Den globale fond for klimaskabte tab og skader indeholder lige nu mindre end en sjettedel af den erstatning, den danske minkbranche står til at få. Men vi får ikke alle lande til at reducere deres udledninger, før den fond fyldes op, skriver klima- og miljøpolitisk leder, Helene Hagel. Og løsningen er faktisk både simpel og ligger lige for.
I Helsingør for et par uger siden var minister for global klimapolitik Dan Jørgensen vært for et klimamøde for hele verden. Her satte man kursen mod COP29 i Azerbaijan til november, hvor det store tema bliver klimafinansiering til verdens fattigste. En af de største – hvis ikke den største – udfordring i den globale klimapolitik er, at de mest sårbare folk rundt omkring i mange år har haft både krav på og ret til økonomisk erstatning, men ikke har fået den. Før de mest sårbare lande bliver kompenseret for de klimaskabte tab og skader, de lige nu oplever, og som kun vil vokse i de kommende år, vil det være umuligt at få skabt tillid mellem landene og få alle med på, at også de skal reducere deres udledninger hurtigt.
Derfor får vi ikke hævet det globale ambitionsniveau før vi 1) kommer i gang med at skaffe nogle af de penge, der skal ind i den nye klimafond til tab og skader, som hele verden oprettede på COP28 i Dubai sidste år og 2) vedtager et retfærdigt nyt finansieringmål på COP29.
Der er pt. 661 millioner USD i fonden, hvilket svarer til mindre end en sjettedel af den erstatning de danske minkavlere lige nu står til at få. Og vi ved, at der er brug for op imod 580 milliarder USD inden 2030, hvis fonden skal kunne hjælpe dem, der får brug for det.
Løsningen er en afgift på hvert ton kul, olie og gas der indvindes – en CO2-skadeskat
Heldigvis ligger løsningen lige for. En løsning, der ikke vil koste skatteborgerne penge, men som tværtimod også vil hjælpe befolkningerne i de olieproducerende lande. Til og med en løsning, der vil bidrage dobbelt til formålet: den vil skaffe penge til “Fonden for tab og skader”, mens den samtidig vil svække den fossile industri, der skaber klimakrisen og de medfølgende tab og skader.
Vores forslag er som følger:
- En indledende afgift på 5 USD per ton CO2e, der hvert år stiger med yderligere 5 USD, hvilket vil generere:
- 41,9 milliarder USD i 2024, hvis afgiften udelukkende påføres af G7-landene. Ved udgangen af 2020’erne vil det kumulerede provenue være 675 milliarder USD, hvoraf man kan bruge 80 pct. (540 milliarder) til “Fonden for tab og skader” og 20 pct. (135 milliarder) til national klimahandling.
- Hvis afgiften pålægges i alle OECD-lande, vil den kunne generere 56 milliarder USD i 2024. Inden 2030 vil den samlet set skaffe os 900 milliarder USD. Igen kan 80 pct. (720 mia. USD) gå til “Fonden for tab og skader” og 20 pct. (180 mia. USD) til national klimahandling.
Forureneren skal betale
De forventede økonomiske omkostninger for tab og skader ligger på mellem 290 og 580 mia. USD inden 2030. Men ved at benytte forureneren betaler princippet, vil langt størstedelen af det, der er brug for, altså kunne hentes på en direkte afgift på fossile brændsler.
Men vil fossilindustrien så ikke blot tilbageføre afgiften på forbrugerne – så benzin og kul bliver dyrere, og skatteborgerne ender med at betale? Vores forslag er meget klart: forbrugerne skal ikke betale prisen. Fossilindustrien har i gennemsnit haft 2,8 mia. USD i profit HVER DAG de sidste 50 år. Industrien, ikke borgerne, skal betale regningen for klimakrisen. Regeringerne må derfor, hvor muligt, regulere for at kontrollere, at afgiften ikke lægges over på forbrugerne, ved at kræve at fossilindustrien betaler afgiften fra deres profitter.
Fordelene ved en “CO2-skadeskat” kan således opsummeres:
1) Mobilisering af penge til at betale for tab og skader
2) Støtte til omstilling for lokalsamfund i olieproducerende lande
3) Accelerering af fossil udfasning ved at fordyre produktionen
4) Økonomisk pres på industrien til at ændre sin forretningsmodel.
Win. Win. Win. Win. Win. Win….
