Danmark har i dag givet tilladelse til åbningen af Hejre-feltet, et helt nyt olie- og gasfelt i Nordsøen. Herfra får fossilgiganten INEOS nu lov til at hente olie og gas op af den danske undergrund 24 år frem i tiden. Greenpeace arbejder for at få tilladelsen trukket tilbage.

En Greenpeaceaktivist står bag Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard med beskeden: “Hejre: #IkkeMinTilladelse” © Greenpeace

Op til 25.000 tønder om dagen frem til 2047. Så meget olie regner den britisk/schweiziske fossilgigant INEOS med at kunne hente op fra Hejre-feltet i den danske del af Nordsøen ca. 300 kilometer fra den jyske vestkyst. Det er officielt Energistyrelsen, der i dag har givet olieselskabet INEOS tilladelsen til udvikling og drift af det endnu uudnyttede olie- og gasfelt. 

I Greenpeace vil vi arbejde for at få denne tilladelse trukket tilbage. Vi skal ikke i 2024 give tilladelse til endnu mere olie- og gasproduktion. Tværtimod skal vi ifølge klimavidenskaben med det samme stoppe med at åbne nye fossile felter, forklarer klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel:

“En tilladelse til at trække ny olie og gas op af undergrunden på dette tidspunkt i historien, hvor verden allerede kæmper med ekstreme oversvømmelser, brande og tørke, er helt ude at trit med virkeligheden, stik imod al sund fornuft og stik imod al klimavidenskab. Der er absolut ingen plads i CO2-regnskabet til at åbne nye boringer efter endnu mere olie og gas noget sted i verden. Og det ved de danske politikere godt,” siger hun.

Læs meget mere om Hejre-feltet her: Bagom Hejre-feltet   

Det eneste, der i dag indikerer, at der her ligger et potentielt oliefelt, er dette fundament, der er den bærende struktur til en platform. Det har stået der i ti år, men projektet blev opgivet og Hejre-feltet har aldrig været i drift. © Ørsted.dk

Den danske olie- og gasproduktion står til at stige de næste ti år

Lige nu mærker millioner af mennesker rundt omkring i verden, hvordan klimaforandringerne påvirker vores daglige liv med ekstreme oversvømmelser, storme, tørke og store naturbrande. 2023 var det varmeste år målt på kloden nogensinde, i Danmark det vådeste. I februar satte verden endnu en varmerekord, mens temperaturerne i verdenshavene også går amok. Vi oplever en biodiversitetskrise, hvor dyre- og plantearter uddør og aldrig kommer tilbage. Og mange af os oplever en frygt for, om vi når at bremse klima- og miljøforandringerne i tide, så vi efterlader en beboelig planet til vores børn og børnebørn.     

Der hersker ingen tvivl om, at vores forbrug af fossile brændsler har størstedelen af ansvaret for den klima- og biodiversitetskrise vi befinder os midt i. Ifølge FN står fossile brændsler globalt for mere end 75 procent af al drivhusgasudledningen og næsten 90 procent af al CO2-udledning. 

En rapport viste oven i købet for nylig, at vi i EU med de eksisterende aftaler og planer allerede har al den olie og gas vi har behov for fremover – også når vi inkluderer en fuld udfasning af russisk olie og gas.

“Vi bliver altså nødt til at komme reelt i gang med at udfase vores produktion. Men lige nu står den danske olie- og gasproduktion til at stige i de kommende ti år, og det er altså fortsat muligt at åbne nye felter i Nordsøen – som vi har set i dag, hvor INEOS højst beklageligt har fået tilladelse til at åbne Hejre-feltet. Det hænger jo ikke sammen hverken med vores internationale arbejde eller med vores forpligtelser i Parisaftalen,” siger Helene Hagel.

Læs meget mere om den danske olie- og gasproduktion her: Bag om den danske olieproduktion i Nordsøen

På billedet ses oliefeltet Syd Arne, som den planlagte rørforbindelse fra Hejre-feltet skal løbe til.

Tilladelsen går imod internationale aftaler og skader Danmarks rolle som foregangsland

Danmark var med til at danne BOGA, et af de vigtigste diplomatiske initiativer inden for global klimapolitik i årtier. Her udfører dansk klimadiplomati et beundringsværdigt og vigtigt internationalt arbejde. Til COP28 i december 2023 blev verden desuden enige om, at vi skal omstille væk fra fossile brændsler. I Greenpeace mener vi, at det første skridt i den omstilling er at stoppe med at åbne nye felter. Alligevel er der i dag givet tilladelse til ny produktion i Hejre-feltet:  

“Det her er en katastrofe, som skal stoppes så hurtigt som muligt. Vi vil nu forsøge at stoppe Hejre-feltet før det er for sent. At åbne nye felter nu vil ikke blot gøre det det sværere for os at nå 1,5 gradersmålet. Det vil også sætte BOGAs troværdighed på spil. Regeringen gemmer sig bag et væld af dårlige argumenter i forsøget på at retfærdiggøre sin manglende evne til at praktisere hjemme, hvad Danmark ikke kun prædiker, men også arbejder benhårdt på, på globalt plan – nemlig en udfasning af olie- og gasproduktionen. 

For at leve op til Parisaftalen er det nødvendigt at vi i Danmark øjeblikkeligt stopper med at øge den fossile produktion og i stedet udfaser al olie og gas i Nordsøen indenfor de næste 10 år,” siger Helene Hagel.

Her ses det eksisterende Hejre-fundament, som det er afbildet i INEOS’ ansøgning.

Hvis vi står sammen kan vi stadig ændre beslutningen 

I Greenpeace mener vi på ingen måder, at endnu mere olie og gas på klimakrisens bål er en rimelig pris, som vi, vores børn og børnebørn, skal betale for, at Lars Aagaard slipper for at forholde sig til denne tilladelse politisk, men i stedet lader det være op til Energistyrelsen. Det her er ny olie og gas, det skal blive i undergrunden, og det er en politisk beslutning.

Vi vil nu gøre alt, vi overhovedet kan, for at stoppe denne produktion i Hejre-feltet, inden den kommer i gang. Hvis politikerne ikke lytter, må vi tage andre værktøjer i brug. Men vi har brug for al den hjælp vi kan få. 

Ved at skrive under her kan du være med den i globale voksende bevægelse, der kræver, at fossilindustrien tager ansvar for den ødelæggende klimaskade, den har forvoldt, stopper alle nye olie- og gasprojekter og udfaser sin fossile produktion inden for en tidsramme, der er i overensstemmelse med Parisaftalen. Sammen kan vi skabe en bedre, lysere fremtid. 

Ny olie og gas har #IkkeMinTilladelse