykler”. Jeg synes, det er et forfærdeligt grimt og ofte urimeligt ord at bruge om andre mennesker, der navigerer i et komplekst felt. Når det kommer til klimakrisen, er vi i en vis forstand alle hyklere, og det kan oprigtigt være svært at navigere klimapolitisk. Den kognitive dissonans er i hvert fald udbredt – også på Christiansborg. Naturligvis har politikere et større ansvar for faktisk at gøre, som de prædiker, men det kan oprigtigt være svært at navigere i klimapolitikken. Og det kan også være okay, eller i hvert fald forståeligt, at man et sted arbejder for én ting (fx at hele verden stopper jagten efter ny olie og gas) mens man et andet sted arbejder mere… nuanceret.
Men den historie, jeg nu vil udfolde, bliver undtagelsen, der bekræfter ikke-hykler-reglen. For hvis ikke den danske regerings ageren i Nordsøen kan kalde “hyklerisk”, så ved jeg snart ikke, hvad der kan.
Ud fra en aktindsigt på mere end 3000 sider, kan vi nu i Greenpeace afsløre, at Klimaministeriet, stik imod det regeringen ellers har gået og fortalt os, aktivt har presset på for at få olieindustrien til at åbne helt nye felter i Nordsøen. Derudover har de presset på for at få øget den eksisterende olie- og gasproduktion frem mod 2050. Og presset har tilsyneladende virket. Efterfølgende er interessen for at åbne nye felter i Nordsøen i hvert fald markant øget. Der er søgt om helt nye licenser og om at åbne helt nye produktioner.
Hvori ligger hykleriet
I 2020-Nordsøaftalen ligger der fortsat en mulighed for at åbne nye felter i Nordsøen. Det er ingen nyhed. Disse “smuthuller”, om man vil, til ny olieproduktion var prisen, som de grønnere partier måtte betale, for også at få højrefløjen med i Nordsøaftalen. Det var i hvert fald det, vi fik at vide, når vi brokkede os over dem.
Det vigtige var, at staten ikke længere selv ville invitere industrien på oliejagt, lød det. For der er nemlig, ifølge Dan Jørgensen, “stor forskel på, at staten aktivt inviterer virksomheder til at lede efter mere olie og gas, hvilket med Nordsøaftalen ikke vil ske fremadrettet, og disse ordninger, der kun er tilgængelige under særlige omstændigheder.”
Nordsøaftalen dannede efterfølgende baggrund for, at Danmark blev medstifter af BOGA – Beyond Oil and Gas Alliance – hvor vi arbejder meget aktivt for at opnå en 1,5 graderskompatibel olie- og gasproduktion, hvilket vil sige et øjeblikkeligt stop for al ny olie- og gasjagt i hele verden, samt en planlagt udfasning.
Under COP28 i december udsendte BOGA denne opfordring:
“Vi kan ikke længere udskyde vores omstilling væk fra olie og gas. Under ethvert 1,5-gradersscenarie falder olie- og gasproduktionen markant.”
Og lad det her være slået fast: Danmarks arbejde i BOGA er noget, vi i Greenpeace roser, hjælper og understøtter massivt.
Men tilbage til hykleriet og de mange siders aktindsigt. For det viser sig, at mens Dan Jørgensen altså på den ene side kæmper for global fossil udfasning ude i den store verden, så har Klimaministeriet herhjemme holdt møder med olieindustrien, hvor de aktivt har inviteret på ny fossiljagt. Præcist det modsatte af, hvad jeg lige har citeret ministeren for, at vi skulle.
Helt nye oliefelter er ikke midlertidige
Det hele starter tilbage i marts 2022 kort efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor Folketinget indgår “nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik”. For at søge uafhængighed af russisk energi får regeringen her mandat til at undersøge:
“hvad mulighederne er for midlertidigt at øge gasindvinding i Nordsøen.”
Umiddelbart efter er regeringens udspil i “Danmark kan mere 2” at: “afsøge mulighederne for at fremrykke og midlertidigt øge indvindingen af gas i Nordsøen på allerede licensbelagte felter.”
Okay. Så ministeriet har altså haft mandat til at: undersøge mulighederne for midlertidigt at øge gasindvindingen på allerede licensbelagte felter.
Men hvad skete der så reelt?
Få dage efter indgåelsen af det nationale kompromis tager Klimaministeriet initiativ til møder med olieselskaberne i den danske del af Nordsøen: INEOS, TotalEnergies, Danoil, Noreco (senere BlueNord) og Dana Petroleum. Til disse møder udarbejdes mødepapirer, som en chef skal have med til møderne. Det er disse mødepapirer, jeg har fået aktindsigt i.
Til mødet med INEOS står der blandt andet følgende:
“Vi er interesserede i at høre om muligheder for at fremskynde og øge produktion og projekter, bl.a. udbygning af Hejre, fremryk af brøndprojekter (…) og efterforskning af Finke- prospektet.”
og:
“Hvilke muligheder ser INEOS for at accelerere udbygningen af Hejre set ift. det som allerede er planlagt? (…) Andre prospekter eller projekter der kan accelereres?”
Mens dette spørgsmål skal stilles til samtlige fem olieselskaber:
“Nogen interesse for nye licenser? (Svane, Xana, Elly og Luke eller andre?)”
Og dette kan stilles til flere af dem:
“Har [olieselskabet] i øvrigt gjort sig nogen tanker om hvad der kan stimulere olie og gas produktionen i DK, mhp. at accelerere og maksimere produktionen frem mod slutdatoen for olie- og gasproduktionen i 2050?”
Til mødet med TotalEnergies ligger der også spørgsmålet, om der er nogle områder, hvor Total kan se mulighed for at søge om nabobloktilladelse?
Om Xana-feltet, som alle selskaberne ifølge papirerne også kan spørges om, skriver ministeriet selv i en baggrundsorientering:
(..) En evt. udbygning af Xana skønnes at have lange udsigter, da området ikke er licensbelagt, og der ikke synes at være interesse/appetit fra olieselskaberne til at gå videre med Xana. Energistyrelsen vurderer, at der vil gå 8-10 år før der kan produceres gas fra Xana, forudsat der var et eller flere selskaber der gik i gang med arbejdet i dag.”
Og om Svane-feltet, skriver de:
“yderst usikkert om Svane nogensinde vil kunne udbygges, og det vil under omstændigheder have meget lange udsigter (10+ år).”
Ministeriet opfordrer decideret olieselskaberne til at søge om nye licenser både i et felt, der først kan producere om 8-10 år (Xana), et felt der kan producere om +10 år (Svane) og i de to felter (Elly og Luke) der senere blev ansøgt om rettigheder til i en mini-udbudsrunde i 2023.
De opfordres til både ny og øget olie- og gasproduktion. Ikke kun gas og ikke kun midlertidigt. Men helt ny olieproduktion, frem til 2050, i helt nye felter.
Det er grotesk. Det er ikke i overensstemmelse med den politiske aftale om national sikkerhed. Det er imod ånden i Nordsøaftalen. Og det er SÅ langt fra BOGA at man næsten tror, at en af tingene må være løgn: Hvordan kan vi både bede hele verden stoppe med at give nye licenser og så selv decideret opfordre olieindustrien til at søge nye licenser og øge produktionen af både olie og gas frem til 2050?
Siger et, men gør noget andet
Det er også milevidt fra det, regeringen offentligt har fortalt os alle sammen, at den arbejder for. Lad mig her give et par eksempler:
Da regeringen sidste år åbnende en mini-runde om gasfeltet Elly-Luke i Nordsøen, efter at have modtaget en ansøgning fra norske Noreco (nu BlueNord), lød det sådan her fra Klimaministeriet:
“[Vi] har fået den første uopfordrede ansøgning om tilladelse til (..) gas og olie i et ikke-licensbelagt område i Nordsøen, siden Nordsøaftalen blev indgået.”
Det primære ord her er “uopfordrede”.
Om samme mini-runde sagde Lars Aagaard i Deadline d. 9. august i fjor:
“Dengang den her sag kom ind på mit bord, min første følelsesmæssige reaktion var at tænke fuck, hvad er det her nu for noget.
Det primære ord? “Fuck”.
Under et samråd d. 4. oktober 2023 sagde Aagaard om Nordsøaftalen:
“De nu aflyste udbudsrunder var et udtryk for, at staten (..) aktivt inviterede virksomheder (..) med det endemål at få produceret fund. Det er nu fortid.”
Det er nu fortid.
I al kommunikation fra regeringen – også efter marts 2022 – må vi altså forstå, at det er slut med det aktive arbejde for at få olieindustrien til at hive mere olie og gas op.
Forklaring udbedes
Det største problem i klimapolitikken er politikere, der siger ét og så enten ikke gør det eller gør noget helt andet. Og der er virkelig stor forskel på at acceptere en forhåbentlig sparsom og helst ikke-eksisterende interesse fra de store olieselskaber i vores lille Nordsø, fordi det ellers ikke havde været muligt at lave en bred Nordsøaftale, og så aktivt at være ude og sælge vores fossile reserver til højestbydende; aktivt at presse branchen til at se forretningsmuligheder et sted, de ikke selv havde fokus på. Ikke bare midlertidigt, og ikke bare gas, men olie og gas og 26 år frem i tiden.
I skylder en forklaring, Jørgensen og Aagaard. Vi er nogle, der forsøger at hjælpe jeres arbejde for at andre lande stopper jagten efter olie og gas. Men det arbejde er hverken reelt eller troværdigt, når jeres eget ministerium aktivt opfordrer fossilindustrien til at åbne nye olie- og gasfelter herhjemme og øge produktion helt frem til 2050 – frem for at udfase, som er den besked, vi har, når vi er ude i verden.
Dette indlæg er også bragt i en kortere version i Klimamonitor
