Vi blokerer kemikalietankeren Boyne, der ligger for anker i Storebælt, hvor det venter på at aflevere sin last med giftigt spildevand på Stigsnæs. Skibet er sejlet fra Mongstad i Norge, hvor vi i 69 timer i sidste uge blokerede en anden stor kemikalietanker, der ofte transporterer giftigt spildevand fra Norge til Danmark.

Nu blokerer vi igen. Denne gang har vi fastgjort to gummibåde til ankerkæden, så tankskibet ikke kan sejle ind til kajanlægget på Stigsnæs.

I Greenpeace presser vi på for at få miljøminister Magnus Heunicke til at stoppe, at mere af det kemikaliefyldte spildevand fra Norge ledes ud i det sårbare havmiljø i Agersø Sund. Nu giver vi Magnus Heunicke en sidste chance.

Følg aktionen her:

26/6 12.00 – To aktivister fastgør en gummibåd til ankerkæden på kemikalietankeren Boyne, der ligger for anker i Storebælt, mens de venter på at aflevere deres last på Stigsnæs. To andre aktivister i en anden gummibåd er med og viser bannere.

26/6 13:00 – Et voldsomt regn- og tordenvejr skyller ind over aktivisterne, der er sikre i deres båd. På trods af, at de har telt over sig, bliver de alligevel lidt våde.

26/6 16:40 – Politiet er sejlet ud og er i kontakt med aktivisterne.

26/6 17:30 – Politiet har nu klippet wiren mellem ankerkæden og gummibåden og vil eskortere gummibådene til Korsør havn.

Tidligere aktion i Norge:

Greenpeace i Norge lavede i sidste uge en fredelig protestaktion mod den norske eksport af giftigt oliespildevand til udledning i Danmark. Med to store magneter på hver 500 kilo fastgjorde aktivister Greenpeaces lille sejlbåd Tanker Tracker til tankskibet Bothnia. På den måde blokerede aktivisterne skibet i 69 timer.

18/6 20:30 – Sejlskibet Tanker Tracker har lagt sig ved siden af tankskibet Bothnia, hvor en dykker har fastgjort tre magneter med en trækkraft på 500 kilo hver, så sejlskibet nu er tilkoblet tankskibet, så det ikke kan forlade havnen.

18/6 22:00 – Aktivisterne har malet “Equitox” på siden af tankskibet Bothnia.

18/6 22:55 – Så længe Tanker Tracker er fastgjort til tankskibet, så kan de ikke laste oliespildevand.

19/6 00:20 – Politiet er ankommet til aktionen

19/6 07:00 – Politiet forlod stedet efter en kort dialog. Aktivisterne har haft en rolig nat, hvor de har sovet på skift. Tanker Tracker forhindrer stadig, at Bothnia kan laste.

19/6 10:30 – Politiet udtaler til Bergens Tidende, at aktivisterne har ret til at demonstrere.

19/6 12:30 – Aktivisterne maler igen på siden af tankskibet. Denne gang “End Fossil Crime”. Alle fire aktivister er ved godt mod.

19/6 20:30 – Aktionen går ind i sit andet døgn. Aktivisterne er trætte, men ved godt mod. Og de har forsyninger nok til at blive ved i lang tid endnu.

20/6 8:40 – Aktivisterne melder om en roligt nat på trods af lidt bølger på vandet.

20/6 12:30 – Det norske Naturvernforbundet sejler forbi aktivisternes blokade i en lille motorbåd. Med sig har de et banner, for at vise opbakning til blokaden.

20/6 12:35 – “Vi får en hel masse varme fra folk i Danmark, der støtter os. Det er meget rørende, og vi er meget taknemmelige.” Det udtaler de fire aktivister til Sjællandske Nyheder.

20/6 17:30 – Aktivisterne modtager et brev fra Mongstad forsyningsbase, hvori de er blevet bedt om at stoppe aktionen.

21/6 09:00 Aktivisterne har skrevet et svar til Equinor, hvor de afviser. Aktionen fortsætter (du kan læse begge breve ved at klikke på linket i tweetet nedenfor).

21/6 14:00 – Aktivisterne har fået besøg af en politibåd. Politiet bad om ID på aktivisterne, og politibåden holder sig efterfølgende tæt ved Tanker Tracker.

21/6 17:45 – Hårdt vejr med lyn og torden tvinger aktivisterne til at afbryde blokaden og sejlskibet forlader tankskibet for at søge ly og sikkerhed.

“Vi er selvfølgelig nødt til at prioritere sikkerhed højest, så derfor er vi nødsaget til at afbryde vores aktion efter næsten tre døgns succesfuld blokade. Det betyder dog ikke, at kampen mod Equinors giftige oliespildevand er slut. Vi vil nu kræve et hastemøde med Equinors ledelse”, siger den norske aktivist Amanda Louise Helle.