Regeringen har indtil videre brugt 15 måneder på at overveje, hvad man gør med oliejagten i Nordsøen og den 8. udbudsrunde. Det lugter mere og mere af, at man pønser på et kompromis med den fossile industri.
Ida Marie, Esben, Fabian og Jakob svømmede forleden til Danmarks første olieplatform, Dan Bravo, i Nordsøen, 210 km fra Esbjerg. Her slog de lejr på helikopterdækket i små 40 timer, fordi det indtil videre har taget regeringen små 15 måneder ikke at tage stilling til, hvad der burde være den nemmeste klimapolitiske beslutning på klimaministerens bord, siden Dan Jørgensen tiltrådte: et omgående stop for ny oliejagt.
De fire unge mennesker tog ud i Nordsøen for at få regeringen til at tage ansvar. For at få den til at tage videnskaben alvorligt. De fik ikke et svar, men til gengæld var olieselskabet Total, der driver olieplatformen, forholdsvis anerkendende i deres kommunikation: »Hos Total deler vi bekymringen over den globale klimakrise«, skrev Total blandt andet til danske medier: »Som en global energispiller og den største olie- og gasproducent i den danske Nordsø har vi en vigtig rolle at spille i den grønne energiomstilling og derfor også et stort ansvar.«
Men Total skrev også noget andet i deres charmeoffensiv til offentligheden, der for alvor fik alarmklokkerne til at ringe, fordi det varsler en mulig politisk udvej på hele miseren omkring ny oliejagt eller ej: »Produktion fra fremtidige licensrunder vil ske i transitionsperioden frem mod 2050, og derfor opfatter vi det ikke som en udfordring for vores engagement og interesse, hvis nye efterforskningslicenser skulle udløbe i 2050.«Total ser sig selv som en del af løsningen i forhold til at hjælpe energiomstillingen på vej, måtte offentligheden forstå.
Hvorfor antyder Total pludselig 2050 som slutdato for eventuelle nye rettigheder til olie- og gasproduktion? Har Total, der er den største olie- og gasproducent i Nordsøen, og et blandt fire olieselskaber, der har søgt om tilladelse til ny oliejagt, set et forslag fra regeringen om en udbudsrunde med forkortede produktionstilladelser? Et forslag, vi andre intet kender til?
Hvis den 8. udbudsrunde i Nordsøen gennemføres i overensstemmelse med det oprindelige udbud, så får Total og en række andre olieselskaber som udgangspunkt lov til at lede efter og sidenhen producere ny olie og gas fra den danske undergrund de næste 36 år – og potentielt de næste 40 år. Altså vil 8. udbudsrunde, hvis den igangsættes i år, som udgangspunkt vare til 2056, potentielt til 2060.
Dette er selvsagt et problem, fordi hele verden skal være CO2-neutral i 2050, hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Det bør være en logisk umulighed at tillade ny oliejagt til 2060, når vi med klimaloven er enige om at være klimaneutrale senest i 2050.
Når Total sort på hvidt italesætter en tidligere slutdato end oprindeligt planlagt som en udgang på den aktuelle hovedpine for regeringen, så fristes man til at tro, at dette er en model, som regeringen seriøst overvejer – og som de har klappet af med de fire olieansøgere.
Hvis Dan Jørgensen tror, at han kan komme ud af regeringens dilemma med æren i behold ved at fremlægge, hvad der måske måtte anses som en mellemvej – ja til ny oliejagt, men ’kun’ til 2050 – så må klimaministeren tro om igen.
Vi forstår godt, at en lidt tidligere slutdato på en ny oliejagt kan virke som en besnærende løsning, som regeringen måske endda vil have held med at sælge til offentligheden som en ansvarlig beslutning. Og klimaministeren kan med et oliekompromis komme Finansministeriets eventuelle insisteren på, at vi ikke har råd til at droppe udbudsrunden, i møde.
Men intet pr-arbejde og spin kan nogensinde gøre den model til den rigtige løsning. At kappe 6-10 år af licenserne i en ny udbudsrunde kan aldrig nogensinde legitimere et ja til ny oliejagt. For spørgsmålet bør grundlæggende ikke være, om vi stopper med at udlede CO2 i dette eller hint år om et par årtier.
Problemet er, hvor meget CO2 der vil blive udledt indtil da. Verden har et utroligt lille CO2-budget, der hver dag skrumper. Og regeringen skal ikke regne med ros fra nogen, der tager klimakrisen seriøst, hvis man ikke tager sit ansvar og videnskaben alvorligt.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Politiken lørdag den 29. august 2020.
