Op- og nedture og store loops (eller loopholes), sådan lyder opskriften på den rutchebanetur, FN’s 28. klimakonference netop har haft verden med på. Turen sluttede med et overordnet set skuffende slutdokument, men der blev også sendt et vigtigt signal.
Hvad blev der besluttet på COP28?
Mange ting. Det vigtigste handler dog om fossile brændsler, som for første gang nævnes i et slutdokument.
Med et stigende globalt krav op til COP28 om at udfase olie, kul og gas og overgå til sol- og vindenergi havde verdens ledere her en gylden mulighed for endelig at blive enige om at afslutte æraen for fossile brændsler. Et tidligt udkast til sluterklæringen havde da også udtrykket “udfasning af fossile brændsler” i teksten, men i de sidste dages forhandlinger røg ordet “udfasning” ud og blev i stedet erstattet af en mere uforpligtende opfordring til at verdens lande “på en retfærdig og rimelig måde omstiller sig væk fra fossile brændsler”.
Så til trods for at planeten med foruroligende hast nærmer sig grænsen for, hvor meget opvarmning den kan klare før økosystemerne begynder at kollapse, så er aftalen altså langt fra virkelighedens krav om en fair, fuld og finansieret udfasning af olie, kul og gas.
Alligevel sender dokumentet et vigtigt signal til fossil-industrien, siger klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, Helene Hagel:
“Vi havde selvfølgelig håbet på en stærkere aftale, men når aftalen skal oversættes til konkret politik, så er der trods alt nogle formuleringer, man kan tage med sig videre. For eksempel står der, at vi skal accelerere handling i dette afgørende årti, og selvom det måske ikke lyder så forpligtende, så betyder det i vores oversættelse til politikerne, at de skal i gang indenfor alle sektorer med det samme. Og det, vil vi kæmpe for, kommer til at ske.”
Læs også: Helene Hagel på COP28: “Det er super angstprovokerende”
Hvorfor blev resultatet ved COP28 ikke bedre?
Klimatopmødets sluttekst er altid et kompromis, fordi alle 198 lande – herunder nogle alt for magtfulde oliestater – skal ende med at nikke ja. Oliestaterne på den ene side havde helt afvist at sige farvel til fossile brændsler, mens de ambitiøse lande, herunder EU og de små udsatte østater, ønskede et klart signal om, at verden skal skille sig af med selve roden til klimaproblemet: Olie, kul og gas.
“Selvom fossile brændsler aldrig har fyldt så meget på en COP før, er den endelige aftale endnu et eksempel på, at internationale klimatopmøder foregår i et parallelunivers, langt fra virkelighedens raserende klimakrise. Nu må vi kaste alt vi har ind i, at denne aftale bruges til at sikre, at vi når 1,5 gradersmålet. Det skal være muligt, men en stærkere aftale havde gjort det lettere,” siger Helene Hagel.
Læs også: Din guide til FN’s klimatopmøde COP28 i Dubai
Hvilke lyspunkter er der ved COP28?
Et lyspunkt er, at fossile brændsler for første gang overhovedet er nævnt i et af klimatopmødernes slutdokumenter. Samtidig er der skabt et momentum, som aldrig har været større, siger Helene Hagel:
“Selvom analysen fra maven, når man tænker på verdens udsatte og sit lille barn derhjemme, er, at det her ikke var, hvad vi havde så desperat brug for, så er der også noget af det, der skete hernede, som man godt kan kalde historisk. 130 af de i alt 198 lande til mødet, var nemlig enige om, at en udfasning af fossile brændsler skulle med i den endelige aftale. Det kom det jo ikke, men sidste år var det kun 80 lande, der bare sagde at fossile brændsler skal nedfases, som jo er mere vagt. Så det rykker sig. Det er det signal, fossilindustrien har frygtet, og det er noget af det, vi kan bruge til at presse politikerne til handling.”
Hvad er næste skridt for at opnå klimahandling?
Der er ikke længere tid til udenomssnak og fine ord. Der er menneskeliv og hele nationers overlevelse på spil. Nu skal vi se konkret, hurtig og retfærdig handling. Olieselskaberne skal stoppes i at bore efter ny olie og gas. Det er der på ingen måde plads til i CO2-regnskabet, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at holde den globale temperaturstigning under de 1,5 grader, som vi har forpligtet os til i Parisaftalen. Vi har allerede fundet langt mere olie og gas, end vi må bruge.
Læs også: 1,5 graders målet er et spørgsmål om liv eller død
Samtidig skal vi have skabt et system, hvor olie- og gasgiganterne kommer til at betale for de klimaskader, de er skyld i. De har pengene. Sidste år kom de med det ene rekordregnskab efter det andet, men det sker på bekostning af os alle sammen, og ikke mindst på bekostning af de mennesker, der lever de mest udsatte steder i verden, og som har gjort allermindst for at skabe den klimakrise, vi befinder os midt i.
Hvordan kæmper Greenpeace mod olie- og gasboringer i Nordsøen?
I Greenpeace kæmper vi for at stoppe nye boringer efter fossile brændsler, for at få en hurtig udfasning af olie, kul og gas og for at få forurenerne til at betale. Det gør vi både ude i verden og her i Danmark, hvor vi udleder dobbelt så meget CO2 som den gennemsnitlige verdensborger, og hvor vi på trods af vores status som foregangsland også er i gang med at tillade nye boringer i for eksempel Hejre-feltet i Nordsøen.
Hvis du også er imod nye boringer efter olie og gas i Hejre- feltet og i resten af Nordsøen, kan du blive en del af kampen. Se hvordan, her:
