Gennem Østersøen sejler de her dage den ene gigantiske olietanker efter den anden. Med lasten fuld af russisk olie. Langt det meste med en europæisk havn som destination. Siden krigens start er over 100 olie og gastankere sejlet fra Rusland til Europa, viser Greenpeaces automatiske Tanker Tracker. En enkelt af disse olietankere kan have en markedsværdi på op mod 500 millioner kroner.
Den tætte trafik gennem Østersøen og Sortehavet udstiller vores dybe afhængighed af fossile brændsler, og den udstiller den stærkt ubehagelige kendsgerning, at vi medfinansierer krigen i Ukraine. Med den ene hånd sender vi våben og penge til Ukraine og med den anden hånd køber vi olie fra Rusland og sender penge til Putins krigsmaskine.
EU aftager omkring halvdelen af den russiske olieeksport, hvilket er nok til at finansiere hele Ruslands militær ifølge den europæiske NGO Transport & Environment. De estimerer, at EU i 2021 købte for knap 2 mia kroner russisk olie om dagen. Det er måske en forklaring på, hvorfor Ruslands militærudgifter de seneste 20 år har fulgtes tæt med indtægterne fra olieeksporten til Europa.
Hvis vi vil tage vores demokrati og frihed alvorligt, så er det uacceptabelt. Hvis vi vil handle i solidaritet med Ukraine, så kan vi ikke aftage for milliarder kroner af russisk olie.
Det Internationale Energiagentur IEA har advaret om, at der er lille udsigt til, at vi kan erstatte den russiske olie med andre kilder her og nu. Sanktioner mod Iran forhindrer landet i at eksportere olie, og der er lille villighed til at øge produktionen i OPEC-landene.
Men det kan sagtens lade sig gøre at, reducere vores import af russisk olie nu og her. IEA selv har netop fremlagt en 10-punktsplan. Opskriften er simpel: Reducér vores forbrug af olie.
IEA kalder blandt andet for bilfrie søndage, mere hjemmearbejde, billigere offentlig transport og nedsatte hastighedsbegrænsninger på motorvejene som effektive tiltag. Hvis vi reducerer vores olieforbrug vil det ifølge IEA både hjælpe med at reducere smerten følt af forbrugere, reducere Ruslands indtjening på olie og mindske den økonomiske skade. Derudover er der den helt åbenlyse klimagevinst, hvor klimakrisen kalder på øjeblikkelige reduktioner.
Det må og kan vi også gøre i Danmark. Transporten står for 80% af olieforbruget i Danmark, så derfor må en reduktion af olieforbruget først og fremmest sætte ind over for transportsektoren. Her er bare fire tiltag der ligger lige for.
Sænk hastigheden på motorvejen. Beregninger fra Teknologisk Institut viser ifølge TV2, at en almindelig personbil sparer 17-18 procent brændstof ved sænke farten fra 130 til 110 km/t.
Danmark må for det første indføre bilfrie søndage igen for effektivt at begrænse vores afhængighed af russisk olie. Det har vi allerede god erfaring med fra energikrisen i 70’erne, der var med til at begrænse Danmarks forbrug af olie.
Der må også laves et stop for alle flyruter, som kan nås med tog på under otte timer. Flysektoren er mest olieforbrugende transportform til persontransport, så reduceret flytransport vil spare olie i stor stil.
Politikerne bør som det tredje også tilbyde et gratis og miljøvenligt alternativ til at tage bilen. Offentlig transport kan gøres gratis. New Zealand har lige halveret priserne på offentlig transport de næste tre måneder.
Den sænkede efterspørgsel på olie vil også give et prisfald på benzin og diesel, og dermed fungere som en håndsrækning til familier, hvor afhængigheden af bilen fortsat er stor.
Samtidig må kortsigtede værktøjer til at reducere efterspørgslen nu og her kombineres med tiltag, der sikrer en mere langvarig, strukturel vej ud af vores fossile afhængighed. Salg af fx olie – og gasfyr må stoppes med det samme, salg af fossilbiler bør forbydes fra 2024 og fossile infrastrukturprojekter som fossilgasledningen til Nordic Sugar må stoppes.
Hvis vi tager vores demokrati alvorligt, og vil handle i solidaritet med Ukraine, så kræver det at vi reducerer vores olieforbrug nu og her. Og hvis vi ikke vil medfinansiere fremtidige konflikter med olie og gas som omdrejningspunkt, så skal vi helt ud af vores fossile afhængighed.
Indlægget blev oprindeligt bragt i Ingeniøren 31. marts 2022.