Efter længere tids tøven fra klimaminister Dan Jørgensens side, står en bred gruppe af partier nu bag, at Danmark sætter en stopper for nye efterforsknings- og produktionstilladelser samt at den eksisterende olie- og gasproduktion udløber senest i 2050. 

Det er et historisk vendepunkt, at Danmark siger stop for nye udbudsrunder og ikke mindst sætter en slutdato på produktionen af olie og gas i Nordsøen. Den brede politiske aftale leverer på en del af vores internationale forpligtelser i klimaloven og sender et krystalklart signal, der vil give genlyd i hele verden.

En udløbsdato for Nordsøolien er en kæmpe sejr for klimaet og alle dem, der i årevis har kæmpet for beslutningen. Greenpeace og rigtig mange vores frivillige og vores donorer har de seneste måneder og år lagt pres på regeringen. Vi har demonstreret foran Folketinget og Klimaministeriet, fået historier og indlæg i pressen, lavet opslag på de sociale medier, besat en boreplatform i Nordsøen i 37 timer og indsamlet tusinder af underskrifter. Det er fantastisk, at vi i dag kan fejre, at det har virket!

“Vores mundbind kommer til at vige pladsen for champagneflasken, når vi med god afstand skal skåle på den her historiske klimasejr, der har været kæmpet for i årevis,” siger Helene Hagel.

Den politiske aftale er indgået i forligskredsen bag Nordsøaftalen fra 2017 mellem regeringen, Radikale, SF, Venstre, Konservative samt Dansk Folkeparti. Også Enhedslisten og Alternativet har i flere år talt for et forbud mod ny oliejagt.
Aftalen har dog en væsentlig rids i lakken, da der stadig vil være enkelte muligheder for ny efterforskning og udvinding i den danske del af Nordsøen frem mod 2050: 

“Aftalen lader uheldigvis en kattelem stå på klem til olieselskaberne i form af såkaldte minirunder og nabo-tilladelser, men vi har en absolut forventning om, at de ikke vil blive aktuelle i lyset af klimakrisen og det kraftfulde signal, man nu sender om, at udfasning er næste kapitel i Nordsøen,” siger Helene Hagel, uden at det dog overskygger hendes generelle begejstring: 

“Man kan ikke undervurdere potentialet i, at Danmark nu kan blive et foregangsland for fossil afvikling. Hidtil har vi ikke kunnet kræve af Saudi-Arabien, USA, Rusland og andre store olielande, at de begrænser deres produktion. Det vil give os en helt anden troværdighed på den internationale scene, at vi nu som et relativt stort olieproducerende land for første gang reelt gør noget for at begrænse den fossile produktion.”

Project North Sea: Activists Swim to Oil Rig in Denmark. © Andrew McConnell / Greenpeace
© Andrew McConnell / Greenpeace

Danmarks historiske beslutning giver os ikke kun mulighed for at lægge pres på de store olieproducerende lande, der ligger langt væk. Den skubber også kraftigt til vores nabolande, der endnu ikke har afviklingsplaner for deres produktion i Nordsøen: 

“Der er ingen tvivl om, at Norge og Storbritannien, der har en endnu større olieproduktion i Nordsøen end i Danmark, nu vil blive sat under ekstra pres for også at levere på deres internationale forpligtelser til at bremse klimakrisen. Det her er forhåbentligt det første skridt mod en total udfasning af den fossile produktion i hele Nordsøen,” siger Helene Hagel. 

Hvis verden skal nå at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, skal vi begrænse olie, gas og kul-produktionen med 6 procent om året frem mod 2030. Dette er langt fra, hvad verdens lande er i gang med netop nu. Landenes samlede planer peger nemlig i retning af en årlig forøgelse på 2 procent, hvilket i 2030 vil betyde, at produktionen vil være det dobbelte af, hvad der er foreneligt med 1,5-gradsmålet, viser FN’s seneste Production Gap-rapport fra 2. december 2020.

Selvom vi er rigtig glade i Greenpeace i dag, så mener vi stadig, Folketinget bør gå tilbage til forhandlingsbordet og lave en endnu bedre aftale. Vi opfordrer til, at Folketinget helt lukker muligheden for alle udvidelser af produktionen og udfaser produktionen af olie- og gas senest i 2040, derfor bør regeringen igangsætte en undersøgelse af mulighederne for udfasning af den eksisterende produktion. En tidlig udfasning kan udover den positive klimaeffekt fra mindre olie og gas, bidrage til at flytte arbejdskraft over i udbygningen af den vedvarende energi.

Fakta om Nordsøolien gennem tiden 

  • I 1934 fik amerikaneren Frederik F. Ravlin som den første tilladelse til at foretage efterforskningsboringer i Danmark, men uden at gøre kommercielle fund.
  • I 1972 starter Danmarks første fossile olieproduktion fra Dan-feltet i Nordsøen. Feltet producerer stadig olie i dag.
  • I den danske del af Nordsøen er der produktion på i alt godt 55 platforme fordelt på 20 olie- og gasfelter. Total står for produktionen på 15 af felterne, mens INEOS er operatør på tre felter, Hess på ét felt og Wintershall på ét felt.
  • Danmark producerede i 2019 103.000 tønder olie per dag og 3,2 mia. m3 gas, ifølge BPs Statistical Review of World Energy 2020.
  • I 2018 inviterede Danmark olie- og gasselskaber til at ansøge om nye efterforsknings- og produktionstilladelser i Nordsøen under den såkaldte 8. udbudsrunde. Ved deadline i februar 2019 havde fire selskaber ansøgt: Total, Ardent Oil, MOL Oil og Lundin Oil. I efteråret 2019 kaldte Dan Jørgensen time-out på en beslutning om nye licenser, efter voksende folkeligt og politisk pres. 8. oktober 2020 meddelte Dan Jørgensen, at Total samt MOL Oil og Lundin Oil havde trukket deres ansøgning efterforskning- og produktionstilladelse tilbage, og indkaldte på baggrund heraf til politiske forhandlinger.