Af Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
COP26-aftalen er dårlig, men den kunne sagtens have været værre. Målt i forhold til, hvad videnskaben kræver af os, hørte verdens ledere i løbet af de to uger langt fra opråbet fra klimaforskerne, som ikke længere nøjes med at fortælle os om tingenes dødeligt alvorlige tilstand i rapporter og studier, men nu også går på gaden for at kræve mere politisk handling sammen med os andre. Målt i forhold til, hvad der er politisk muligt, var der fremgang på nogle områder – og tilbageskridt på andre. Nu skal man aldrig vurdere klimapolitik på, hvad der er politisk muligt men på, om den leverer de nødvendige reduktioner i det nødvendige tempo. I denne målestok var COP26 ikke den klimakonference, der sikrede vores fremtid. Men hvem havde – helt ærligt – også regnet med det? Det er både farligt, naivt og unødvendigt (heldigvis) at sætte al vores lid til COP-processen og at regne med, at den alene vil vende udviklingen.
COP26 vil ikke blive husket som vendepunktet, der kan få os til med ro i maven at stole på, at verdens regeringer har styr på situationen og er i gang med at stoppe klimakrisen. Men den vil heller ikke blive husket som den COP, hvor det endegyldigt blev klart for os, at vores magthavere ikke har tænkt sig at levere på Pariaftalen. Det var ikke en katastrofe, men det var heller ikke en stor succes. Så hvis man måler COP26 i forhold til den politiske virkelighed gjorde den ikke nogen stor forskel i den ene eller den anden retning, og selvom resultatet langt fra er tilfredsstillende, så er der elementer fra klimatopmødet, vi kan bruge i vores arbejde fremadrettet for at stoppe klimakrisen. Det drejer sig særligt om, at verdens lande skal til at hæve ambitionerne hurtigt, og at olie, kul og gas for første gang spiller en fremtrædende rolle på en COP-konference.
COP’ens første uge var fuld af erklæringer, alliancer og frivillige aftaler på skov, på finansstrømme, på metan-udledning og på byernes omstilling. Selvom dette ikke er en del af FN-regimet, er det vigtigt, at COP også er blevet en platform for lancering af diverse initiativer og alliancer. Desværre er disse indtil videre dog primært tomme ord, floskler, greenwashing og gentagelser. Men i en lidt bedre og mere ærlig verden, snart forhåbentligt, vil alt det udenom de officielle forhandlinger være lige så vigtigt, som det der sker til selve forhandlingerne mellem statslederne og deres embedsfolk. Særligt én alliance er det dog værd at fremhæve, da den kan have potentiale at rykke ved den globale olie- og gasproduktion. Den kommer jeg nærmere ind på nedenfor.
Ambitionerne skal hæves markant
I Glasgow lykkedes det at blive enige om, at verdens lande nu skal fremlægge nye, opdaterede klimaplaner inden COP27 om et år i Egypten. Ambitionen er, at disse planer skal sikre, at hullet til at nå 1,5 gradersmålet lukkes. Det kræver, at landene opjusterer deres 2030-mål. Det er vigtigt – og måske COP26’s vigtigste beslutning -at deadline for nye klimaplaner er næste år og ikke først i 2025, som var den oprindelige tanke i Parisaftalen. Men oprindeligt var tanken jo også, at vi på nuværende tidspunkt, med de klimaplaner landene allerede har lavet, ikke havde et enormt hul til at nå 1,5 gradersmålet. Selv hvis alle verdens lande gør, som de har lovet i deres planer, har vi nu kurs mod 2,4 graders opvarmning. Hele meningen med Glasgow-topmødet var, at verdens lande skulle levere på 1,5 gradersmålet. Det skete ikke, og det er et enormt politisk svigt.
Men så er det i det mindste godt, at Dan Jørgensen og hans kollega fra Granada, som var udpeget af COP-formandskabet til at facilitere disse forhandlinger, kom i mål med 2022 som ny deadline for bedre klimaplaner. Det havde også dog været overordentligt uacceptabelt, hvis verdens ledere havde lovet os tilstrækkelige klimaplaner inden 2020 for dernæst at nægte at levere dem,fastholde den ‘oprindelige’ tidsplan og nægte at opjustere deres klimamål for 2025, hvor det vil være langt for sent for os at nå 1,5 gradersmålet.
1,5 gradersmålet er altså måske i live, men kun lige akkurat. Og kun hvis vi bruger det næste års tid, inden COP-cirkusset rykker videre til Sharm El-Sheik, på konkret klimahandling og radikal og hurtig implementering af de mange flotte ord og store løfter som sådan en COP er propfuld af.
Nye – men stadig utilstrækkelige – toner i forhold til kul, olie og gas
The Glasgow Climate Pact, som blev resultatet af dette års klimatopmøde, var, alt andet lige, et gennembrud i forhold til de fossile brændslers rolle i FN-regi. Det lykkedes – for første gang i COP’ernes 27 år lange liv – at få nævnt ordene “fossile brændsler” i teksten. I en række aftale-udkast under forhandlingerne hed det, at kul skulle udfases, men det endte med den noget slappere formulering om at kul skal “nedtrappes”. Indien har fået skylden for denne ærgerlige ændring af aftaleteksten, men sandheden er, at Indien og andre lande, hvis borgere i dag rammes af klimakrisens konsekvenser, reagerer på det magtspil, som det globale nord spiller. Hvis verdens rige lande havde været villige til at lave en plan for at give de 100 mia. USD årligt som vi skylder i kompensation til de lande, der lever under klimakrisens dødelig konsekvenser, men som ikke har det historiske ansvar for den, havde forhandlingssituationen nok set noget anderledes ud. Forhandlingerne bliver ikke tillidsfulde, og verdens mest udsatte lande vil ikke være villige til at levere nok på reduktioner, før de får, hvad de er blevet lovet i form af klimabistand og kompensation for tab og skade i alt for mange år.
Selvom formuleringen om kul er langtfra tilfredsstillende, sender den et tydeligt signal til industrien om, at deres tid er kommet. Nu er vores opgave at udlægge teksten sådan, at ingen kan være i tvivl om, at hele verden på COP26 blev enige om, at kul er fortid.
Udover kul er der i aftaleteksten en formulering om at “ineffektive fossile subsidier” skal udfases og denne formulering er, ligesom kul-formuleringen, en vi kan bruge til at presse politikere i hele verden fremadrettet. Også selvom det stadig er uklart for de fleste, hvad “ineffektive” subsidier egentlig betyder. I Greenpeace vil vi jo mene, at alle fossile subsidier – altså støtte af den ene eller anden karakter – i sagens natur er ineffektive, fordi de direkte modarbejder vores bestræbelser på at nå klimamålene og få gang i omstillingen til vedvarende energi. Og hvis andre er enige i den udlægning er det jo fint. Herhjemme ville det fx betyde, at staten ikke skulle betale 20 pct. af alle olieselskabernes udgifter, når de borer efter olie i Nordsøen, at priserne på diesel skulle stige svarende til vores naboers niveau og at flyrejser ikke skulle være moms- og afgiftsfritaget.
Problemet er bare, at det ikke er første gang, at “ineffektive fossile subsidier” er nævnt i en international aftale. Tilbage i 2009 blev formuleringen også brugt af G20-landene, der blev enige om at disse skulle udfases, fordi de underminerer vores forsøg på at modgå klimaforandringerne. Ikke mange fossile subsidier, ineffektive eller ej, er udfaset siden 2009. Faktisk er den fossile støtte fra G20-landene kun 2 pct. lavere nu, end dengang de aftalte at udfase den. Det er derfor helt rimeligt at være lidt forbeholden overfor, hvor stor en forskel denne formuleing egentlig vil gøre. Omvendt er der vel ingen logisk grund til at regne med, at verdens ledere tror, de kan gentage den samme (ikke-)handling igen og igen og forvente et nyt resultat. Derfor må det være vores opgave at sikre, at alle subsidierne reelt bliver udfaset denne gang. Det folkelige pres og den offentlige bevågenhed er langt større end i 2009, og det taler for, at vi denne gang faktisk kan få oversat ordene til reel handling.
Vores mål var, at COP26 kunne sende et tydeligt signal om, at fossile brændsler er på vej ud ved at få en formulering om det med i COP-beslutningen. Det lykkedes ikke helt. Men det lykkes med nogle helt nye ord i aftalen, og de ord kan vi sagtens bruge til at presse magthaverne til mere handling. Det ville i hvert fald være dumt ikke at prøve at udnytte de ord alt, vi overhovedet kan, mens vi kæmper for nogle endnu stærkere formuleringer i den næste COP-aftale og i andre aftaler.
En ny oliealliance med stort potentiale
Heldigvis sker der andet og mere under en COP-konference end selve forhandlingerne. Her er det værd at nævne Beyond Oil and Gas Alliance, BOGA, der blev officielt lanceret til COP26. BOGA er verdens første alliance af lande, der vil arbejde for at olie- og gasproduktionen begrænses med stop for nye licensrunder og en slutdato for produktionen.
Alle oliealliancer i verden har indtil videre handler om, hvordan landene kan hive endnu mere olie op, og derfor er det ret historisk – og helt vildt tiltrængt – at vi nu for første gang har en struktureret international samtale på højeste niveau om behovet for at begrænse olie og gas på udbudssiden, og ikke som de sidste mange årtier, hvor alt har handlet om efterspørgslen. Det har vi skrevet meget om her og her.
Vi har ikke tid til at være skuffede
Der er ingen grund til at være skuffet over COP26 – kun hvis man havde for høje forventninger til, hvad alle verdens lande enstemmigt kan blive enige om. COP-regimet er, hvad det er. Så derfor er det vigtigt, at vi i de 50 uger om året, hvor der ikke er COP, presser magthaverne til at leve op til deres flotte ord. Der bliver holdt mange skåltaler, der bliver lanceret mange alliancer og fremlagt mange erklæringer, og følelserne får ofte frit spil til COP, hvor forhandlingsledere bryder grædende sammen, og statsledere med tårer i øjnene fremviser billeder af deres børnebørn og bønfalder de andre om at sikre deres fremtid. Det ville dog være dejligt at se denne passion afspejlet i politisk vilje til at gøre det nødvendige, for på trods af de flotte ord og de store følelser har vores magthavere på endnu en klimakonference demonstreret, at de ikke evner at gøre det nødvendige i et hurtigt nok tempo. Det må dog aldrig få os til at give op – tværtimod. Hver eneste halvfesne COP understreger, at der skal handles på alle tænkelige måder, vi kan.
Ny klimarapport afslører, klimakrisen rammer os hurtigere og hårdere, end hidtil troet. Læs mere om hvad der skal til for at bremse klimaforandringer.
