I sidste uge endte mere end et års tøven om fremtiden for olie og gas i Nordsøen, efter et bredt flertal i Folketinget opnåede enighed om en ny aftale. Især to dele sprang ud og fangede overskrifterne: De fremtidige udbudsrunder for at tildele nye licenser stoppes, og al produktion af olie og gas udløber senest i 2050.
Greenpeace og mange andre har rost aftalen. Rosen er berettiget, fordi der er tale om et historisk skift i Nordsøen. Et skift, der nu har ført til, at hensynet til klimaet for første gang reelt tænkes ind i olie- og gaspolitikken.
For mindre end to år siden var der bred enighed i Folketinget om, at Nordsøen skulle suges fuldstændig tør for olie. Men et klimavalg, vedvarende klimademonstrationer, skolestrejker, fredelige protestaktioner og meget mere har på rekordtid ikke alene sikret en decideret grøn kovending hos enkelte partier, men hos næsten et helt Folketing. Det er et entydigt vidnesbyrd om, at det nytter at kæmpe. Det er enormt opløftende i en ellers svær tid.
Betyder det så, at aftalen er god nok, og at vi er i mål? Nej.
Aftalen giver mulighed for at øge den eksisterende produktion frem til slutdatoen i 2050. Det strider imod klimavidenskabens klare opfordringer om, at der skal rykkes hurtigt de næste ti år, hvor produktionen af fossile brændsler skal falde, og kurven over udledningen af drivhusgasser skal knækkes.
I Greenpeace har vi en meget klar forventning om, at skulle et olieselskab sende en ansøgning om licens til godkendelse hos ministeren og Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, så vil partierne være deres grønne løfter og ansvar yderst bevidst.
Derudover er en slutdato for olie og gas i 2050 for sent. I Parisaftalen har Danmark vedkendt sig princippet om common but differentiated responsibility: At klimakrisen er en udfordring, alle lande skal løse, men at nogle lande har et større ansvar end andre. Danmark er et velstående land og har historisk udledt store mængder drivhusgasser. Derudover har vi stadig indrettet vores levevis således, at der er brug for adskillige jordkloder, hvis alle skulle leve som os.
Hvor verden som helhed skal være CO2-neutral i 2050 for at leve op til Parisaftalen, så skal Danmark opnå dette længe inde. Andet ville ikke kun være et brud med Parisaftalen, men også et solidarisk svigt af verdens mest udsatte, der allerede nu mærker konsekvenserne af klimakrisen langt hårdere end andre.
Rige lande skal med andre ord skuldre mere end andre, og derfor opfordrer Greenpeace til, at Danmark allersenest i 2040 skal sætte prop i Nordsøen.
Politikere bag aftalen og olie- og gasindustrien har glædet sig over, at aftalen gælder de næste 30 år, og at der dermed er skabt ro omkring forholdene i Nordsøen. Det kan Greenpeace på ingen måder acceptere, men det er heldigvis også en tvivlsom spådom.
Kigger vi blot små ti år tilbage, så er nordsøaftalen fra sidste uge den tredje af slagsen. Da den seneste aftale blev vedtaget i 2017, lød der nøjagtig samme toner fra politikere og industrien: Nye faste rammevilkår, der sikrede ro langt ud i fremtiden. Alligevel står vi her tre år efter, og helt nye vinde vejrer.
At den nuværende aftale kommer til at sikre olieindustrien uforstyrret ro og uændrede vilkår de næste 30 år, er i bedste fald dybt naivt.
Alt det betyder på ingen måde, at aftalen er ubrugelig, og mens vi her i landet kæmper os frem til noget bedre, så er der i udlandet store potentielle gevinster at hente. Danmark er en relativ stor olieproducent (EU’s største), og vores annoncering af en slutdato er bestemt ikke uden betydning og er ikke gået ubemærket hen. Udenlandske medier som Financial Times var hurtige til at samle historien op.
Vi behøver blot at kigge til vores nabo Storbritannien, der har en markant større olieproduktion end Danmark, og som er vært for næste års store klimatopmøde i december. Klimabevægelsen i Storbritannien har ikke været langsom til at omsætte nyheden fra Danmark til yderligere pres på regeringen om mere lederskab. Norge – et andet stort olieproducerende land i Nordsøen – har valg i 2021, og også her raser debatten om oliens fremtid.
Derfor er det også glædeligt, at den nye aftale indeholder et konkret initiativ, der skal sikre, at Danmark aktivt arbejder for at få andre lande til at tilslutte sig en udfasning. Det er uden tvivl her, at aftalen kan få sin største klimaeffekt, mens vi begynder at arbejde på en ny.
Indlægget er bragt hos Politiken d. 16. december, 2020.
