En gruppe af 12 Greenpeace-aktivister fra flere lande (Slovakiet, Tjekkiet, Finland, Tyskland og Belgien) er endelig blevet løsladt, efter at de i en uge har siddet i varetægtsfængsling i Slovakiet.

Aktivisterne blev arresteret onsdag i forbindelse med en fredelig aktion mod brunkulsminen Hornonitrianske bane Prievidza (HBP), hvor de blandt andet havde hængt bannere ud fra toppen af et mine-tårn med budskaber om at udfase landets kulproduktion – en af de af de mest klimaskadelige energikilder.

HBP-minen forsyner en af Slovakiets mest forurenende værker med brunkul.

Beslutningen om at varetægtsfængsle de 12 aktivister blev allerede tidligt mødt med betydeligt pres – ikke mindst fra Slovakiets egen premierminister, Peter Pellegrini, der kaldte beslutningen om at varetægtsfængsle de 12 aktivister for “tvivlsom”. Den slovakiske premierminister deltager i øjeblikket i FN’s klimatopmøde, COP24, i Polen.

Også uden for Slovakiet var der omfangsrige protester, blandt andet her i Danmark, hvor aktivister søndag stillede sig med fakler foran Slovakiets ambassade og dagen efter mødtes med den slovakiske ambassadør, der gentog premierministerens kritik.

Efter løsladelsen kan de 12 aktivister nu rejse hjem til deres familier, mens de afventer en mulig indkaldelse til en retssag, hvis sigtelserne mod dem fastholdes.