Trods den politiske beslutning i 2020 om at stoppe alle tilladelser til nye boringer efter gas og olie i Nordsøen, er Danmark nu alligevel på vej ind i en ny klimaskadelig gasjagt. Men hvor valide er regeringens argumenter for at tillade dette egentlig?
Regeringen har tænkt sig at give det norske olieselskab BlueNord tilladelse til at indlede ny gasjagt i Nordsøen i området Elly-Luke, hvor der efter sigende findes fossilgas svarende til 2,5 gange det årlige gasforbrug i DK. Nye boringer er både i strid med videnskaben og gambler med vores hårdt oparbejdede troværdighed på den internationale klimascene, hvor vi arbejder for – ja, netop et stop for ny olie- og gasjagt. Regeringen bør derfor takke nej.
Men hvad er egentlig regeringens argumentation for at ville tillade ny gasjagt? Jeg har samlet de fire hovedargumenter fra Klima- Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard, og vil nu gennemgå dem ét for ét i håbet om, at vi efterfølgende kan have en mere saglig debat om, hvorvidt det er en god idé eller ej at åbne et nyt gasfelt i Nordsøen.
Påstand 1: Gas er bedre end olie og kul og en “overgang” til grøn energi. En trædesten i den grønne omstilling
Faktuelt forkert. Det er en sejlivet myte, at gas er bedre end olie og kul. Gas er ikke en “overgang” til noget som helst godt. Hvis vi skal nå 1,5 grader, skal vi i EU udfase fossilgas inden 2035. Ikke kun Putins gas. Men alt gas. Vores nye gasjagt vil betyde, at vi hiver ny gas op indtil 2050. Det er simpelthen ikke en mulighed – i hvert fald ikke hvis man går klimavidenskabeligt til værks. Når man argumenterer med, at gas er bedre end kul og olie, er det fordi gas primært består af metan, som brænder “renere” end olie eller kul. Men nyere studier, der sammenligner hele brændslets “livscyklus”, viser, at gas er mindst lige så slemt som kul hvis ikke værre. Selvom der udledes mindre CO2, når gassen afbrændes, så er metan i sig selv en meget farlig drivhusgas, der er 84 gange så potent som CO2 set over en 20-årig periode. Der lækkes metan, når man transporterer, opbevarer og afbrænder gassen. Så hvis der regnes i en 20-årig periode, kan konsekvensen af et skift fra olie til fossilgas ifølge DTU være 39 procent højere udledning af drivhusgasser, fordi der sker disse skadelige metanlæk undervejs i processen fra brønd til afbrænding. Rørledninger vil i teorien have mindre metanlæk end skibe, men vi ved det faktisk ikke. Der findes ingen empiri. Konklusion: Nej, gas er ikke bedre end olie og kul. Fossile brændsler er fossile brændsler er fossile brændsler.
Påstand 2: Den CO2-udledning, denne gasjagt vil medføre, ændrer ikke “noget som helst ved de danske klimamål”
Det er ikke forkert: Kun selve produktionen af gassen tæller med – ikke afbrændingen, hvis denne sker i et andet land. Problemet med dette argument er, at grænser er ligegyldige for klimaet. Denne gas vil blive brændt af et sted, hvor alternativet kunne have været grøn energi eller energibesparelser. Der findes ikke ét eneste CO2-budget, der tillader, at vi starter ny gasjagt. Faktisk skal mere end halvdelen af den gas, verden allerede har fundet, forblive urørt i undergrunden. Derfor er det også helt hovedløst at lede efter NY gas – ligegyldigt i hvis regnskab, den skal tælle. Eller, som man siger i den alliance for at stoppe olie- og gasjagt globalt (BOGA), som den danske regering stiftede i 2020: “Estimater viser, at hvis vi skal have en nogenlunde chance for at undgå farlige klimaforandringer, kan vi ikke afbrænde mere end 41 procent af de allerede fundne gasreserver”. Konklusion: Vi har ét CO2-budget i hele verden, og denne gasjagt er der ikke plads til indenfor det budget.
Påstand 3: Putin Power eller Nordsø Power. Vores gas er bedre end Putins eller Qatars, derfor er det en hjælp til Tyskland
Sådan her går man fossilindustriens ærinde. Efter Putins invasion har vi set et af de mest åbenlyse eksempler på en ‘chokdoktrin’, hvor gasindustrien hurtigt skiftede sine budskaber og lobbyvirksomhed fra “energiovergang” (jf. Aagaards første argument) til “energisikkerhed” og kynisk skræmmer regeringer til massive, unødvendige fossile investeringer. En kortsigtet energiforsyningskrise forværrer dermed klimakrisen.
Den nye gas vil tidligst kunne hives op af Nordsøen om fire-seks år. Til den tid skal Europa jo gerne længe have været helt uafhængig af gas fra Rusland. Spørgsmålet er, om vi overhovedet har brug for at lede efter ny fossilgas, for at komme af med Putins fossile brændsler? Nej! Denne analyse viser, hvordan vi kan erstatte Putins gas og kul 107 procent inden 2025, hvis vi bare tænker os lidt om. Vi kan fjerne en større efterspørgsel efter kul og gas fra Rusland, end der var inden krigen, hvis vi investerer i sol, vind, varmepumper, energieffektiviseringer mv. Faktisk kan vind, sol og varmepumper alene fjerne 70 procent af den tidligere import fra Rusland. Tyskland har som bekendt en stor industri. Industrien i EU står for 27 procent af gasforbruget, mens opvarmning af bygninger står for 35 procent. I bygningerne kan man isolere og elektrificere. Det er relativt ligetil. Men også i den store tyske industri kan man gøre meget: Ved at implementere de grønne værktøjer, vi allerede har tilgængelige inden for kemikalieindustrien, fødevareindustrien og glas og keramik mv. kan vi faktisk reducere op til 25 procent af EU’s totale gasforbrug i løbet af de næste fem år. Derudover forventer også 3 ud af 4 gasindkøbere i Europa at reducere deres indkøb i løbet af de næste fem år. Tyskland er allerede i gang med at opbygge en massiv overkapacitet på gas, som langt overskrider behovet i dag. Samtidig har man allerede sænket forbruget fra 91,7 mia. m3 i 2021 til 77,4 mia. m3 i 2022, og det skal ramme nul i 2035, hvis Tyskland skal efterleve Parisaftalen. Konklusion: Danmark skal hjælpe med at reducere fossilgasforbruget. Det er dybt, dybt uansvarligt at gøre det modsatte og sende endnu flere klimaskadelige brændsler på markedet.
Påstand 4: Mini-udbudsrunderne er en del af Nordsøaftalen, og der var ikke opbakning i forligskredsen til at sige nej
Sådan her står i en aktindsigt, jeg fik fra Klimaministeriet: “Ministeren har mulighed for at afvise en ansøgning. Uanset om en udbudsrunde er sat i gang, (…) kan ministeren vælge ikke at meddele nye tilladelser.” Selvfølgelig kan ministeren stoppe dette, hvis han vil. Han kan da i det mindste forsøge. Det har han ikke gjort. Ifølge Undergrundsloven skal han informere udvalget, men udvalget har ikke indsigelsesret. Det gælder naturligvis som altid, at en minister kan risikere at få et flertal i et udvalg og dermed Folketinget imod sig – men sådan er politik jo. Lars Aagaard er heldig – han sidder som minister i en flertalsregering. Hans kollegaer i Socialdemokratiet har jo sådan set startet den globale alliance for fossil udfasning, BOGA, så det er svært at forestille sig, at han ville få problemer med dem. Og heller ikke hos hans kollegaer i Venstre, hvor bl.a. Klimaordfører Linea Lidell har udtalt: “Lad os kalde en spade for en spade: Naturgas er en fossil energikilde, som aldrig bliver klimavenlig” bør han møde modstand.
Omstændighederne har ændret sig siden Nordsøaftalen 2020. Dengang var det også en dårlig idé at videreføre muligheden for at udvide produktionen, men i 2021 konkluderede Det Internationale Energiagentur oven i købet, at der ikke er plads til nye fossile projekter, hvis vi skal nå 1,5 gradersmålet. Det kalder naturligvis på, at Nordsøaftalen genforhandles, så den afspejler virkelighedens krav om stop for al ny fossiljagt.
Så kære Aagaard: Har du ikke et eneste argument for at tillade denne gasjagt, der faktisk holder?
