Norge vil åbne for minedrift på dybhavsbunden i Arktis: Her er grundene til, at det er en dårlig idé

Den norske regering trodser stærk kritik fra 21 lande, miljøbevægelsen og et forenet hold af havforskere. Nu pønser regeringen på at åbne et stort område i Arktis for minedrift på bunden af dybhavet.

I juni 2023 præsenterede den norske regering sine planer for at udvinde mineraler fra dybhavet i et enormt område mellem Grønland og Norge.

Efterfølgeren til Norges oliedrøm kan blive miljømæssigt mareridt

Det foreslåede område, der skal åbnes for minedrift, er større end hele Storbritannien – eller lidt over over seks gange Danmarks størrelse – der kan blive landets nye oliedrøm. Vel og mærke en drøm, der kan blive til et miljømæssigt mareridt for den sårbare natur, der er hjem for sårbare hvaler, havfugle, fisk og dybhavets arter, der stadig er ved at blive opdaget.

Oliedirektoratet har allerede stukket snablen ned på 3 kilometers dybde i testforsøg, hvor robotter har indsamlet sten bestående af bl.a. jern, mangan og kobolt – mineraler fra det store dyb, som ifølge regeringen selv er nødvendige for at forsyne bl.a. grønne energiteknologier. Men Norge står meget alene i den vurdering, og modstanden er massiv.

“Nu må Stortinget ikke lade sig narre af regeringen. Stands galskaben, advarer Greenpeace-kontoret i Norge.”

Vores naboland mod nord kaster sig i mere end en forstand ud på dybt vand, når det nu vil gå enegang med en kommerciel minedrift i stor skala.

“Om det er muligt at udvinde mineraler fra havbunden uden at forårsage uoprettelig skade på sårbare økosystemer, ved ingen. Intet andet land har åbnet for kommerciel drift, lyder det videre.”

Livet i dybhavet er sårbart

I dybhavet har et rigt og unikt dyreliv udviklet sig langsomt over millioner af år. Forskere mener endda, at det er her, vi kan finde svaret på begyndelsen af livet på Jorden. Økosystemet er dog hyper følsomt over for påvirkning fra os mennesker, og forskere advarer om, at minedrift kan gøre uoprettelige skade for havet og de arter, der lever der.

Derudover kan minedrift have en negativ effekt på kystområder og dem, der bor der. Minedrift kan samtidig udlede enorme mængder CO2, der har været lagret på havbunden, hvilket kan forværre klimakrisen. 

Den norske regering vil nu tillade minedrift på havbunden så længe, at det kan gøres på et “acceptabelt niveau af indvirkning på miljøet”, lyder det.

Men minedrift på havbunden kan ikke gøres uden at skade den naturlige diversitet og miljøet på havbunden, siger advarsler fra blandt andre FN’s miljøprogram, Verdens Økonomiske Forum, Det Internationale Havpanel (som Norge leder), den norske miljømyndighed (Miljødirektoratet), og det norske institut for havforskning (Havforskningsinstituttet).

I FN’s International Seabed Authority (ISA) er 21 lande imod, at Norge nu som første land i verden vil kaste sig ud i kommerciel dybhavsminedrift.
 
Bekymrede regeringer med Spanien, Tyskland og Frankrig i spidsen har krævet et moratorium, altså et midlertidigt stop. De henviser til de økologiske skader på dybhavsbunden. Hundredevis af havforskere har sagt, at det vil gøre stor skade, herunder reducere havets kraft til at være en af klodens kulstoflager.

Mineraler fra dybhavet er ikke en løsning

Under verdens have ligger tonsvis af metaller og mineraler, der er blevet formet i havets dyb over millioner af år. Mineraldepoterne bliver formet, når varmt vand fyldt med mineraler fra Jordens indre lagrer mineraler i det kølige havvand.

Nikkel, kobber og kobolt. Mobiler og computere består af flere af disse slags metaller. Det samme gælder for batterier, solpaneler, vindturbiner og andre maskiner og teknologier, der kan blive brugt i den grønne omstilling.

Greenpeace arbejder for, at mineraler og metaller til den grønne omstilling skal skaffes fra reduktion i forbrug og bedre genanvendelse på land. Ikke fra havets dybder, hvor brutal minedrift kan betyde uerstattelig skade for naturen.

På det samme tidspunkt, hvor Norge giver mulighed for minedrift på havbunden, stiger modstanden til industrien internationalt. EU har bedt medlemsstaterne afstå fra at opstarte minedrift på havbunden i deres egne havområder. Sverige har for nylig sagt nej til minedrift på havbunden, indtil der er mere viden om konsekvenserne.

Store internationale selskaber såsom Google, BMW Group, Volvo og Samsung har bedt om et midlertidigt forbud. Derudover har Den Europæiske Investeringsbank (EIB) udeladt minedrift på havbunden fra dens portefølje af klima– og miljømæssige grunde.

Bulldozere på havbunden er en dårlig idé

Minedriftens jagt på mineraler sker ved, at store robot-agtige maskiner, der ligner gigantiske bulldozere sænkes ned i havets dybder. Her kommer de til at pløje det øverste lag af havbunden op sammen med alt andet, der er på bunden. Minedriften sker på forskellige måder alt efter områdets geologi. 

På havbunden i Arktis vil minedriften betyde, at havbundens tykke stenlag rives op. Det kalder man manganlaget. Disse lag er op til 40 centimeter tykke og forskerne mener, at hver centimeter er skabt over en million år. 

I Stillehavet, hvor minedrift på dybhavsbunden også bliver overvejet, ville det betyde at høste mineralrige noduler (brun-sorte klumper, der indeholder flere forskellige mineraler, oftest på størrelse af en kartoffel). Disse noduler bliver suget op til et fartøj på overfladen gennem et rør, der er mange tusinde meter langt.
 
Spildevand og fragmenter af sten bliver ledt tilbage til havet, hvilket ender i store undervandsskyer af sediment. Alene disse skyer kan kvæle dyrelivet. Minedrift på havbunden foregår på nogenlunde samme måde som åben minedrift på land. Forskellen er, at minedrift på havbunden foregår under ekstremt tryk og i fuldstændig mørke. I yderste fald kan man sammenligne minedrift på havbunden med at stå på toppen af verdens højeste bygning og derfra skulle suge småsten op fra gaden nedenunder med hjælp fra en fjernkontrolleret bil og en meget lang slange.

Larm- og lysforurening fra maskinerne forstyrrer og forvirrer dyrelivet i havet selv i lavt vand. Lyd bevæger sig nemt gennem vand – larmen kan rejse hundredvis af kilometer gennem vandet og kan især gøre skade på havpattedyr såsom hvaler og delfiner. 

Maskinerne brugt ved minedrift blæser det lette, finkornede lerbaserede sediment på havbunden. Sårbare arter, der ikke kan svømme væk, såsom koraller og svampe, vil blive fanget i skyerne af sediment og vil langsomt blive kvalt. Svampe og koraller er en afgørende del af økosystemet på bunden af dybhavet og skaber de rette tilstande for både gydende fisk og habitater for unge fisk. Hvis havbunden bliver ødelagt, vil æg, unge fisk og andre mystiske arter fra dybden måske følge efter.

Når havbunden bliver pløjet op på denne måde, vil al CO2’en, der er blevet lagret på havbunden i årtusinder, blive hvirvlet op og udløst i vandet. Dette forstyrrer den biokemiske balance i havet og bidrager til forsuringen af oceanerne, som lige nu bliver værre og værre. Forsuring af havet bliver ofte kaldt klimakrisens onde tvilling, når man snakker om konsekvenserne for havet. Klimakrisen bliver også forværret, når naturlige kulstoflager bliver ødelagt.

Hvor dybt foregår minedrift på havbunden egentligt?

Når vi snakker om minedrift på havbunden, mener vi minedrift, der foregår på dybder mellem 200 og 6500 meter. Nogle af mineprojekterne, der bliver testet og foreslået i dag foregår på en dybde af 4.000 meter.

Hvem står bag minedrift på havbunden?

Næsten en tredjedel af de kontrakter, den Internationale Havbundsautoritet (ISA), har givet, er til private firmaer, især fra Nordamerika og Europa, inklusiv nogle med forbindelser til fossilindustrien, minedrift på land og andre udledende sektorer. Det norske selskab Loke Marine Minerals har også adgang til områder på Stillehavets bund.

Men har vi ikke brug for mineraler?

Den grønne omstilling vil kræve metaller og mineraler. Men det er en myte, at udvinding af mineraler på havbunden er løsningen på nutidens udfordringer. Et studie fra forskningsinstituttet SINTEF konkluderer, at det globale behov for mineraler kan blive skåret med op til 58 procent i 2050.

Dette kan vi opnå gennem innovation inden for vedvarende teknologi og ved at gøre vores økonomi mere cirkulær. Udover det er det faktum, at verdenssamfundets forbrug skal sænkes indtil 2050. Dette vil også bidrage til at mindske vores behov for mineraler og metaller. Minedrift på havbunden er kun lige i startfasen, og estimater viser, at der ikke vil være kommerciel minedrift på havbunden før om ti til tyve år.

Sammen med det faktum, at den tekniske udvikling vil reducere behovet for nye mineraler, vil disse mineraler og metaller blive tilgængelige for sent. I 2021 offentliggjorde selskaber såsom BMW, Volvo, Google og Samsung, at de ikke vil bruge mineraler udvundet fra dybhavet, hvilket ramte hårdt på den nyudklækkede industri.

Hvad gør Greenpeace for at stoppe minedrift på dybhavsbunden?

Vi dokumenterer konsekvenserne. Og vi presser hårdt på for politisk at få stoppet minedriften. Med vores skibe følger vi de første forsøg på minedriften og viser verden, hvad der sker.

Vi forsker og forbereder rapporter, der afslører farerne og korruptionen forbundet med den nye industri.

Se bl.a. “Deep Trouble: The murky world of the deep sea mining industry” (2020), der viser, hvordan en håndfuld mineselskaber bringer vores fælles havressourcer i fare – og hvad der kan ske, hvis landes regeringern åbner for dybhavsminde drift.

Ligesom Greenpeace kaster lys på problemerne i mørket, miljøødelæggelserne under offentlighedens radar, så sætter vi lige så meget det lange lys på for at vise løsningerne fremad. For eksempel med rapporrten “30×30: From Global Ocean Treaty to Protection at Sea”, der viser vej til, hvordan den globale FN-havtraktat – “havenes egen Parisaftale” – kan bruges til at sikre 30% beskyttelse af verdenshavene i 2030. Herunder beskyttelse fra dybhavsminedrift.

Vi er der, hvor beslutningerne bliver taget og er til stede ved møderne i Den Internationale Havbundsautoritet, der foregår i Jamaicas hovedstad, Kingston, for at sikre os, at kritikken og stemmerne fra de påvirkede samfund bliver hørt.

Vi konfronterer. Greenpeace har udført flere protester imod minedrift på dybhavsbunden. Sammen med maori aktivister har vores aktivister konfronteret forskningskibet James Cook. Den fredelige aktion skete i den østlige del af Stillehavet, da skibet var på vej tilbage fra en syv uger lang tur til Clarion Clipperton Zonen.

Vi presser regeringer til at vælge beskyttelsens side. Størstedelen af verdens regeringer er imod minedrift på havbunden, men de gør endnu ikke meget for at forhindre det. Tolv lande har indtil videre erklæret, at de vil afvise forslaget om at give grønt lys til minedrift på havbunden i 2023. Sammen kan vi sikre, at flere regeringer sætter sig imod industrien.

Vi arbejder for en grøn omstilling med vedvarende energi og et et mindre forbrug, der vil mindske behovet for at udvinde råstoffer fra naturen.

Vi arbejder for en stærkt havtraktat. Verdenshavet kan ikke tåle mere ødelæggelse. Vi gør alt vi kan for at sikre, at den globale havtraktat, der blev vedtaget af FN i 2023, bliver ratificeret og implementeret. Så vi kan beskytte store områder fra destruktive industrier.

Skriv under, følg med og tag handling

Har du også lyst til at være med til at kæmpe for vores dybe, blå oceaner? Skriv under HER og modtag vores nyhedsbrev.