Hvis vi holder 1,5 graders målet i live i vores samtaler med hinanden, så er der kun en vej frem: radikal, dyb og gennemgribende omstilling af hele samfundet, med det samme. Helene Hagel forklarer her, hvorfor det er så vigtigt holde fast i de 1,5 grader.
Før verdens ledere samlede sig i Paris til COP21 i 2015, var der ikke mange, der troede på, at man kunne blive enige om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Alligevel kom det mål med i aftalen. Til stående bifald i plenarsalen, og mange – inklusive undertegnede – tudede af lettelse. Få havde troet, at det var muligt. Det lykkedes udelukkende, fordi de sårbare østater og en række progressive lande startede kampagnen ’1,5 to stay alive’. De kæmpede utrætteligt – og for østaternes vedkommende med livet som indsats – for at presse og skubbe især Kina og USA for at få 1,5 grader med. Hvis de ikke havde gjort det, så havde samtalen i dag om, hvad der er muligt, og hvordan verden skal ende med at se ud, været en helt anden.
Derfor kan jeg nu næsten også tude over, at så mange er begyndt at dømme 1,5- eller 2-graders målet for dødt. Herunder Dagbladet Politiken.
»2023 ser ud til at blive det varmeste år nogensinde, og klimamålet på 1,5 grader er reelt dødt«, hedder det i Politikens nye klimaserie, ’Hvert ton tæller’. »Vi kan godt glemme at holde os under en stigning i temperaturen på halvanden eller to grader. For det kommer ikke til at ske«.
Jeg forstår jo egentlig godt, hvorfor man skriver og siger sådan. Det gør mange for tiden. Politikere, klimaforskere, sågar aktivister. Ingen gider være de sidste illusionister, der naivt klæber sig fast til et helt urealistisk mål.
At målet er dødt betyder dog ikke, at vi skal give op, skriver Politiken også. »Intet kunne være mere forkert«.
Men intet kunne heller være mere forkert end at proklamere den temperaturtærskel, der betyder liv eller død for rigtige levende mennesker, for ’urealistisk’.
Det er ikke kun faktuelt forkert. Absolut intet, hverken videnskabeligt, teknisk eller økonomisk står i vejen for, at vi når det. Den eneste barriere er politisk.
Og den kan jo overkommes. Det kræver bare politik. Og politik kan du ikke bare forudsige på den måde. Når man som Politiken siger, at 1,5 grader er umuligt, mener man egentlig, at man ikke har tiltro til, at politikerne vil gøre, som de har lovet. Og det er en helt fair analyse. Men det er en subjektiv politisk analyse. Det er ikke uomtvistelige fakta, man blot kan konstatere på den måde.
Hvorfor det er vigtigt at holde fast i 1,5 graders målet
Derfor er det dybt uforskammet at erklære 1,5-graders målet for dødt. Vi er faktisk rigtig mange overalt i verden, der hver dag arbejder benhårdt for, at vi når det mål. Så længe der er en chance, lige meget hvor lille, så er vi forpligtet til at gøre alt, vi kan, for at nå målet.
Jeg er jo ikke dum. Jeg læser også klimavidenskaben. Vi læser alle de samme dystre rapporter. Men dem, der rammes hårdest af krisen, drager en anden konklusion i forhold til, hvordan vi skal reagere på disse skræmmende data: I stedet for at give op på 1,5-graders målet tror de på, at vi må sætte endnu hårdere ind for at nå det. Dette er ikke et selvbedrag. Det er en kamp for livet.
Ja, 1,5-graders målet er super meget i farezonen. Men det er også en moralsk forpligtelse. Og vi, i det rige nord med det historiske ansvar for udledningerne, har ikke retten til at give op på det.
1,5 graders målet er et spørgsmål om liv og død for de mest udsatte
For hvem er det, der giver op? Det er ikke verdens mest udsatte mennesker, dem, der først vil dø, sendes på flugt, eller miste alt, de ejer, til ekstremt vejr. Folk ved frontlinjerne har ikke givet op, og så længe de ikke har givet op, så har vi ingen ret til at fortælle dem, hvilken grad af smerte de ’realistisk’ må forvente. De har tydeligt fortalt os, at 1,5 grader er deres smertetærskel. Det er den mængde lidelse, deres samfund kan bære. Hvem er vi så til at fortælle dem, at de kan skyde en hvid pind efter den chance, de stadig har, for at have et hjem, en historie, deres kultur og en fremtid?
Når man dømmer 1,5 grader ude, analyserer man klimakrisen fra afstand. Man iagttager politikerne og vurderer, om man tror på, at de vil vise sig opgaven voksen. Man observerer og kloger sig på, hvor det hele mon ender.
Men det ender jo lige præcis der, hvor vi beslutter at bevæge os hen.
Hvis vi holder 1,5-graders målet i live i vores samtaler med hinanden, så er der kun en vej frem: radikal, dyb og gennemgribende omstilling af hele samfundet, med det samme. Vi må gøre alt, vi kan, så hurtigt vi kan, og i så lang tid, det kræves af os. Hvis vi accepterer, at målet er umuligt, begynder vi at lave planer for 2 grader. Så bliver det 2,5, og så bliver det 3 grader. Den forskel kan måles i antal uddøde arter, i, om regnskoven eksisterer eller ej, i millioner, hvis ikke milliarder, af liv.
Debatindlægget er oprindeligt bragt i Dagbladet Politiken
